ANDEN AKT.
(En sal i Catilinas hus, med åben søjlegang i baggrunden. En lampe oplyser salen.)
(Catilina går op og ned ad gulvet. Lentulus og Cethegus er hos ham.)
CATILINA.
Nej, nej! Jeg siger, I forstår ej selv,
hvad I forlanger af mig. Skulde jeg
forræderisk en borgerkrig begynde,—
med Romer-blod besmitte mine hænder?
Jeg gør det aldrig! Lad kun hele staden
fordømme mig—
LENTULUS.
Du vil ej, Catilina?
CATILINA.
Jeg vil ej.
CETHEGUS.
Sig mig,—har du intet her
at hævne,—ingen, som du vel gad ramme?
CATILINA.
Lad hævne, hvo der vil; jeg gør det ej,
Dog, taus foragt er også jo en hævn;—
den være skal min eneste.
CETHEGUS.
Aha,—
vi kom nok i en ubelejlig stund.
Men morgendagen vil dig sikkert bringe
på andre tanker.
CATILINA.
Hvorfor morgendagen?
CETHEGUS.
Her går en hob forunderlige rygter.
Nys er en vestalinde ført til døden—
CATILINA
(overrasket)
En vestalinde? Ah, hvad siger du?
LENTULUS.
Ja visst; en vestalinde. Mange mumler—
CATILINA.
Hvad mumler de?
CETHEGUS.
At du er ej så ganske
foruden del i denne mørke sag.
CATILINA.
Det tror man om mig?
LENTULUS.
Hm,—så løber rygtet.
Nu ja,—for os, for dine gode venner,
kan sligt jo være, som det være vil;—
men folket, Catilina, dømmer strengere.
CATILINA
(i tanker).
Og er hun død?
CETHEGUS.
Det er hun uden tvil.
En times ophold i forbrydergraven
er mer end nok—
LENTULUS.
Det kommer os ej ved;
det var ej derfor vi om hende talte.
Men hør mig, Catilina! Tænk dig om.
Du søgte konsulatet. Al din velfærd
hang i den ene skøre håbets tråd;
nu er den brusten; nu er alt forbi.
CATILINA
(som før).
"Selv har du hævnen nedkaldt på dit hoved."
CETHEGUS.
Ryst slige tanker af; de nytter ej.
Vis dig som mand; endnu kan slaget vindes;
en kæk beslutning—; du har venner nok;
vi følger dig på aller første vink.—
Du fristes ikke? Svar!
CATILINA.
Nej, siger jeg!
Og hvorfor vil I sammensværge jer?
Tal ærlig! Drives I af friheds-længsel?
Er det, for Romas storhed at forynge,
at I vil styrte alt?
LENTULUS.
Nej, ingenlunde;
men håb om egen storhed er jo dog
tilstrækkelig bevæggrund, Catilina!
CETHEGUS.
Og midler nok til rigt at nyde livet,
er heller ej så ganske at forkaste.
Det er min tragten;—jeg er ej ærgerrig.
CATILINA.
Jeg vidste det. Kun usle snevre hensyn
til egen fordel er, hvad eder driver.
Nej, venner, nej; mod større mål jeg sigted!
Vel har jeg ved bestikkelser forsøgt
at rive konsulatet til mig; dog,
mit anslag rummed mer, end hvad man skulde
fra slige midler dømme. Borgerfrihed
og statens vel var målet for min stræben.
Man har mig miskendt; skinnet var imod.
Min skæbne vilde det. Det må så være!
CETHEGUS.
Nu vel; men tanken på den venneflok,
du frelse kan fra undergang og skændsel—?
Du véd, at inden kort tid er vi bragt
til betlerstaven ved vort løse levnet.
CATILINA.
Så stans i tide; det er min beslutning.
LENTULUS.
Hvorledes, Catilina,—du vil ændre
din levevis? Ha-ha; du spøger vel?
CATILINA.
Det er mit alvor,—ved de store guder!
CETHEGUS.
Nu, så er ingen udvej med ham mere.
Kom, Lentulus; vi melde må de andre,
hvad svar han gav os. Vi vil finde dem
i muntert gilde hist hos Bibulus.
CATILINA.
Hos Bibulus? Hvor mangen lystig nat
jeg sværmet har hos Bibulus med eder!
Nu er det ude med mit vilde liv;
før dagen gryr har staden jeg forladt.
LENTULUS.
Hvad siger du?
CETHEGUS.
Du rejse vil herfra?
CATILINA.
I denne nat, ledsaget af min hustru,
farvel for livet jeg og Roma tager.
I Galliens dale grunder jeg et hjem;—
den mark, jeg rydder, skal ernære mig.
CETHEGUS.
Du vil forlade staden, Catilina?
CATILINA.
Jeg vil; jeg må! Her tynges jeg af skændsel.
Ah, jeg har mod, min fattigdom at bære;
men i hver Romers blik at læse hån
og fræk foragt—! Nej, nej; det er for meget!
I Gallien kan jeg leve dulgt og stille;
der vil jeg glemme, hvad jeg engang var,
vil døve driften til de store formål,
vil som en uklar drøm min fortid mindes.
LENTULUS.
Nu, så lev vel; og lykken følge dig!
CETHEGUS.
Husk os med venlighed, som vi vil huske
dig, Catilina! Nu fortæller vi
til brødrene dit nye sære forsæt.
CATILINA.
Og bring dem så min broderlige hilsen!
(Lentulus og Cethegus går.)
(Aurelia er trådt ind fra siden, men stanser frygtsom ved synet af de bortgående; når de er ude, nærmer hun sig Catilina.)
AURELIA
(blidt bebrejdende).
Igen de vilde venner i dit hus?
O, Catilina—!
CATILINA.
Det var sidste gang.
Nu tog jeg afsked med dem. Hvert et bånd,
som bandt til Roma mig, er overhugget
for alle tider.
AURELIA.
Jeg har pakket sammen
vor smule ejendom. Det er ej meget;—
dog nok for nøjsomheden, Catilina!
CATILINA
(i tanker).
Ja, mer end nok for mig, som tabte alt.
AURELIA.
O, grubl ej over, hvad der ej kan ændres;—
forglem, hvad du—
CATILINA.
Vel den, der kunde glemme,—
der kunde rive mindet ud af sjælen,
og alle håb, og alle ønskers mål!
Det kræver tid, før jeg så vidt kan komme;
men jeg vil stræbe—
AURELIA.
Jeg vil hjælpe dig;
og du skal finde lindring for dit savn.
Dog, bort herfra vi må så snart som muligt.
Her taler livet til dig som en frister.—
Ej sandt,—vi rejser end i denne nat?
CATILINA.
Jo, jo,—i denne nat, Aurelia!
AURELIA.
En ringe sum, som endnu var tilbage,
jeg samlet har; til rejsen er det nok.
CATILINA.
Godt, godt! Mit sværd jeg for en spade sælger.
Ah, hvad er sværdet mere vel for mig!
AURELIA.
Du rydder jorden; jeg vil dyrke den.
Snart om vort hjem i blomsterflor skal spire
en rosenhæk og venlige kærminder,
som varsel for at tiden snart er nær,
da du hvert fortidsminde hilse kan
som ungdomsven, når det din sjæl besøger.
CATILINA.
Den tid, Aurelia? Jeg frygter, elskte,—
den ligger end i fremtids fjerne blå.
(med lettere udtryk.)
Dog gå, min hustru; hvil dig lidt derinde.
Kort efter midnat vil vi bryde op;—
da blunder staden dybest i sin slummer,
og ingen aner, hvor vi flygter hen.
Den første morgenrøde skal os finde
langt—langt herfra; i laurbærlundens ly
vi hviler os på græssets bløde teppe.
AURELIA.
En ny tilværelse for os frembryder,—
mer glæderig, end den, vi slutted her.
Nu vil jeg gå. En times rolighed
mig skænker kraft—. Godnat, min Catilina!
(hun omfavner ham og går.)
CATILINA
(ser efter hende).
Nu er hun borte. Ah, det letted mig!
Aflægge kan jeg denne byrdefulde
forstillelse, det skin af frejdighed,
som findes mindst af alt i dette hjerte.
Hun er min gode ånd. Hun vilde sørge,
ifald hun så min tvil. Jeg må den skjule.
Dog, denne tause stund jeg vier ind
til en betragtning af mit spildte liv.—
Ah, lampen der forstyrrer mine tanker;—
mørkt må her være,—mørkt, som i min sjæl!
(slukker lampen ud; månen skinner ind gennem søjlerne i baggrunden.)
For lyst,—for lyst endnu! Dog, lige meget;—
det matte måneskin sig passer godt
til dette dunkle halvlys, der omhyller,—
der stedse har omhyllet mine veje.
Hm, Catilina, så er denne dag
din sidste; alt imorgen er du ej
hin Catilina mer, du før har været.
Fjernt i det øde Gallien skal mit liv
henrinde ukendt som en flod i skoven.—
Nu er jeg vågnet op af alle drømme
om magt, om storhed, om et dådrigt levnet;—
de svandt som duggen; i mit indres nat
var deres tumleplads;—dem ingen kendte.
Det er ej denne dumpe døs og ro,
afstængt fra verdens larm, som skræmmer mig.
Hvis blot et øjeblik jeg kunde lyse
og flamme som en stjerne i sit fald,—
hvis blot jeg en gang med en herlig dåd
fik knytte mig og navnet "Catilina"
til ry og til udødelige sagn,—
da skulde jeg med fryd, i sejrens stund,
forlade alt,—ty til en fremmed strand;
jeg skulde støde dolken i mit hjerte;
dø fri og glad;—thi da jeg havde levet!
Men denne lod er døden uden liv.
Er sådant muligt? Skal jeg så forgå?
(med oprakte arme.)
Et vink, I vrede guder,—at det er
min skæbne, glemt og sporløst at forsvinde
fra livet!
FURIA
(udenfor bag søjlerne).
Nej, det er ej, Catilina!
CATILINA.
(farer tilbage).
Hvo taler? Hvilken stemme varsler hist?
En ånderøst fra underverdnens skygger!
FURIA
(træder frem i måneskinnet).
Jeg er din skygge.
CATILINA
(forfærdet).
Vestalindens genfærd!
FURIA.
Dybt må du være sunken, hvis du ræddes
for mig.
CATILINA.
Tal! Er du stegen op af graven
for at forfølge mig med had og hævn?
FURIA.
Forfølge,—siger du? Jeg er din skygge.
jeg må ledsage dig, hvorhen du går.
(hun nærmer sig.)
CATILINA.
Hun lever! Guder,—det er hende selv,
og ingen ånd!
FURIA.
Ånd eller ikke,—det
er lige meget; jeg ledsager dig.
CATILINA.
Med blodigt had!
FURIA.
I graven slukner hadet,
som kærligheden og som alle drifter,
der næres i en jordisk barm. Kun et
står fast i liv og død og kan ej ændres.
CATILINA.
Og hvad? Sig frem!
FURIA.
Din skæbne, Catilina!
CATILINA.
Min skæbne kender kun de vise guder—
ej noget menneske.
FURIA.
Jeg kender den.
Jeg er din skygge;—gådefulde bånd
os sammenknytter.
CATILINA.
Det er hadets.
FURIA.
Nej!
Steg nogen ånd fra gravens kvalme dyb
med hads og hævns begær? Hør, Catilina!
Jeg slukket har i underverdnens floder
hver jordisk ild, der rased i mit bryst.
Som her du ser mig, er jeg ikke længer
hin Furia,—hin vilde, harmoptændte,—
du engang elsked—
CATILINA.
Hader du mig ej?
FURIA.
Nu ikke mere. Da jeg stod i graven,—
da jeg på skillevejen mellem livet
og døden vakled, næste stund beredt
at gæste underverdnen,—se, da greb
en selsom gysning mig; jeg véd ej selv—;
der foregik en underlig forvandling;—
bort flød mit had, min hævn, min hele sjæl;
hvert minde svandt og hver en jordisk higen;—
kun navnet "Catilina" skrevet står
med ildskrift, rødt, som fordum, i min barm.
CATILINA.
Forunderligt! Vær, hvo du være vil,—
et menneske, en underverdnens skygge,—
der ligger dog en grufuld trylledragning
i dine ord, i dine sorte øjne.
FURIA.
Dit sind er stærkt som mit; og dog du vil
forsagt og tvilsom slippe hvert et håb
om sejr og vælde. Fejgt du vender ryggen
den skueplads, hvor dine dunkle anslag
i lys og modning kunde foldes ud!
CATILINA.
Jeg må! En ubønhørlig skæbne vil det.
FURIA.
Din skæbne? Hvortil fik du heltens kraft,—
om ej til kamp mod, hvad du skæbnen kalder?
CATILINA.
Ak, jeg har kæmpet nok! Var ej mit liv
en stadig kamp? Og hvad er kampens frugter?
Foragt og skændsel—!
FURIA.
Du er dalet dybt.
Du higer mod et højt forvovent mål;
vil gerne nå det; og du skrækkes dog
af hver en hindring.
CATILINA.
Frygt er grunden ej.
Det mål, jeg satte mig, er uopnåeligt;—
det hele var en flygtig ungdomsdrøm.
FURIA.
Nu skuffer du dig selv, min Catilina!
Du kredser endnu om det ene formål;—
din sjæl er stor,—en Romer-hersker værdig,—
og du har venner—. Ah, hvi nøler du?
CATILINA
(i eftertanke).
Jeg skal—? Hvad mener du—? Med borgerblod—?
FURIA.
Er du en mand,—og har ej kvindemod?
Har du forglemt hin raske Romerinde,
der søgte tronen over fader-liget?
Jeg føler mig en Tullia;—men du?
Foragt dig selv;—foragt dig, Catilina!
CATILINA.
Skal jeg foragte mig, fordi mit sind
ej længer huser vild ærgerrighed?
FURIA.
Her står du på en korsvej i dit liv.
Hist venter dig en tom og dådløs færden,—
en mellemting af død og døsig slummer;—
men på den anden side skimter du
et hersker-sæde. Vælg så, Catilina!
CATILINA.
Du lokker og du frister til fordærv.
FURIA.
Kast terningen,—og i din hånd er lagt
det stolte Romas vel for alle tider.
Din stumme skæbne gemmer glans og magt;
og dog du vakler,—vover ej at handle!
Du drager hist til dine skove, hvor
udslukkes vil hvert håb, du engang nærte.
Ah, Catilina, er der intet spor
af ærelyst tilbage i dit hjerte?
Skal denne herskersjæl, til hæder skabt,
hist i en navnløs ørk ukendt forsvinde?
Ja, rejs! Men vid,—da er for stedse tabt,
hvad her med dristig dåd du kunde vinde.
CATILINA.
Bliv ved; bliv ved!
FURIA.
Med skræk og gysen vil
den fjerne efterslægt dit navn erindre.
Dit hele liv var et forvovent spil;—
dog i forsonings lys det skulde tindre,
af sagnet båret, når med vældig hånd
du brød dig vej midt i den vilde stimmel,—
når trældomsskyen ved din herskerånd
var vegen for en nyskabt frihedshimmel,—
når engang du—
CATILINA.
Alt nok! Du grebet har
den streng, der dirred dybest i mit indre;
din tale klang, som om den genlyd var
af hvad mit hjerte hvisked dag og nat.
FURIA.
Så kender jeg dig atter, Catilina!
CATILINA.
Jeg rejser ej!—Tillive har du vakt
min ungdoms mod, min manddoms fulde higen.
Ja, jeg skal lyse for det sunkne Roma,—
slå dem med skræk som vandrestjernens ris!
I stolte uslinger,—I skal erfare,
I har ej knækket mig, var end en stund
min kraft af kampens hede sløvet!
FURIA.
Hør mig!
Hvad skæbnen vil,—hvad mørkets stærke magter
Bestemmer over os, vi lyde må.
Nu vel! Mit had er borte;—skæbnen bød det;
det måtte være så.—Ræk mig din hånd
til evigt forbund!—Ah, hvi nøler du?
Du vil ej?
CATILINA.
Vil—? Jeg ser på dine øjne.
De gløder,—lynet lig i nattens mulm.
Nu smilte du! Ah, sådan har jeg tænkt
mig Nemesis—
FURIA.
Hvad? Vil du hende se,—
se ind i dig. Har du forglemt din ed?
CATILINA.
Jeg mindes den;—og dog en hævnerinde
du tykkes mig—
FURIA.
Jeg er et billed jo
udaf din egen sjæl.
CATILINA
(grublende).
Hvad siger du?
Jeg aner uklart, hvad jeg ej kan fatte;
jeg skimter gådefulde tåge-syner,—
men kan ej tyde dem. Her er for mørkt.
FURIA.
Mørkt må her være. Mørket er vort rige;—
i mørket hersker vi. Kom; ræk mig hånden
til evigt forbund!
CATILINA
(vildt).
Skønne Nemesis,—
min skygge,—billed af min egen sjæl,—
her er min hånd til mørkt,og evigt forbund!
(han griber med heftighed hendes hånd; hun ser på ham med et stivt smil.)
FURIA.
Nu kan vi aldrig skilles!
CATILINA.
Ah, som ild
dit håndtryk fór igennem mine årer!
Her ruller blod ej mer, men hede flammer;—
for trangt det vorder mig om brystets hvælv;
det mørkner for mit syn! Nu skal der spredes
et ildhavs lysning over Romer-staden!
(han drager sit sværd og svinger det.)
Mit sværd; mit sværd! Ah, ser du, hvor det blinker?
Snart skal det farves i det lunkne blod!—
Hvad foregår med mig? Min pande brænder;
en hær af syner jager mig forbi.—
Hævn er det, sejr og liv for alle drømme
om storhed, herskermagt og evigt navn.
Mit feltråb vorder: død og røde flammer!
Mod Kapitol! Nu er jeg først mig selv!
(han styrter ud; Furia følger ham.)
(Det indre af en svagt oplyst taberne.)
(Statilius, Gabinius, Coeparius, tilligemed flere unge Romere kommer ind.)
STATILIUS.
Her, venner, kan vi drive natten bort;
her er vi sikre; ingen hører os.
GABINIUS.
Ja visst; nu vil vi drikke, svire, nyde!
Hvo véd, hvor længe det blir os forundt?
COEPARIUS.
Nej, lad os vente først det budskab, som
af Lentulus og af Cethegus bringes.
GABINIUS.
Ej, lad dem bringe hvilket bud de vil!
Der bringes vin; den prøver vi imens.
Rask, brødre,—stem nu i en lystig sang!
(Tjenere kommer med vinkander og bægre.)
ALLE VENNERNE.
(synger).
Bacchus vi hylder!
Glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
liflig lad gløde!
Alle vi ynder
vingudens drik!
Venlig tilsmiler
os fader Liber;
rusen os vinker;
druen er klar.
Kom, lad os nyde!
Vinen kan fryde,
stemme til glæde
tanker og sind.
Du dog for alle
blinkende perler,
klare Falerner,
herlige drik!
Modet du liver;
kraft du os giver;
munterhed sænker
du i vor sjæl.
Bacchus vi hylder!
Glade vi fylder
bægret til randen,
drikker hans pris!
Saften, den røde,
liflig lad gløde!
Alle vi ynder
vingudens drik!
(Lentulus og Cethegus kommer ind.)
LENTULUS.
Hold op med sang og lystighed!
STATILIUS.
Hvad nu?
Er Catilina ej i eders følge?
GABINIUS.
Han var dog villig vel?
COEPARIUS.
Hvad har han svaret?
Sig frem; fortæl os alt!
CETHEGUS.
Hel anderledes,
end vi os tænkte, lød hans svar.
GABINIUS.
Nu da?
LENTULUS.
Han viste fra sig alle vore tilbud;—
om vore anslag vil han intet høre.
STATILIUS.
Er dette sandhed?
COEPARIUS.
Hvorfor vil han ikke?
LENTULUS.
Han vil ej, kort og godt. Han svigter os;
forlader vennerne,—forlader staden.
STATILIUS.
Forlader, siger du?
CETHEGUS.
Han drager bort
i denne nat. Nu,—dadles kan han ej;
hans grund var gyldig—
LENTULUS.
Fejghed var hans grund!
I farens time svigter han os troløst.
GABINIUS.
Ah, det er Catilinas venskab!
COEPARIUS.
Nej;—
troløs og fejg var aldrig Catilina!
LENTULUS.
Og dog, han drager bort.
STATILIUS.
Med ham vort håb.
Hvor findes nu den mand, som kan os lede?
COEPARIUS.
Han findes ej, opgives må vort anslag.
LENTULUS.
End ikke, venner! Hør nu først, hvad jeg
om sagen tænker. Hvad har vi besluttet?
Med væbnet hånd at ville vinde, hvad
en uretfærdig skæbne nægted os.
Man undertrykker os;—men vi vil herske.
Vi lider mangel;—rigdom er vort mål.
MANGE STEMMER.
Ja, magt og rigdom! Vi vil magt og rigdom!
LENTULUS.
Nu vel;—til fører valgte vi en ven,
på hvem, vi mente, trygt vi turde bygge.
Han sveg vor tillid; vender faren ryggen.
Ah, venner,—ej forsagt! Han skal erfare,
vi kan os hjælpe uden ham. Hvad kræves?
Ej andet, end en mand med mod og fasthed,
som går i spidsen—
NOGLE.
Nævn os slig en mand!
LENTULUS.
Og hvis jeg nævner ham, og han står frem,—
vil I så kåre ham til eders fører?
NOGLE.
Ja, vi vil kåre ham!
ANDRE.
Ja, ja; det vil vi!
STATILIUS.
Så nævn ham, ven!
LENTULUS.
Hvad om det var mig selv?
GABINIUS.
Dig selv?
COEPARIUS.
Du, Lentulus—!
FLERE
(tvilende).
Du vil os føre?
LENTULUS.
Jeg vil.
CETHEGUS.
Formår du det? Se, dertil fordres
en Catilinas kraft og vilde mod.
LENTULUS.
Ej fattes modet mig; ej heller kraft.
Kun hånd på værket! Eller vil I træde
tilbage nu, da øjeblikket maner?
Nu eller aldrig! Alting tyder på
et heldigt udfald—
STATILIUS.
Godt;—vi følger dig!
FLERE.
Vi følger dig!
GABINIUS.
Nu ja,—når Catilina
forlader os, er du vel nærmest til
at tage styret efter ham.
LENTULUS.
Så hør,
hvad fremgangsmåde jeg har tænkt mig. Først—
(Catilina kommer ilsomt ind.)
CATILINA.
Her er jeg, venner!
ALLE.
Catilina!
LENTULUS
(afsides).
Han!
Fordømt—
CATILINA.
Sig frem,—hvad fordrer I af mig?
Dog nej; jeg véd jo, hvad der handles om.
Jeg vil jer føre. Vil I følge mig?
ALLE
(undtagen Lentulus).
Ja, Catilina, ja,—dig vil vi følge.
STATILIUS.
Man har bedraget os—
GABINIUS.
—har løjet på dig!
COEPARIUS.
Man har fortalt, du vilde rejse bort
og slippe sagen ud af dine hænder.
CATILINA.
Jeg vilde så. Dog, nu ej mer; nu lever
jeg kun for dette ene store formål.
LENTULUS.
Men hvilket er dit formål da i grunden?
CATILINA.
Mit formål ligger højere, end du—
og måske nogen—aner. Hør mig, venner!
Først vil jeg vinde for vor sag hver borger
med frihedssind, der sætter folkets hæder
og fædrelandets velfærd over alt.
Den gamle Romer-ånd er end i live;—
dens sidste gnist er ikke ganske slukket.
Nu skal den pustes op til klare flammer,
så lysende, som aldrig før de steg.
Ak, altfor længe lå et trældomsmørke,
så sort som natten, over Roma spredt.
Se, dette rige—om end stolt og mægtigt
det synes—vakler og står brat for fald.
Thi må en kraftig hånd dets tøjler tage;
her renses må, og ryddes op fra grunden;
af søvnen må det sløve samfund vækkes;
tilintetgøres må de usles magt,
der strør sin gift i sindene og kvæler
den sidste mulighed for nyskabt liv.
Se,—borgerfrihed er det, jeg vil fremme,—
og borgerånd, som den i fordums tid
har rådet her. Tilbage vil jeg mane
den gyldne alder, da hver Romer glad
gav livet hen for fædrelandets hæder,
og ofred gods og arv for folkets lykke!
LENTULUS.
Du sværmer, Catilina! Det var ikke
sådan vi mente det.
GABINIUS.
Hvad nytter os
at genoprette hine gamle tider
med deres tåbelige enfold?
NOGLE.
Nej!
Magt fordrer vi—
ANDRE.
—og midler til at føre
et frit og sorgløst liv!
MANGE STEMMER.
Ja, det er målet!
COEPARIUS.
Skal vi for andres frihed eller lykke
vel sætte livet på et terningkast?
HELE SKAREN.
Selv vil vi sejrens frugter!
CATILINA.
Usle slægt!
Er I en afkom af de store fædre?
At dynge skændsel over fædrenavnet
er eders vis at værne om dets glans!
LENTULUS.
Du vover os at håne,—du, som længst
et skrækkebilled var—
CATILINA.
Ja, det er sandt;
jeg var en rædsel for den gode; dog,
så usel var jeg aldrig end, som I!
LENTULUS.
Tæm tungen nu! Vi tåler ej din spot.
FLERE.
Nej, nej,—vi vil ej—
CATILINA.
(rolig).
Så? I fejgheds yngel,—
I vover end at ville noget, I?
LENTULUS.
Ah, ned med ham!
MANGE STEMMER.
Ja, ned med Catilina!
(de drager sine dolke og styrter ind på ham; Catilina trækker kappen rolig bort fra brystet og betragter dem med et koldt hånsmil; de lader dolkene synke.)
CATILINA.
Stød til! I vover ej? O, venner, venner,—
jeg skulde agte jer, ifald I bored
det åbne bryst igennem, som I truer.
Er ej en gnist af mod da i jer længer?
NOGLE.
Han vil vort vel!
ANDRE.
Vi har hans hån fortjent.
CATILINA.
Det har I.—Dog—se, nu er timen kommen
da I kan slette skændsels-mærket ud.
Alt, hvad der ligger bag os, vil vi glemme;—
en ny tilværelse os vinker nær.
(med bitterhed.)
Jeg dåre! Håbe,—tro på sejr ved eder!
Er sejrens ånd i denne sunkne skare?
(henreven.)
Skønt har jeg engang drømt, og store syner
fór gennem mig og drog mit blik forbi.
Jeg drømte at, som Ikarus, jeg højt
opunder himlens hvælv bevinget fløj;
jeg drømte, guderne min hånd forlened
med kæmpekraft og bød mig lynets stråle.
Og denne hånd greb lynet i dets flugt
og slynged det mod staden dybt dernede.
Og da de røde flammer steg og slikked,
og Roma sank i brune resters støv,—
da råbte jeg med høj og vældig røst,
og maned Catos frænder op af graven;
og tusend ånder kom og fulgte kaldet,—
tog liv—og rejste Roma af sin aske.
(afbrydende.)
Det var kun drømme. Ingen guder maner
forgangenheden op i dagens lys,—
og fortids ånder stiger ej af graven.
(vildt.)
Nu vel; kan ej det gamle Roma rejses
ved denne hånd,—vort Roma skal forgå!
Snart skal, hvor marmorsøjler står i rader,
røgsøjler hvirvle mellem luers brag;
palatser, templer styrte skal i grus,
og Kapitol skal vejres fra sin højde!
Sværg, venner, at I vier eder ind
til denne dåd! Jeg stiller mig i spidsen.
Sig,—vil I følge mig?
STATILIUS.
Vi vil dig følge!
(Flere af de øvrige synes tvilrådige og taler hviskende sammen. Catilina betragter dem med et hånligt smil.)
LENTULUS
(dæmpet).
Bedst, at vi følger ham. Blandt sunkne rester
vi finder lettest, hvad der var vort mål.
ALLE
(råbende).
Ja, Catilina, vi vil følge dig!
CATILINA.
Så sværg mig til ved vore fædres guder
at I vil lystre hvert mit vink!
HELE SKAREN
(med oprakte hænder).
Ja, ja;
højt sværger vi, i alt at lystre blindt!
CATILINA.
Så snig jer enkeltvis, ad delte veje,
ind i mit hus. Der vil I finde våben.
Jeg kommer efter; I skal få at vide,
hvad fremgangsmåde jeg har valgt. Gå nu!
(De går alle ud.)
LENTULUS
(holder Catilina tilbage).
Et ord i hast! Véd du, at til senatet
har Allobroger-folket skikket mænd
med klager og besværinger?
CATILINA.
Jeg véd det.
De kom idag til staden.
LENTULUS.
Ganske rigtigt.
Hvad, om vi stemte dem for vore anslag?
Med dem vil hele Gallien rejse sig
og hvirvle op en storm mod vore fiender.
CATILINA
(uvillig).
Vi skulde søge forbund med barbarer?
LENTULUS.
Et sådant forbund er nødvendigt for os.
Ved egne kræfter vindes sejren ej;
hjælp udenfra—
CATILINA
(smiler bittert).
Ak, dybt er Romas fald!
Dets mure rummer ikke mænd med kræfter
at styrte selv en vaklende ruin.
(de går ud.)
(En have bag Catilinas hus, der skimtes mellem trærne. Til venstre en sidebygning.)
(Curius, Cethegus og flere af de sammensvorne kommer forsigtig ind fra højre under en hviskende samtale.)
CURIUS.
Men er det også sandt, hvad du fortæller?
CETHEGUS.
Hvert ord er sandt. I dette øjeblik
blev sagen afgjort.
CURIUS.
Og han leder alt?
CETHEGUS.
Han står for alting. Tal kun med ham selv.
(De går alle, med undtagelse af Curius, ind i huset.)
CURIUS.
En selsom nat! Hvor mine tanker tumles
i kredse rundt! Mon jeg har drømt det hele?
Oplevet eller drømt,—jeg vågen ser,
hvorhen jeg vender mig, kun hendes billed
(Catilina kommer ind fra højre.)
CATILINA
(hen imod ham).
Du her, min Curius? Jeg har dig savnet.—
Et helt uventet udfald fik mit møde
med vestalinden—
CURIUS
(forvirret).
Så? Ja, du har ret!
CATILINA.
Jeg vil ej tænke mer på denne sag.
Det var et skjæbnesvangert møde for mig.
(grublende.)
Man siger jo, at furierne kommer
fra underverdnen for at følge os
igennem livet.—Ah, hvis så det var!
CURIUS
(urolig).
Hvad? Har du mødt—?
CATILINA.
Hun var her selv inat.—
Dog, lad det være glemt. Hør, Curius,—
et vigtigt foretagende beredes—
CURIUS.
Jeg kender det. Cethegus har fortalt—
CATILINA.
Hvo véd, hvad udgang guderne har sat
for dette værk? Måské min skæbne bliver
at knuses undervejs af hadske magter—
og aldrig målet nå. Nu, lad så være!
Men du, min Curius, hvem jeg har elsket
fra du var barn,—du skal ej drages ind
i farens hvirvel. Lov mig,—bliv tilbage
i staden, hvis jeg vælger at forlægge
mit angreb andetsteds,—hvad vel er muligt;
og støt os ej før fremgang kroner værket.
CURIUS
(bevæget).
Min faderlige ven! O, denne omsorg—!
CATILINA.
Du lover det? Her vil vi afsked tage;
vent blot et øjeblik; jeg kommer snart.
(han går ind i huset.)
CURIUS
(ser efter ham).
Han elsker mig som før. Han aner intet.
(Lentulus og andre sammensvorne kommer fra højre.)
LENTULUS.
Hør, Curius, gik ikke Catilina
nys gennem haven?
CURIUS.
Jo, han er derinde.
(De går ind i huset.)
CURIUS
(går urolig omkring).
Hvorledes skal jeg dæmpe denne længsel?
En rastløs uro gærer i mit blod.
Ah, Furia,—forunderlige kvinde!
Hvor er du nu? Når skal jeg atter se dig?—
Hvor blev hun af? Bort gled hun som en skygge,
da jeg af graven havde friet hende.
Og hine dunkle gådefulde ord,—
og øjet, slukt og skinnende på engang—?
Hvad, om det vanvid var? Har gravens gru
formørket hendes sjæl—?
FURIA
(bag ham, mellem trærne).
Nej, blege yngling!
CURIUS
(med et skrig).
Min Furia! Her—?
FURIA
(nærmer sig).
Her færdes Catilina.
Hvor han er,—der må Furia også være.
CURIUS.
O, følg mig, elskte! Jeg vil bringe dig
i sikkerhed. Betænk—om nogen så dig—!
FURIA.
De døde frygter ej. Har du forglemt—
du tog mit lig og bar det op af graven?
CURIUS.
Igen de rædselsfulde ord! O, hør;—
kom til dig selv,—og følg mig, Furia!
(vil gribe hendes hånd.)
FURIA
(støder ham vildt tilbage).
Forvovne dåre,—føler du ej gru
for dødens datter, som er stegen op
fra underverdnen for en flygtig stund?
CURIUS.
Jeg føler gru for dig. Men denne gru,
den underfulde gysning, er min lyst.
FURIA.
Hvad vil du mig? Forgjæves er din tale.
Jeg hører graven til; hist er mit hjem;—
jeg er en flygtning fra de dødes dale;
med dagens komme må jeg ned til dem.
Du tror mig ikke. Tror ej, jeg har siddet
i Plutons sal imellem blege skygger?
jeg siger dig,—jeg var der ganske nylig,—
hinsides floden og de sorte sumpe.
CURIUS.
Så før mig did!
FURIA.
Dig?
CURIUS.
Ja;—jeg følger villig,
går selv din vej igennem dødens nat!
FURIA.
Det kan ej ske. Heroppe må vi skilles;—
hist tør ej lig og levende gå sammen.—
Hvi røver du min tid, der er så kort?
Jeg har kun mørkets timer til at handle;
mit værk er mørkets; jeg er mørkets bud.—
Men hvor er Catilina?
CURIUS.
Ham du søger?
FURIA.
Ham søger jeg.
CURIUS.
Forfølger du ham endnu?
FURIA.
Hvi stod inat jeg op ifra de døde,
hvis ej det var for Catilinas skyld?
CURIUS.
Ah, dette vanvid, som har grebet dig—!
Dog, du er skøn midt i din vilde sværmen.
O, tænk ej mer på Catilina nu!
Følg mig! Byd over mig; jeg vil dig tjene!
(kaster sig ned for hende.)
Her trygler jeg som slaven for din fod
kun om et blik! O, hør mig, Furia!
Jeg elsker dig! En sød og giftfuld ild
fortærer mig, og ingen uden du
kan lindre mine kvaler—
FURIA
(ser mod huset).
Hist er lys—
og mange mænd. Hvad foregår derinde
hos Catilina?
CURIUS
(springer op).
Atter dette navn!
Om ham sig drejer alle dine tanker.
Jeg kunde hade ham—!
FURIA.
Har han besluttet
at sætte snart i værk det djærve forsæt,
han længe næred?
CURIUS.
Kender du—?
FURIA.
Det hele.
CURIUS.
Så véd du da vel og at han har stillet
sig forrest i det vovelige forbund?
Dog, jeg besværger dig, spørg ikke mere
om Catilina!
FURIA.
Svar mig kun på et;—
det er mit sidste spørgsmål. Går du med ham?
CURIUS.
Han er mig som en kærlig fader—
FURIA
(smilende).
Han?
Min Catilina?
CURIUS.
Ah!
FURIA.
Den mand, om hvem
min tanke kredser?
CURIUS.
Svimmel griber mig!
Jeg hader—! O, jeg kunde myrde ham!
FURIA.
Svor du mig ikke nylig til, du var
beredt at lyde mig?
CURIUS.
Kræv, hvad du vil;
jeg lyder blindt, og tjener dig i alt!
Kun er min bøn til dig,—glem Catilina!
FURIA.
Ja, jeg skal glemme ham—når han er stegen
ned i sin grav.
CURIUS
(viger tilbage).
Ah, kræver du at jeg—?
FURIA.
Du skal ej bruge stål; du skal kun røbe
hans foretagende—
CURIUS.
Forræderi
og mord på engang! Husk dog at han er
min fosterfader og—
FURIA.
—min tankes mål!
Ah, svage dåre,—vover du at tale
om elskov,—du, som ej har mod at styrte,
hvo dig ivejen står? Gå fra mig!
(hun vender ham ryggen.)
CURIUS
(holder hende tilbage).
Nej;—
forlad mig ikke! Jeg til alt er villig!—
En rædsel isner mig fra dig imøde;
og dog jeg kan ej sprænge dette net,
hvori du hilded mig.
FURIA.
Så er du villig?
CURIUS.
Hvi håner du mig med at spørge så?
Om jeg er villig? Har jeg nogen vilje?
Dit blik er slangens ligt, når det sig fæster
med trolddomsmagt på fuglen, der i angst
omflagrer den i kredse, altid mere
og mere nær det frygtelige svælg.
FURIA.
Så gå til værket!
CURIUS.
Og når jeg har ofret
mit venskab for min kærlighed,—hvad da?
FURIA.
Da har jeg glemt at Catilina var.
Da er mit hverv tilende. Kræv ej mere!
CURIUS.
For denne pris jeg skulde—?
FURIA.
Nøler du?
er da dit håb så svagt, at det ej bygger
på, hvad en taksom kvinde skænke kan,
når tiden først—?
CURIUS.
Ved alle nattens magter,—
jeg nøler ej! Han ene skiller os.
Så lad ham falde! Slukt er hver en gnist
af ømhed for ham; alle bånd er brustne!—
Hvo er du, skønne nattesyn? Din nærhed
forstener og fortærer mig på engang.
Min længsel isner mig,—min skræk mig ildner;
min elskov er som had med trolddom blandet.
Hvo er jeg selv? Jeg kender mig ej mere.
Et véd jeg kun: jeg er ej den, jeg var
før dig jeg så. Glad springer jeg i dybet
for dig at følge!—Dømt er Catilina!
Jeg går til Kapitol. I denne nat
senatet samlet er. En skreven strimmel
forråder Catilinas værk.—Lev vel!
(han går ilsomt ud.)
FURIA
(for sig selv.)
Alt tårner skyer sig; snart lynet knitrer.
Det lakker brat mod enden, Catilina;—
med store skridt du går imod din grav!
(Allobrogernes udsendinge, Ambiorix og Ollovico kommer ud fra huset uden at bemærke Furia, der står halvt skjult i skyggen inde mellem trærne.)
AMBIORIX.
Så er det da besluttet. Vovsomt var det
at knytte sig til dette forbund.
OLLOVICO.
Ja;
men rådets afslag på hvert billigt krav
lod ingen anden vej til redning åben;
og sejrens løn, hvis vore venner sejrer,—
opvejer vel den farefulde dyst,
der snart os venter nu.
AMBIORIX.
Så er det, broder!
OLLOVICO.
Løsrivelse fra Romas herrevælde,—
vor tabte frihed er vel værd en kamp.
AMBIORIX.
Ad kortest vej vi haste må til hjemmet;
i hele Gallien må vi oprør tænde.
Let egges alle stammer der til rejsning
mod undertrykkerne, og følger os,
og slutter sig til Catilinas skarer.
OLLOVICO.
Hård bliver kampen. End er Roma mægtigt.
AMBIORIX.
Det voves må. Afsted, Ollovico!
FURIA
(råber advarende til dem.)
Ve over eder!
AMBIORIX
(farer sammen.)
Alle guder!
OLLOVICO
(forfærdet.)
Hør!
En stemme varsler os i nattens mørke!
FURIA.
Ve over eders folk!
OLLOVICO.
Hist står hun, broder,—
den blege varselsfulde skygge; se!
FURIA.
Ve over dem, der følger Catilina!
AMBIORIX.
Hjem; hjem! På flugt! Vi bryder alle løfter.
OLLOVICO.
En røst har varslet os; vi lyder røsten.
(de går hurtig ud til højre.)
(Catilina kommer ud fra huset i baggrunden.)
CATILINA.
Fortvilet håb—at ville styrte Roma
med denne skare nidinger og fejge!
Hvad driver dem? De vedgår det med frækhed,—
kun nød og rovlyst driver dem til handling.
Er det vel møjen værd, for slige formål
at øde blod? Hvad har da jeg at vinde?
Hvad at erhverve mig?
FURIA
(usynlig bag trærne.)
Hævn, Catilina!
CATILINA
(farer sammen.)
Hvo talte der! Hvo vækker hævnens ånder
af søvnen op? Kom denne røst ifra
mit eget indre? Hævn? Ja, det er ordet,—
mit løsen og mit krigs-skrig! Blodig hævn!
Hævn over alle håb og alle drømme,
som mig en fiendtligsindet skæbne knuste!
Hævn for mit hele sønderbrudte liv!
(De sammensvorne kommer bevæbnede ud fra huset.)
LENTULUS.
End ruger nattemørket over staden;
nu er det tid at bryde op.
FLERE
(hviskende.)
Afsted!
(Aurelia kommer ud fra sidebygningen uden at bemærke de sammensvorne.)
AURELIA.
Min elskte,—er du her?
CATILINA
(med et skrig.)
Aurelia!
AURELIA.
Sig,—har du ventet på mig?
(får øje på de sammensvorne og iler hen til ham.)
Milde guder!
CATILINA
(støder hende tilside.)
Bort fra mig, kvinde!
AURELIA.
Catilina,—tal!
De mange mænd i våben—? Også du—?
O du vil drage—
CATILINA
(vildt.)
Ja, ved mørkets ånder,—
en lystig færd! Ser du, hvor sværdet blinker?
Hedt tørster det; jeg går—at stille tørsten.
AURELIA.
Mit håb,—min drøm! Livsalig var min drøm!
Og sådan vækkes jeg af drømmen—
CATILINA.
Ti!
Bliv.—eller følg os! Lukket er mit bryst
for gråd og klage.—Venner, se, hvor lyst
fuldmånen i sin nedgang nu forsvinder!
Når næste gang den fuld i østen rinder,
skal flammers stormflod vælte sig med magt
udover staden og dens gyldne pragt.
Og når om tusend år den atter skinner
på Latiums ørk blandt smuldrende ruiner,—
en enlig støtte skal i gruset stå
og sige vandreren: her Roma lå!
(Han iler ud til højre; alle følger ham.)
