V

Isak kunde vel ogsaa hat Grund til at forundres over et og andet ellers, men han var ingen herlig Hund til at tænke paa mange Ting ad Gangen. Hvor er Inger? sa han bare da han gik forbi Kjøkkendøren. Han tænkte paa at Geissler maatte bli ordentlig mottat.

Inger? Hun var i Bærmarken, hadde været i Bærmarken helt siden Isak gik tilfjælds, hun og Gustaf, Svensken. Det gamle Menneske, hun var blit saa tullet og forelsket, det lidde til Høst og Vinter, men hun kjendte Varme i sig igjen, Blomster i sig igjen. Kom og vis mig hvor det er Multer, sa Gustaf, Hjortron! sa han. Hvem kunde staa for slikt! Hun løp ind i Kammerset og var baade alvorlig og religiøs i flere Minutter, men der stod han utenfor og ventet, Verden var hende like i Hælene, det blev til at hun ordnet Haaret og speilet sig omhyggelig og gik ut igjen. Hvad saa, hvem vilde ikke ha gjort det samme? Kvindfolk kjender ikke det ene Mandfolk fra det andre, ikke altid, ikke ofte.

De gaar i Bærmarken og plukker Bær, plukker Multer paa Myrene, de stiger fra Tuve til Tuve, hun løfter op og har sine gode Lægger. Det er stille allevegne, Rypen har alt store Unger og hvæser ikke mere, det er lune Steder med Busker paa Myrene. Det er ikke gaat en Time og de hviler alt. Inger sier: Er du slik! Aa hun er saa svak til ham, hun smiler forkommen, for hun er saa forelsket, aa hvor det er søtt og ondt at være forelsket, begge Deler! Skik og Bruk byder vel at forsvare sig? Ja for at overgi sig. Inger er saa forelsket, dødelig og uten Naade, hun vil ham vel og er bare dyp og kostelig til ham.

Det gamle Menneske.

Naar Fjøset er færdig saa reiser du, sier hun saa. — Nei han reiste ikke. Jo naturligvis maatte han vel reise engang, men ikke paa en Ukes Tid. — Skal vi ikke gaa hjemover? spør hun. — Nei. —

De plukker Bær, og om en Stund finder de sig atter nogen lune Busker og Inger sier: Du er gal, Gustaf! Timer gaar, nu er de nok sovnet i Buskene. Er de sovnet? Det er makeløst, midt i Ødemarken, i Eden. Da sier Inger og sitter ret op og lytter: Jeg synes jeg hører nogen kjøre langt bortpaa Veien? — Solen synker, Lynghaugene mørkner litt av Skygge da de gaar hjemover. De kommer forbi mange lune Steder og Gustaf ser dem og Inger ser dem nok ogsaa, men hun synes hele Tiden at nogen kjører foran dem. Aa men gaa og forsvare sig mot en gal og pen Gut paa hele Hjemveien? Inger er saa svak, hun smiler bare og sier: Nei jeg har ikke set slik som du er!

Hun kommer alene hjem tilgaards. Det var godt at hun kom nu, storartet, et Minut senere hadde ikke været bra. Isak er netop steget ind paa Gaarden med sin Smie og med Aronsen; en Hest med Kjærre er stanset.

Goddag! sier Geissler og hilser paa Inger ogsaa.

Der staar Menneskene og ser paa hverandre. Intet kunde høve bedre . . .

Geissler er kommet igjen. Han har været borte i nogen Aar nu, men her er han igjen, ældet og graanet, men kvik som altid, og nu er han fin, i hvit Vest og Guldkjæde. Pokker forstaar den Mand!

Var det saa at han hadde faat Kundskap om at nu foregik noget i Kobberfjældet og vilde undersøke Saken? Godt, her var han. Han ser yterst vaken ut, han mønstrer Stedet og Jordet ved at snu Hodet sagte og bruke Øinene, han ser store Forandringer, Markgreven har utvidet sit Herredømme. Geissler nikker.

Hvad er det du bærer? spør han Isak. Et helt Hestelass! sier han. — En Smieavl forklarer Isak. Han skal bli god at ha for mig mangen Gang her paa Nybygget, sier han og kalder Sellanraa et Nybygg endda! — Hvor har du faat den? — Paa Fjældet, Ingeniøren tok og forærte mig han. — Er det en Ingeniør paa Fjældet? spør Geissler som om han ikke visste det.

Og skulde Geissler staa tilbake for en Ingeniør paa Fjældet! Jeg har hørt om at du har Slaamaskine, nu har jeg med en Rakemaskine til dig, sier han og viser til Kjærrelasset. Der stod den, rød og blaa, en umaatelig Kam, en Høirive til at kjøre med Hest. De løftet den av Kjærren og saa den over, Isak spændte sig for og prøvet den paa Jordet. Det var ikke saa rart at hans Mund stod aapen, Under paa Under blev nu samlet paa Sellanraa!

De talte om Kobberfjældet, om Bergværket: De spurte saa efter Dokker, sa Isak. — Hvem spurte? — Ingeniøren og alle Herrerne. At de endelig maatte finde Dokker, sa de. — Aa der gjorde visst Isak formeget av det, Geissler taalte det kanske ikke, han blev brat i Nakken og sa: Jeg er her hvis de vil mig noget!

Dagen efter kom de to Stafetter tilbake fra Sverige og med dem fulgte et Par av Eierne i Minen, de var tilhest og var fornemme og tykke Herrer, efter Utseendet at dømme grundrike. De stanset næsten ikke paa Sellanraa, men spurte fra Hesteryggen et Par Spørsmaal om Veien og ridde videre opover Fjældet. Geissler lot de som de ikke saa skjønt han stod nær nok. Stafetterne med de lastede Pakhester hvilte en Time, talte med Murerne paa Fjøset, fik vite at den gamle Herre i hvit Vest og Guldkjæde var Geissler og drog saa videre de ogsaa. Men den ene Stafetten kom ned til Gaarden igjen samme Kvæld med mundtlig Bud at Geissler maatte komme op til Herrerne paa Fjældet. Jeg er her hvis de vil mig noget! lot Geissler svare.

Han var vel blit saa stor, han tænkte kanske at han sat inde med Alverdens Magt, og fandt han et mundtlig Budskap litt for nonchalant? Men hvorledes gik det til at han kom til Sellanraa just da han trængtes? Saa var han vel en Mester til at være alvitende og vite om mangt og meget. Naa, men da Herrerne paa Fjældet fik Geisslers Svar maatte de jo umake sig ned til Sellanraa. Ingeniøren og de to Bergkyndige fulgte dem.

Se, det var altsaa mange Kroker og Sving endog før Møtet kom istand. Det lovet ikke godt, nei Geissler var uhyre stor paa det.

Herrerne var høflige nu, de bad undskylde at de hadde sendt Bud paa ham igaar, de var saa trætte efter Færden. Geissler var høflig tilbake og svarte at ogsaa han var træt efter sin egen Færd, ellers vilde han ha kommet. — Naa, men nu til Saken: Vilde han sælge Fjældet paa Sørsiden av Vandet? — Er Herrerne Kjøper? spurte Geissler, eller taler jeg med Mellemmænd? — Dette kunde ikke være noget andet end Vrangskap fra Geisslers Side, han maatte vel se paa dem at de fornemme og tykke Herrer ikke var Mellemmænd. Saa gik de videre: Prisen? sa de. — Ja Prisen! sa Geissler ogsaa og tænkte paa det. Et Par Millioner, sa han. — Jasaa, sa Herrerne og smilte. — Geissler smilte ikke.

Ingeniøren og de Bergkyndige hadde saa løselig undersøkt Fjældet bortover, hadde boret nogen Huller og skutt, og her var nu Opgaverne: Forekomsten skyldtes Eruption, den var ujævn, var efter den foreløpige Undersøkelse dypest omkring Skjellet mellem Selskapets og Geisslers Eiendom, siden tok den av. Den siste Halvmilen var det ingen drivværdig Kis at finde.

Geissler hørte paa denne Beretning med den største Likegyldighet. Han tok op av Lommen nogen Dokumenter som han saa opmærksomt i, men det var ikke Karter og Gud vet om det da i hele tat var Dokumenter som vedkom Kobberfjældet. — De har ikke boret dypt nok! sa han som om han saa det av Papirerne. — Nei det indrømmet Herrerne straks; men Ingeniøren spurte: Ja hvorledes kan Geissler vite det? De har jo slet ikke boret? — Da smilte Geissler som om han nok hadde boret et Par Hundrede Meter ned gjennem Jordkloden, men derpaa skjult Hullerne.

De holdt paa til Middag og talte frem og tilbake, de begyndte at se paa Klokkerne sine. Nu hadde de faat Geissler ned paa en Kvart Million, men ikke en Haarsbred længer ned. Nei de maatte ha støtt ham litt alvorlig, de gik ut fra at han var glad ved at sælge, nødt til at sælge, men det var han ikke, ho, saa de ikke at han sat her næsten like saa fin og stor som de! — En femten, tyve Tusen skulde vel ogsaa være en bra Skilling, sa Herrerne. — Det nægtet Geissler ikke, naar man netop trængte denne Skilling, men to Hundrede og femti Tusen var mere. — Da sa en av Herrerne, og han sa det vel for at holde Geissler nede ved Jorden: Jeg husker med det samme, vi kan hilse fra Fru Geisslers Folk i Sverige. — Tak! svarte Geissler. — Apropos, sa den andre Herren da ingenting nyttet: En Kvart Million! Det er da ikke Guld, det er Kis. — Geissler nikket: Det er Kis. —

Da blev Herrerne utaalmodige allesammen og fem Klokkekapsler sprang op og smaldt igjen og nu var det ikke Tid til Spøkefuldheter mere, nu var det Middag. Herrerne begjærte ikke Mat paa Sellanraa, men ridde tilbake til Gruverne igjen for at spise sin egen Mat.

Slik løp Møtet av.

Geissler blev alene.

Hvad monne det nu være for Funderinger som sysselsatte ham? Kanske ingen, kanske var han likeglad og tankeløs? Ingenlunde, han tænkte, men han viste ingen Uro. Efter Middagen sa han til Isak: Jeg skulde ha været en lang Tur over i Fjældet mit og jeg skulde hat Sivert med likesom forrige Gang. — Ja, sa Isak øieblikkelig. — Nei. Han har andet at gjøre. — Han skal gaa med Dokker paa Timen! sa Isak og ropte Sivert ned fra Muren. — Geissler holdt Haanden i Veiret og sa kort Nei.

Han drev omkring paa hele Gaarden og kom flere Ganger tilbake til Murerne og talte livlig med dem. At han kunde overkomme det, en stor Sak hadde jo nys optat ham! Geissler, kanske hadde han saa længe levet i usikre Forhold at intet egentlig syntes at staa paa Spil for ham mere, noget svimlende Fald vilde i ethvert Tilfælde ikke ske med ham.

Han stod der han stod paa ren Slump. Da han hadde solgt den lille Gruveteig til sin Kones Slægtninger gik han straks hen og kjøpte hele Fjældet bortenfor, hvorfor gjorde han det? Vilde han ærgre Eierne ved at bli nærmeste Grande? Oprindelig hadde han vel bare hat den Tanke at slaa under sig en Remse paa Sørsiden av Vandet, der hvor Gruvebyen maatte lægges hvis det nogensinde blev Drift av; hele Fjældet derimot blev han Eier av fordi det næsten intet kostet og fordi han ikke vilde ha Bry med en vidløftig Skjels­forretning. Han blev Bergkonge av Likegyldighet, en liten Bytomt til Barakker og Maskiner blev til et Rike like til Havet.

I Sverige gik den lille første Gruveteig fra Haand til Haand og Geissler holdt sig vel underrettet om dens Skjæbne. Naturligvis hadde de første Eiere kjøpt galt, svinegalt, Familjeraadet var ikke Bergfolk, det hadde ikke sikret sig Fjæld nok, men hadde bare villet betale en viss Geissler bort fra sin Nærhet. Men de nye Eiere var ikke mindre komiske, det var vel mægtige Folk, de kunde tillate sig en Spøk og kjøpe for Moro, kjøpe under et Kalas, Gud vet. Men da det blev Prøvedrift og Alvor i Tingen stod man pludselig foran en Mur: Geissler.

De er Børn! tænkte kanske Geissler fra sin store Høide, han hadde faat saa meget Mot og var blit saare brat i Nakken. Rigtignok hadde Herrerne prøvet at kjøle ham godt av, de trodde de stod foran en Trængende og ymtet noget om en femten, tyve Tusen, — de var Børn, de kjendte ikke Geissler. Her stod han.

Herrerne kom ikke mere ned fra Fjældet den Dag, de mente vel at handle klokt ved ikke at vise sig for hippen. Den næste Morgen kom de og hadde sine Pakhester med og var paa Hjemfærd. Men da var Geissler gaat bort.

Var Geissler gaat bort?

Herrerne kunde saa ikke avgjøre noget fra Hesteryggen, de maatte stige av og vente. Hvor var Geissler gaat hen? Ingen visste det, han gik allevegne, han hadde Interesse for Sellanraa Gaard, sist var han set ved Sagen. Stafetterne blev sendt ut for at lete, men Geissler var kanske gaat langt bort, for han svarte ikke naar det blev ropt. Herrerne saa paa sine Klokker og til at begynde med var de noksaa ærgerlige og sa: Vi gaar ikke her som nogen Narrer og venter. Vil Geissler sælge saa faar han være tilstede! Aa men Herrernes store Ærgrelse la sig, de ventet, ja de begyndte endog at more sig, det blev jo desperat, de blev liggende ute paa Grænsefjældet til Natten. Det gaar brillant! sa de, vore Familjer vil engang finde vore Ben!

Tilslut kom Geissler. Han hadde været og set sig om, sist kom han fra Sommerfjøset. — Det ser ut til at bli forlite for dig Sommerfjøset ogsaa, sa han til Isak. Hvormange Dyr har du ialt deroppe? — Slikt kunde han si skjønt Herrerne stod der med Klokken i Haand. Geissler hadde en mærkelig Rødme i Ansigtet som om han hadde nytt Stærkt. Puh, jeg blev varm av Turen! sa han.

Vi ventet halvveis at De vilde ha været tilstede, sa en av Herrerne. — Det har ikke Herrerne bedt mig om, svarte Geissler, ellers vilde jeg ha været paa Pletten. — Naa, end Handelen? Vilde Geissler idag ta imot et rimelig Tilbud? Det var vel ikke Tale om en femten, tyve Tusen Kroner hver Dag for ham heller, eller hvorledes? — Denne nye Hentydning støtte Geissler stærkt. Var det ogsaa en Maate! Se, Herrerne hadde vel ikke talt slik hvis de ikke hadde været ærgerlige, og Geissler hadde vel ikke øieblikkelig blit blek i Ansigtet hvis han ikke først hadde været paa et ensomt Sted og blit rød. Nu bleknet han og svarte koldt: Jeg vil ikke antyde hvad som muligens er overkommelig for Herrerne at betale, men derimot vet jeg hvad jeg vil motta. Jeg vil ikke høre paa mere Barneprat om Fjældet. Min Pris er den samme som igaar. — En Kvart Million Kroner? — Ja. —

Herrerne steg tilhest.

Nu skal jeg si Geissler ett, sa den ene: Vi skal gaa til fem og tyve Tusen! — De er fremdeles spøkefuld, svarte Geissler. Jeg skal derimot foreslaa Dem noget for fuldt Alvor: Vil De sælge det lille Gruvefeltet Deres? — Ja, sa Herrerne litt overrumplet, det kunde tænkes. — Saa skal jeg kjøpe det, sa Geissler.

Aa den Geissler! Nu stod jo hele Gaarden fuld og hørte ham, alle Sellanraas Folk og Murerne og Herrerne og Stafetterne, han kunde kanske ikke skaffe det mindste av Pengene til en slik Handel, men Gud vet om han ikke kunde det forresten, Pokker forstod ham! I alle Fald revolutionerte han litt blandt Herrerne ved sine faa Ord. Var det Knep? Mente han at gjøre sit Fjæld betydnings­fuldere ved den Manøvre?

Herrerne tænkte paa det, Herrerne begyndte sandelig at tale sagte sammen om det, de steg av Hestene igjen. Da blandet Ingeniøren sig i det, se, dette syntes vel efter hans Skjøn at bli for jammerlig, og han syntes at ha Magt, kanske ogsaa Myndighet. Nu stod jo hele Gaarden fuld av Folk og hørte paa. — Vi sælger ikke! sa han. — Ikke det? spurte Herrerne. — Nei. —

De hvisket litt til, saa steg de tilhest for Alvor. — Fem og tyve Tusen! ropte en av Herrerne. — Geissler svarte ikke, han vendte sig og gik bort til Murerne igjen.

Og slik løp da siste Møte av.

Geissler syntes likegyldig for Følgerne, han gik fra og til og talte om det ene og det andre, for Øieblikket var han optat av at Murerne la ned nogen vældige Loftsbjelker tværsover det hele Fjøs. De vilde bli færdige denne Uke med Fjøset, Taket skulde være bare et midlertidig Tak, senere skulde et nyt Foderhus bygges ovenpaa Fjøset.

Isak holdt Sivert nede fra Muren nu og lot ham drive, det gjorde han for at Geissler til enhver Tid skulde finde Gutten ledig for den Tur i Fjældet. En faanyttig Omsorg, Geissler hadde opgit Turen eller kanske glemt den. Da han hadde faat litt Niste med av Inger gik han derimot Veien nedover Marken og blev borte tilkvælds.

Han passerte de to nye Rydninger som var blit til nedenfor Sellanraa og talte med Mændene, han kom helt ned til Maaneland og vilde se hvad Aksel Strøm hadde utrettet i disse Aar. Det hadde ikke gaat saa svært fort med ham, men han hadde gjort godt Arbeide paa Jorden. Geissler interesserte sig ogsaa for dette Nybygg og sa til ham: Har du Hest? — Ja. — Jeg har staaende en Slaamaskine og en Nybrotsharv sørpaa, nye Saker, jeg skal sende dig dem. — Hvad? spurte Aksel og skjønte ikke en slik Storartethet, han tænkte sig noget med Avbetaling. — Jeg skal forære dig de Redskaperne, sa Geissler. — Det er da ikke mulig? — Men du skal hjælpe de to Naboerne dine her ovenfor og harve noget Nyland for dem. — Ja det skal ikke mankere! erklærte Aksel og kunde endda ikke skjønne hele Geissler: Naa, saa har Dokker Eiendom og Maskiner sørpaa? — Geissler svarte: Jeg har saa meget at staa i. — Se, det hadde kanske Geissler ikke, meget at staa i; men han lot ofte saa. Denne Slaamaskine og Harv kunde han jo bare kjøpe i en av Byerne og sende nordover.

Han kom til at tale længe med Aksel Strøm, om de andre Nybyggere i Marken, om Handelsstedet Storborg, om Aksels Bror, en nygift Mand som nu var kommet til Breidablik og hadde begyndt at aapne Myrene og faa Vandet ut av dem. Aksel klaget over at det ikke var Kvindfolkhjælp at faa, han hadde bare en gammel Kone som hette Oline, hun vann ikke stort, men han fik endda være glad saalænge han beholdt hende. Aksel hadde en Stund maattet arbeide Nat og Dag i Sommer. Han kunde kanske ha faat et Kvindfolk fra sit Hjemsted, fra Helgeland, men saa hadde han maattet betale Reisepenger omfremt Lønnen. Det var Utgifter paa alle Kanter. Aksel fortalte videre at han hadde overtat Opsynet over Telegraflinjen, men det angret han litt paa. — Slikt noget det er for Folk som Brede, sa Geissler. — Det er saa sandt som det er sagt! indrømmet Aksel. Men det var de Skillingerne. — Hvormange Kjyr har du? — Fire. Og en Fors Okse. Det var saa langt til Sellanraa til Oksen. —

Men en meget vigtigere Sak laa det Aksel Strøm paa Hjærte at faa tale med Geissler om: nu var det sat Undersøkelse i Gang mot Barbro. Jo naturligvis var det kommet op: Barbro hadde gaat her med Barn, men hun var reist fri og frank og uten Barn herfra, hvorledes hang det sammen? Da Geissler hørte hvad det galdt sa han kort og godt: Kom her! Han tok Aksel med sig bort fra Husene, Geissler gjorde sig dygtig til og var som en Øvrighet. De satte sig i Skogkanten og Geissler sa: Lat mig nu høre!

Naturligvis var det kommet op ja, hvorledes kunde det undgaaes! Det var ikke længer frit for Mennesker i Marken og desuten var Oline kommet dit. Hvad hadde Oline med den Sak? Ho! Og atpaa alt saa hadde Brede Olsen gjort sig Uvenner med hende. Nu var ikke Oline længer til at komme forbi, hun bodde paa Aastedet og kunde fritte Aksel selv ut i smaa Skift, det var jo mistænkelige Saker hun levet for, tildels levet av, se her var nu atter noget med den rette Lugt! I Grunden var Oline nu blit for gammel og svak til at stelle Hus og Dyr paa Maaneland, hun burde opgi det; men kunde hun det? Kunde hun rolig forlate et Sted hvor en saa diger Gaate laa uopklaret? Hun greidde Vinterens Arbeide; ja hun slet sig ogsaa igjennem i Sommer, og det var svært til Styrke hun hentet sig bare ved Utsigten til at kunne avsløre en Datter av Brede. Sneen gik ikke før av Marken i Vaar før Oline gav sig til at snuse omkring, hun fandt den lille grønne Haug ved Bækken og saa straks at Torven var lagt paa i Ruter; hun hadde ogsaa været saa lykkelig at komme over Aksel en Dag han stod og trødde paa den lille Grav og jævnet den ned. Aksel visste altsaa om det hele. Oline nikket med sit graa Hode at nu var det hendes Tur!

Ikke for det, han Aksel var ikke en uvennes Mand at være hos, men han var dygtig paaholdende og talte Ostene sine og hadde god Rede paa hver Ulddott; Oline hadde langtfra frie Hænder. Og nu Redningen hans ifjor, hadde Aksel vist sig som en Herremand og forskyldt hende for den? Tværtimot, han holdt stadig fast paa sin Deling av Triumfen: Javel, sa han, dersom at ikke Oline var kommet saa hadde han maattet ligge ute og fryse den Natten; men han Brede hadde nu ogsaa været til god Hjælp paa Hjemveien! Det var Takken. Oline syntes det var saa at den Almægtige maatte fortørnes over Menneskene! Kunde ikke han Aksel ha tat en Ku paa Baasen og leidd hende frem og sagt: Det er din Ku, Oline! Men nei.

Nu kom det sig an paa om det ikke vilde koste ham mere end som en Ku!

Sommeren utover passet Oline op hvert Menneske som gik forbi og hvisket med dem og nikket og betrodde sig til dem. Men ikke mine Ord igjen! sa hun. Oline var ogsaa et Par Ganger nede i Bygden. Nu begyndte det at drive med Rygter i Marken, ja det drev som Taake, det la sig paa Ansigterne og trængte ind i Ørene, selv Børnene som gik paa Skole paa Breidablik begyndte at nikke med Hemmeligheter. Tilsist maatte Lensmanden røre paa sig, maatte indberette det og faa sin Ordre. Saa kom han med Følgesvend og Protokol til Maaneland en Dag og efterforsket og skrev op og reiste igjen. Men tre Uker efter kom han tilbake og efterforsket og skrev op mere, og denne Gang aapnet han en liten grøn Haug ved Bækken og tok ut et Barnelik av den; Oline var ham en uundværlig Hjælp, til Vederlag maatte han svare paa hendes mange Spørsmaal og han svarte da blandt andet at Ja det kunde nok bli Tale om at arrestere Aksel. Da slog Oline Hænderne sammen over al den Fordærvelse hun var kommet op i her paa Stedet og ønsket sig bort, langt bort. Men end ho Barbro? hvisket hun. — Piken Barbro, sa Lensmanden, hun sitter arresteret i Bergen; Retfærdigheten maa ha sin Gang, sa han. — Saa tok han Liket med og reiste igjen . . . .

Det var da ikke rart at Aksel Strøm gik i Spænding. Han hadde forklaret sig for Lensmanden og intet nægtet: det han hadde Del i var selve Barnet og desuten hadde han paa egen Haand gravet en Grav til det. Nu spurte han Geissler hvorledes han videre skulde fare ad. Han maatte vel til Byen paa meget værre Forhør og Pinsel?

Geissler var ikke længer slik Kar, nei den omstændelige Fortælling hadde trættet ham, han dovnet av — hvad nu Grunden kunde være, om han kanske ikke længer hadde Aanden fra om Morgningen over sig. Han saa paa Klokken, reiste sig fra Marken og sa: Det der maa overveies grundig, jeg skal tænke paa det. Du skal faa mit Svar før jeg reiser!

Dermed gik Geissler.

Han kom tilbake til Sellanraa om Kvælden, spiste litt og gik tilsengs. Han sov til langt paa Dag, sov, hvilte ut, han var vel slap efter Møtet med de svenske Gruveeiere. Først to Dager efter laget han sig til at reise sin Vei. Han var atter stor og overlegen, betalte rundelig og gav lille Rebekka en blank Krone.

Isak holdt han en Tale for og sa: Det er det samme om det ikke blev Handel nu, det kommer nok engang; foreløpig stanser jeg denne Driften opi Fjældet. Det var nogen Børn var det, de mente at lære mig! Hørte du at de bydde mig fem og tyve Tusen? — Ja, sa Isak. — Naa, vedblev Geissler og vinket bort alle Slags Skambud og Støvgrand med Hodet, det skader ikke Distriktet her opover at jeg stanser Driften, tværtimot, det vil tukte Folk til at dyrke sin Jord. Men det vil mærkes i Bygden dernede. Det kom jo adskillig med Penger ind i Sommer, det blev fine Klær og Grynmelsgrøt til nogen hver; nu er det Slut. Se, Bygden kunde gjærne ha været Venner med mig, saa vilde det kanske ha gaat anderledes. Nu er det jeg som raader!

Han saa nu ikke ut til at raade over meget allikevel da han gik, han bar litt Niste i Haanden og hadde en Vest som ikke længer var rent hvit. Nu hadde kanske hans gode Kone utstyret ham til denne Tur for Resten av de firti Tusen hun engang fik, Gud vet om det ikke var saa. Men nu kommer han snau hjem!

Han glemte ikke at gaa indom Aksel Strøm paa Nedturen og gi ham Besked: Jeg har tænkt over det, sa han, Saken er altsaa løpende, du kan ingenting gjøre nu. Du blir indkaldt til Forhør og maa forklare dig . . . . Bare almindelig Prat, Geissler hadde kanske ikke tænkt det Spor paa Saken. Og Aksel sa motfalden Ja til alt. Tilslut blusset Geissler op til en mægtig Mand igjen, han rynket Brynene og sa grublende: Det skulde da være om jeg kunde møte op i Byen og være tilstede? — Ja dersom at Dokker kunde det! utbrøt Aksel. — Geissler avgjorde det i næste Øieblik: Jeg skal se om jeg faar Tid, men jeg har saa meget at ivareta sørpaa. Men jeg skal se om jeg faar Tid. Farvel for idag. Jeg skal sende dig de Redskaperne!

Geissler gik.

Var det nu hans siste Tur i Marken?