X

Det gaar et Kvindfolk opover Marken. Det falder en jævn Sommerregn, hun blir vaat, men det bryr hun sig ikke om, hun har andet at tænke paa, hun er spændt — det er Barbro og ingen anden, Barbro hans Brede. Javist er hun spændt: hun vet ikke hvorledes Æventyret vil ende, men hun er kommet bort fra Lensmandens og har forlatt Bygden. Slik er det.

Hun gaar utenom alle Nybygg opover Marken fordi hun vil undgaa Mennesker; enhver vilde jo forstaa hvor hun agter sig hen da hun bærer en Bør med Klær paa Ryggen. Javel hun agter sig til Maaneland og vil være der igjen.

Nu har hun tjent i ti Maaneder hos Lensmandens, og det er ingen kort Tid utregnet i Dager og Nætter, men det er en Evighet utregnet i Tvang og Længsler. I Begyndelsen gik det rigtig godt, Fru Heyerdahl var saa omhyggelig for hende og gav hende Forklær og staset hende op, det var en Lyst at bli sendt Ærend til Kramboden med saa pene Klær paa. Barbro hadde jo engang været Barn her i Bygden, hun kjendte alle Folk fra hun lekte her, gik paa Skolen her, kysset Gutterne her og spillet forskjellige Spil med Stener og Skjæl. Det gik godt et Par Maaneder. Men saa blev Fru Heyerdahl endda mere omhyggelig og da Julemoroerne begyndte blev Fru Heyerdahl stræng. Hvad skulde nu det være til uten for at ødelægge det gode Forhold! Barbro vilde ikke ha holdt det ut dersom ikke visse Nattetimer hadde været hendes egne: fra Klokken to til seks om Morgningen kunde hun være nogenlunde tryg, og hun fik sig mangen stjaalen Fornøielse i de Timer. Hvad Slags Pike var saa Kokka som ikke mældte hende? En almindelig Pike av denne Verden: Kokka var selv uloves ute. De skiftet paa til Vaktholdet.

Det tok ogsaa lang Tid før det blev opdaget. Barbro var ingenlunde saa letsindig at det stod skrevet utenpaa hende, nogen Slags Fordærvelse var det umulig at tillægge dette Menneske. Fordærvelse? Hun gjorde den Motstand hun skulde. Naar Gutterne bad hende til Juledans sa hun Nei en Gang, to Ganger, men den tredje Gang svarte hun: Jeg skal prøve at komme fra to til seks! Se, slik svarer et skikkelig Kvindfolk og gjør sig ikke værre end hun er og staser ikke med Frækhet. Hun var en Tjenestepike, hun tjente Tiden lang og visste ikke om anden Moro end Flokseriet. Det var ogsaa alt hun begjærte. Lensmandsfruen kom og gav hende Foredrag og laante hende Bøker — den Narrehætte! Barbro som hadde levet i Bergen og læst Aviser og været i Teatret! Hun var intet Gudsord fra Ødemarken.

Men Lensmandsfruen maatte ha faat Mistanke, hun staar en Morgen Klokken tre foran Pikernes Dør og kalder: Barbro! — Ja, svarer Kokka. — Nei er ikke Barbro der? Luk op! — Kokka aapner Døren og gir den Forklaring hun skal: at Barbro, nei hun maatte nødvendig rænde hjem som snarest. — Hjem, som snarest? Klokken er tre om Natten, sier Fruen og utvikler dette nærmere. Om Morgningen blev det stort Forhør, Brede blev tilkaldt og Fruen spurte: Var Barbro hjemme hos dere Klokken tre i Nat? — Brede er uforberedt, men svarer Ja. Jo Klokken tre? I Nat? Vi blev endda sittende saa længe fordi det var noget vi skulde snakke om, svarer Barbros Far. — Lensmandsfruen kundgjør høitidelig: Barbro gaar ikke mere ut om Nætterne! — Neinei, svarer Brede. — Ikke saa længe hun er her i Huset. — Nei. Ja der hører du, Barbro, jeg sa det til dig! sier Farn. — Du kan gaa til dine Forældre om Formiddagen nu og da! bestemmer Fruen.

Men den aarvake Lensmandsfruen var vel allikevel ikke blit helt kvit sin Mistanke, hun ventet en Ukes Tid og tok Stikprøve igjen ved Firetiden en Morgen: Barbro! kaldte hun. — Aa men dennegang var Kokka ute og Barbro hjemme, Pikerummet var altsaa fuldt av Uskyldighet. Fruen maatte skyndsomt finde paa noget: Tok du ind Vasken igaaraftes? — Ja. — Det var godt, for det begynder at blaase saa ute. Godnat!

Det var forresten brydsomt for Lensmandsfruen at faa Lensmanden til at vække sig om Nætterne og saa selv labbe over til Pikerne og høre om de var hjemme. Det fik gaa som det vilde, hun gjorde det ikke mere.

Og hvis nu Lykken ikke hadde svigtet kunde Barbro nok ha holdt Aaret ut med sin Matmor paa denne Maate. Men saa for nogen Dager siden skred det ut med dem.

Det var en tidlig Morgen i Kjøkkenet. Barbro hadde først været litt usams med Kokka, ja ikke saa ubetydelig usams heller, de talte høiere og høiere og glemte at Fruen kunde komme. Kokka hadde baaret sig usselt ad og snytt sig ut i Nat utenfor Tur fordi det var Søndagsnat. Og hvad undskyldte hun sig med? Maatte hun ut og ta Avsked med en kjær Søster som skulde reise til Amerika? Ikke Spor, Kokka undskyldte sig slet ikke, hun hævdet at hun hadde hat denne Søndagsnat tilgode. — At du ikke har Sandhet og Ære i Livet, dit Kreatur! sa Barbro.

Fruen stod i Døren.

Hun hadde kanske oprindelig tænkt at be om Forklaring paa denne Høirøstethet, men hun svarte paa Pikernes Godmorgen og gav sig pludselig til at se visst paa Barbro, paa Brystsmekken til Barbro, at lute sig frem og se endda vissere paa den. Det begyndte at bli uhyggelig. Og pludselig sætter Fruen i et Skrik og viker til Døren. Hvad i Alverden er det? tænker vel Barbro og ser sig i Brystet. Naa Herregud, en Lus! Barbro maa smile litt, og da hun ikke er uvant med at handle under overordentlige Omstændigheter knipser hun Lusen av sig. — Paa Gulvet? skriker Fruen. Er du gal? Ta Dyret op! — Ja Barbro begynder at lete og handler atter flinkt: hun later som hun finder Lusen og kaster den herlig ind i Kokeovnen.

Hvor har du faat den fra? spør Fruen ophidset. — Hvor jeg har faat den? svarer Barbro. — Ja jeg vil vite hvor du har været og hentet den paa dig. Svar! — Nu gjorde Barbro den skammelige Feil at hun ikke sa: Paa Kramboden! Det vilde ha været fuldgodt. Nei hun visste ikke hvor hun kunde ha faat Lusen, men hun luret paa om hun ikke hadde faat den av Kokka. — Kokka øieblikkelig høit iveiret: Av mig? Du er god nok selv til at drage paa dig Lus! — Men det var du som var ute i Nat. —

Feil igjen, hun skulde aldrig ha nævnt det. Kokka hadde ikke længer nogen Grund til at tie, og nu kom altsammen for en Dag om de ulykkelige Utenætter. Lensmandsfruen er i høieste Ophidselse, Kokka har hun intet med, det er Barbro det gjælder, Piken som hun er gaat god for. Og endda kunde kanske ogsaa alt ha blit reddet dersom Barbro hadde bøiet Hodet som et Siv og sunket i Jorden og git nogen forunderlig stærke Løfter for Fremtiden, men nei. Fruen maatte tilsist minde sin Barnepike om alt hun har gjort for hende, og da begyndte sandelig Barbro at svare, at sætte op, hun var saa dum. Ja eller hun var kanske saa klok at hun nu vilde sætte Saken paa Spidsen og komme sig herfra? Fruen sa: Jeg har revet dig ut av Lovens Klør. — Hvad det angaar, svarte Barbro, saa var jeg like sæl om Dokker ikke hadde gjort det. — Det er Takken jeg har! sa Fruen. — Skal vi tie om det, skal vi tale om det, sa Barbro. Jeg kunde da blit dømt, det hadde nu allikevel ikke blit mere end som nogen Maaneder, og saa var jeg kvit med det! — Fruen blir maalløs et Øieblik, jo en liten Stund staar hun bare og aapner Munden og lukker den igjen. Det første Ord hun faar frem er Avskeden. — Barbro svarte bare: Jaja, net som Dokker vil!

De Dager som er gaat siden har Barbro opholdt sig hjemme hos Forældrene. Men der kunde hun ikke vedbli at være. Ikke for det, Morn drev med Kaffehandel nu og det kom noksaa mange Folk til Huset, men Barbro kunde ikke leve av det, hun kunde jo ogsaa ha andre gode Grunder til at komme i en fast Stilling. Saa idag tok hun en Sæk med Klær paa Ryggen og begyndte en Vandring opover Marken. Nu kom det an paa om Aksel Strøm vilde motta hende! Men hun hadde faat Lysning forrige Søndag.

Det regner, det er et griset Føre, men Barbro gaar. Det kvældes, men da det endda ikke er Olsok Tide blir det ikke mørkt. Stakkars Barbro, hun sparer sig ikke, men gaar sit Ærend hun og, hun skal et Sted hen og begynde paa næste Strid. Hun har i Grunden aldrig sparet sig, aldrig været lat, derfor er hun ogsaa pen og fin av Skapning. Barbro har let Nemme og bruker det ofte til eget Fordærv, hvad andet var at vente? Hun har lært at redde sig fra Nød til Nød, men hun har berget med sig forskjellige gode Egenskaper, et Barns Død er ingenting for hende, men et levende Barn kan hun gi Gotter. Saa har hun et utmærket Musikøre, hun klunker bløtt og rigtig paa Gitaren og synger til med hæst Mæle, det er behagelig og litt sørgelig at høre paa. Nei sparet sig selv? Ho, saa lite at hun har kastet hele sig selv bort og mærker intet Tap ved det. Nu og da graater hun og faar sit Hjærte til at briste over et og andet i sit Liv, det hører til, det kommer av de Viser hun synger, det er Poesien og søta Vennen i hende, hun har narret sig selv og mange andre med det. Hadde hun kunnet ta Gitaren med idag vilde hun ha klunket litt for Aksel i denne Kvæld.

Hun lager det saa at hun kommer sent frem og alt er stille paa Maaneland da hun stiger ind paa Tunet. Se, Aksel har alt begyndt Slaatten omkring Husene og har faat litt Tørhøi ind! Saa regner hun ut at Oline som er gammel ligger inde i Kammerset, Aksel ligger da her ute i Høihuset hvor hun selv engang laa. Hun gaar til den kjendte Dør og er spændt som en Tyv, saa kalder hun sagte: Aksel! — Hvad det er? svarer Aksel med en Gang. — Nei det er bare mig, sier Barbro og stiger ind. Men du kan vel ikke hyse mig i Nat? sier hun.

Aksel ser paa hende og er litt sen av sig og sitter der i Underklærne og ser paa hende: Naa, det er du, sier han. Hvor du skal hen? — Ja det kommer nu an paa for som først om at du trænger Sommerhjælp, svarer hun. — Aksel tænker paa det og spør: Skal du ikke være længer der du var? — Nei jeg har sluttet hos Lensmanden. — Jeg kunde sagtens trænge Sommerhjælp, sier Aksel. Men hvad skal dette bety: finder du paa at komme igjen? — Nei du skal bare ikke vør mig, avværger Barbro. Jeg skal gaa videre imorgen, jeg gaar til Sellanraa og over Fjældet, der har jeg Plass. — Naa, har de tinget dig? — Ja. — Jeg kunde sagtens trænge Sommerhjælp, gjentar Aksel.

Hun er saa vaat, hun har Klær med i Sækken og maa skifte. Ja du skal ikke vør om at jeg er her, sier Aksel og viker bare litt mot Døren. Barbro tar de vaate Klær av og imens taler de sammen, Aksel vender ofte Hodet mot hende. — Nei nu maa du gaa ut ørlite! sier Barbro. — Ut? svarer han. Og det var nu heller ikke Veir til at gaa ut i. Han staar og ser paa at hun blir mere og mere naken, det er ikke til at faa Øinene ifra, og saa tankeløs Barbro er, hun kunde godt ha tat tørre Plagg paa efterhvert som hun skiftet de vaate av, men det gjorde hun ikke. Særken er saa tynd og klæber til, hun knapper op paa den ene Aksel og snur sig bort, hun er saa øvet. Han tier i dette Øieblik bom stille og ser at hun bruker bare et Strøk eller to og vasker Særken nedover sig. Det var makeløst gjort, syntes han. Og der staar hun saa aldeles tankeløs.

Senere blev de liggende og prate sammen. Jo han trængte Sommerhjælp, det feilet ikke. — Ja det snakker de paa, sier Barbro. — Han hadde begyndt Slaatten og Høiingen paany et Aar alene, Barbro kunde vel selv skjønne hvor opraadd han var. — Jo Barbro skjønte alt. — Paa den anden Side var det netop Barbro som hadde rømt dengang og sat ham fast for Kvindfolkhjælp, han kunde ikke glemme det, og hun hadde tat Ringene med. Atpaa al Forsmædelsen saa vedblev jo ogsaa Bladet hendes at komme, denne Bergensavisen som han holdt paa ikke at bli kvit nogensinde, han hadde maattet betale for et helt Aar efterpaa. — Det var da et skammelig Blad! sa Barbro og holdt med ham hele Tiden. — Men ved saa stor Føielighet kunde heller ikke Aksel være et Umenneske, han medgav at Barbro kunde ha Grund til at ærgre sig over ham tilbake fordi han hadde tat Telegrafopsynet fra hendes Far. Men forresten saa kan nu Far din faa Telegrafen sin igjen, sa han, jeg gir ikke om han, det er bare Tidhæft. — Ja, sa Barbro. — Aksel tænkte en Stund, saa spurte han bent ut: Ja hvorledes er det nu, skal du være bare for Sommeren? — Nei, svarte Barbro, det skal bli som du vil. — Naa, er det din Agt og Mening? — Ja. Net som du vil saa vil jeg ogsaa. Du gjør ikke at tvile paa mig mere. — Naa. — Nei. Og jeg har faat lyst for os. —

Naa. Det var ingenlunde ilde. Aksel blev liggende længe og tænkte over det. Hvis det dennegang var Alvor og ikke atter en skammelig Svik saa hadde han sjøleiendes Kvindfolk og var hjulpen for al Tid. — Jeg kunde faa et Kvindfolk hjemmefra, sa han, og hun har skrevet at hun vilde ha mig. Men saa maatte jeg koste hende hjem fra Amerika. — Barbro spør: Naa, er hun i Amerika? — Ja. Hun reiste ifjor; men hun trives ikke. — Nei du skal ikke vør hende! erklærer Barbro. Hvad skulde det saa bli av mig? spør hun og begynder at røres. — Nei derfor saa har jeg heller ikke gjort det visst med hende. —

Nu vilde vel Barbro ikke staa tilbake hun heller, hun bekjendte at hun kunde ha faat en Gut i Bergen og han var Kjører for et overhændig stort Bryggeri, saa han var meget betrodd. Og han gaar visst endda og sørger paa mig, sier Barbro hikstende. Men du vet at naar to Folk har hat saa meget tilsammens som du og jeg, Aksel, saa kan ikke jeg glemme han. Saa faar du glemme mig saa meget du vil! — Hvem, jeg? svarer Aksel. Nei for den Saks Skyld saa skal du ikke ligge og graate, for jeg har aldrig glemt dig. — Naa. —

Denne Tilstaaelse hjælper godt paa Barbro og hun sier: Og korsom er: at koste hende hjem like fra Amerika naar at du kan slippe! — Hun fraraader ham hele Foretagendet, det vilde bli for dyrt og han var ikke nødd om det. Barbro syntes at ha sat sig i Hodet at ville grunde hans Lykke selv.

De blev enige i Nattens Løp. De var jo ikke fremmede for hverandre, men hadde saa ofte drøftet hver Ting før. Endog den nødvendige Vielse skulde foregaa før Olsok og Slaatten, de behøvet ikke at forstille sig og Barbro var nu selv den ivrigste til at skynde paa. Det støtte ikke Aksel at Barbro var ivrig og vakte ingen Mistanke hos ham, tværtimot, hendes Hast smigret ham og ophidset ham. Javel, han var en Markens Mand, en Hardhaus, han var lite nøie paa det, Pokkers lite smældfin, han var nødt til et og andet, han saa paa Nytten. Dertil kom at Barbro var saa ny og pen for ham igjen, næsten litt nydeligere end før. Hun var som et Æble, og han bet i det. Det var jo alt lyst for dem.

Om Barneliket og Forhøret tidde begge.

De talte derimot om Oline, at hvorledes skulde de bli kvit hende? Ja hun maa ut! sa Barbro. Vi har ikke at takke hende for nogen Ting. Hun er bare Sladder og Ondskap. — Men det viste sig vanskelig at faa Oline væk.

Allerede den første Morgen da Barbro kom tilsyne ante vel gamle Oline sin Skjæbne. Hun blev øieblikkelig ilde ved, men skjulte det og nikket, satte Stol frem. Det hadde gaat en Dag isenn paa Maaneland, Aksel hadde jo baaret Vand og Ved og gjort det allertyngste Arbeide for hende og Oline hadde greid Resten. Hun var i Tidens Løp blit enig med sig selv om at være paa Nybygget sit Liv ut, men nu kom Barbro og gjorde dette til intet.

Dersom at her hadde været et Kaffekorn i Huset saa skulde du ha faat det, sa hun til Barbro. Skal du længer opover Marken? — Nei, svarte Barbro. — Naa, du skal ikke længer opover? — Nei. — Jaja det er ikke noget som skjeller mig, sa Oline. Skal du nedover igjen? — Nei ikke det heller. Jeg blir nu her for som først. — Naa, skal du være her? — Ja det blir vel til det. —

Oline venter en Stund, hun bruker sit gamle Hode, det er alt fuldt av Politik: Ja, sier hun, saa slipper vel jeg. Og glad skal jeg være! — Naa, sier Barbro for Spøk, har han Aksel været saa skarvagtig imot dig? — Skarvagtig? Han? Du skal ikke vør at ape med et gammelt Menneske som bare gaar og bier paa Forløsningen! Han Aksel han har været som en Far og en høi Utsending for mig hver en Dag og Time, jeg skal ikke si andet. Men det er nu saa at jeg har ingen av mine her i Marken, jeg gaar øde og forlatt paa andre Folk sin Jord og har alt mit Folk paa andre Siden av Fjældet. —

Men Oline blev værende. De kunde ikke skille sig med hende før efter Vielsen, og Oline drog svært paa det, men sa tilsist Ja at hun vilde gjøre dem den Tjenesten at passe Huset og Dyrene naar de skulde vies. Det tok to Dager. Men da de Nygifte kom hjem gik ikke Oline endda. Hun forhalet Tiden, den ene Dagen var hun ussel, sa hun, den andre Dagen saa det ut til Regn. Hun godsnakket med Barbro at nu var det blit anden Forskjel i Maten paa Maaneland, i Kostholdet, og det var blit en anden Forskjel med Kaffe i Huset! Aa Oline skydde intet, hun spurte Barbro tilraads om Ting som hun visste bedre selv: Hvad du mener, skal jeg mælke Kjyrene eftersom at de staar i Baasene eller skal jeg ta ho Bordelin først? — Det kan du gjøre som du vil med. — Ja er det ikke det jeg sier! utbryter Oline. Du har nu været ute i Verden og været iblandt høie og fornemme Folk og lært alt. Det er ikke saa med en anden Stakkar!

Nei Oline skydde intet, men drev Politik Døgnet rundt. Sat hun ikke ogsaa og fortalte Barbro hvor gode Venner og vel forlikt hun var med hendes Far, med Brede Olsen! Ho, hun hadde hat mangen trøisom Stund med ham, han var slik en godlidendes og grom Mand, han Brede, og aldrig at høre et morskt Ord i hans Mund!

Men dette gik ikke i Længden, hverken Aksel eller Barbro vilde ha Oline længer og Barbro tok alt Arbeidet fra hende. Oline klaget ikke, men hun saa med farlige Glimt efter sin Matmor og skiftet saa smaat Tone: Ja dokker er nu meget til Folk! sa hun. Han Aksel var en Tur i Byen ifjor Høst, du traf ham vel ikke? Nei du var i Bergen. Men han reiste ens Ærend og kjøpte Slaamaskine og Harvemaskine. Hvad er de paa Sellanraa imot dokker nu? Ikke det Slag!

Hun utstraalet smaa Naalestik, men heller ikke det hjalp, Herskapet frygtet hende ikke, Aksel sa bent ut til hende en Dag at nu maatte hun gaa. — Gaa? spurte Oline. Hvorledesen? Skal jeg krype? Nei hun nægtet at gaa under Paaskud av at hun var ussel og vann ikke at røre Benene. Og saa galt skulde jo hænde: da Arbeidet blev tat fra hende og hun sattes ut av al Virksomhet faldt hun sammen og blev virkelig syk. Hun gik og drog sig en Ukes Tid endda, Aksel saa rasende til hende, men Oline blev værende av Ondskap, tilsist maatte hun tilsengs.

Og nu laa hun aldeles ikke og biet paa Forløsningen, men talte tværtimot Timerne til at hun skulde komme op igjen. Hun forlangte Doktor, en Storagtighet som var ukjendt i Marken. — Doktor? spurte Aksel, er du ifra dig? — Hvorledes? spurte Oline mildt tilbake og forstod ingen Ting. Ja hun var saa mild og melet, saa lykkelig over at hun ikke faldt andre til Byrde, hun kunde betale Doktoren selv. — Naa, kan du det? spurte Aksel. — Naa, kan jeg ikke det? sa Oline. Og desforuten saa skal jeg vel ikke ligge her og dø som et Dyr for Frelserens Aasyn. — Nu blandet Barbro sig i det og spurte uforsigtig: Hvad som mankerer? Faar du ikke Maalene dine som at jeg bærer ind til dig? Men Kaffe det har jeg nægtet dig i en god Mening. — Er det du, Barbro? sier Oline og snur bare Øinene efter hende, hun er meget daarlig og ser uhyggelig ut med de vrængte Øine: Det maa vel være som du sier, Barbro, at jeg vilde bli værre av en ørliten Draape Kaffe, av et Skeblad med Kaffe. — Var du som jeg saa hadde du nu andet at tænke paa end som Kaffe, sa Barbro. — Er det ikke som jeg sier! svarte Oline. Du var aldrig av dem som vilde et Menneskes Død, men at han skulde omvende sig og leve. Hvad — jeg ligger og ser — er du paa Barnveien, Barbro? — Jeg? roper Barbro og lægger rasende til: du var værd at jeg tok og kastet dig paa Dungen for Munden din!

Her tier den Syke et tankefuldt Øieblik, men hendes Mund dirrer som om den absolut vil smile og ikke maa. — Jeg hørte i Nat noget som ropte, sier hun. — Hun er ifra sig! hvisker Aksel. — Nei jeg er ikke ifra mig. At det likesom ropte. Det kom ifra Skogen eller ifra Bækken. Det var forunderlig, akkurat som et lite Barn som skrek. Gik ho Barbro? — Ja, sa Aksel, hun vil ikke høre længer paa Tullet dit. — Jeg tuller ikke, jeg er ikke saa ifra mig som dokker tror, sier Oline. Nei det er ikke den Almægtiges Vilje og Behag at jeg skal gaa ind for Tronen og Lammet endda med alt det jeg vet om Maaneland. Jeg kommer mig nok igjen; men du skal hente Doktoren til mig, Aksel, saa gaar det snarere. Hvad det nu er for en Ku du vil gi mig? — Hvad for en Ku? — Kua som du lovet mig. Er det ho Bordelin? — Du bare snakker over dig, sier Aksel. — Du vet du lovet mig en Ku da jeg reddet Livet dit. — Nei det vet jeg ikke. —

Da løfter Oline Hodet op og ser paa ham. Hun er saa skaldet og graa, Hodet staar op fra en lang Fuglehals, hun er æventyrlig og frygtelig, det gaar et Ryk gjennem Aksel og han famler bak sin Ryg efter Dørklinken. — Naa, sier Oline, du er av det Slaget! Saa snakker vi ikke mere om det for som først. Jeg kan leve Kua foruten ifra denne Dag og skal ikke ta hende paa Tungen. Men det var godt at du viste dig akkurat som den Mand du er, Aksel, saa vet jeg det til en anden Gang!

Men om Natten døde Oline, engang om Natten, hun var ialfald kold om Morgningen da de kom ind til hende.

Gamle Oline — født og død . . . .

Det var hverken Aksel eller Barbro imot at kunne begrave hende for altid, det blev nu mindre at være paa Vakt for, de kunde være glade. Barbro klager over Tandpine igjen, ellers er alt godt. Men dette evige Uldtørklæde om Munden som hun maa holde væk hver Gang hun skal si et Ord er ingen liten Plage, og Aksel skjønner ikke saa megen Tandpine. Han har nok lagt Mærke til hendes forsigtige Tyggemaate hele Tiden, men hun manglet jo ikke en Tand i Munden. — Har du ikke faat dig nye Tænder? spør han. — Jo. — Ja værker de ogsaa? — Du aper og aper! svarer Barbro forarget, skjønt han hadde spurt i god Tro. Og i sin Bitterhet kommer hun til at gi bedre Besked: Du skjønner godt hvorledes at det er med mig.

Hvorledes det var med hende? Aksel ser litt nøiere til og synes hun alt har faat Mave. — Ja men du er da vel ikke paa Barnveien? spør han. — Jo det vet du vel, svarer hun. — Han stirrer litt aandssvakt paa hende. I sin Senhet blir han sittende og tælle en Stund: en Uke, to Uker, paa tredje Uken. — Vet jeg det? sier han. — Barbro irriteres til det yterste av denne Debat og smælder i at graate høit, graate forurettet: Nei du skal bare søkke mig ned i Jorden ogsaa, saa er du skilt med mig! sier hun.

Mærkelig hvad et Kvindfolk kunde finde paa at graate for!

Nei Aksel vilde aldeles ikke søkke hende ned i Jorden, han er en Hardhaus til at se paa Nytten, noget Blomsterflor har han ingen Trang til at vade i. — Saa kan du ikke rake i Sommer? spør han. — Kan jeg ikke rake? svarer hun forfærdet. Og Gud, hvad et Kvindfolk ogsaa pludselig kan smile til! Da Aksel tok det paa den Maaten saa ilet jo en hysterisk Lykke gjennem Barbro og hun utbrøt: Jeg skal rake for to! Du skal bare faa se, Aksel, at jeg skal gjøre alt du sætter mig til og meget mere. Jeg skal slite mig ut og være glad atpaa, dersom bare du vil være tilfreds!

Det blev mere Taarer og Smil og Ømhet. Det var bare de to i Ødemarken, ingen at frygte for, aapne Dører, Sommervarme, Fluesurr. Hun var saa føielig og hengiven, alle Ting vilde hun som han vilde.

Efter Solnedgang staar han og spænder for Slaamaskinen, han vil lægge ned en liten Teig til Morgendagen. Barbro kommer hastig ut som om hun har et Ærend og sier: Du Aksel, hvorledes kunde du tænke at ta nogen hjem fra Amerika? Saa vilde hun jo ikke komme før til Vinters, og hvad skulde du med hende da? — Se det hadde vel Barbro fundet ut og kom nu løpende med det som om det var nødvendig.

Men det var ingenlunde nødvendig, Aksel hadde fra første Stund indset at naar han tok Barbro saa vandt han ind hele Sommerhjælpen for et Aar. Den Mand gynger ikke og han tænker sig ikke hos Stjærnerne. Nu han har faat sjøleiendes Kvindfolk til at være hjemme kan han ogsaa beholde Telegrafen en Tid til. Det er mange Penger om Aaret og kommer vel med saalænge han ikke kan sælge noget større fra Gaarden. Det rusler og gaar altsammen, han er midt i Virkeligheten. Og fra Brede som nu er hans Værfar venter han intet Overfald paa Telegraflinjen mere.

Heldet begynder at følge Aksel storveies.