FORORD TIL ANDEN UDGAVE.

Dramaet "Catilina", det arbejde, hvormed jeg betrådte forfatter-banen, er skrevet i Vinteren 1848-49, altså i mit enogtyvende år.

Jeg befandt mig dengang i Grimstad, henvist til ved egne kræfter at erhverve det fornødne til livsophold og til undervisning for at kunne gå op til student-eksamen. Tiden var stærkt bevæget. Februar-revolutionen, opstandene i Ungarn og andetsteds, den slesvigske krig,—alt dette greb mægtigt og modnende ind i min udvikling, hvor ufærdig den end længe bagefter vedblev at være. Jeg skrev rungende opmuntringsdigte til Magyarerne om, til fromme for friheden og menneskeheden, at holde ud i den retfærdige kamp mod "tyrannerne"; jeg skrev en lang række sonetter til kong Oskar, nærmest, såvidt jeg husker, indeholdende en opfordring om at sætte alle smålige hensyn tilside og ufortøvet, i spidsen for sin hær, at rykke; brødrene til hjælp på Slesvigs yderste grænser. Da jeg nu for tiden, i modsætning til dengang, betviler at mine vingede opråb vilde i nogen væsentlig grad have gavnet Magyarernes eller Skandinavernes sag, så ansér jeg det for heldigt at de forblev indenfor manuskriptets halvprivate område. Afholde mig kunde jeg dog ikke fra ved mere løftede anledninger at udtale mig i en med mine digtninger overensstemmende passioneret retning, hvilket imidlertid ikke,—hverken fra venner eller ikke-venner,—indbragte mig andet end det tvilsomme udbytte, af de første at hilses som anlagt for det ufrivillig morsomme, medens andre fandt det i højeste måde påfaldende at et ungt menneske i min underordnede stilling kunde give sig af med at drøfte ting, som end ikke de selv dristede sig til at have nogen mening om. Jeg skylder sandheden at tilføje at min optræden, i forskellige forholde, heller ikke berettigede til synderligt håb om at samfundet i mig turde påregne nogen tilvækst af borgerlige dyder, ligesom jeg også ved epigrammer og karrikaturtegninger lagde mig ud med flere, der havde fortjent det bedre af mig, og hvis venskab jeg i grunden satte pris på. Overhovedet,—medens en stor tid stormede udenfor, befandt jeg mig på krigsfod med det lille samfund, hvor jeg sad indeklemt af livsvilkår og omstændigheder.

Således var stillingen, da jeg under forberedelserne til eksamen gennemgik Sallusts "Catilina" samt Ciceros taler imod sidstnævnte. Jeg slugte disse skrifter, og nogle måneder efter var mit drama færdigt. Som man af min bog vil se, delte jeg ikke dengang de to gamle romerske skribenters opfatning af Catilinas karakter og handlemåde, og jeg er endnu tilbøjelig til at tro at der dog må have været adskilligt stort eller betydeligt ved en mand, med hvem majoriteternes ufortrødne sagfører Cicero ikke fandt det hensigtsmæssigt at give sig ikast, forinden tingene havde taget en sådan vending, at der ikke længere var nogen fare forbunden med angrebet. Erindres bør det også, at der gives få historiske personer, hvis eftermæle har været mere udelukkende i modstandernes vold, end Catilinas.

Mit drama blev skrevet i nattetimerne. Fra min gode og skikkelige men af sin bedrift helt og holdent optagne principal måtte jeg så godt som stjæle mig fritimer til at studere, og fra disse stjålne studietimer stjal jeg igen øjeblikke til at digte. Der blev således ikke synderlig andet end natten at ty til. Jeg tror, at dette er den ubevidste årsag til at næsten hele stykkets handling foregår ved nattetid.

En for omgivelserne så uforståelig kendsgerning, som den, at jeg befattede mig med at skrive skuespil, måtte naturligvis holdes hemmelig; men ganske uden medvidere kan en ty veårig digler ikke godt forblive, og jeg betroede derfor to jævnaldrende venner, hvad der i stilhed beskæftigede mig.

Vi tre knyttede store forventninger til "Catilina" da det var bleven færdigt. Først og fremst skulde det nu renskrives for, under et opdigtet forfatternavn, at indleveres til teatret i Kristiania, og derhos skulde det offentliggøres gennem trykken. Den ene af mine troende og trofaste påtog sig at levere en smuk og tydelig kopi af mit rå urettede udkast, et hverv, hvilket han udførte til den grad samvittighedsfuldt, at han end ikke glemte en eneste af de utallige tankestreger, som jeg i produktionens hede havde anbragt overalt, hvor det rette udtryk ikke i øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg her nævner, da han ikke mere er blandt de levende, daværende student, senere sagfører, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften. Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var "Catilina" indleveret til teatret; at det snart vilde komme til opførelse, derom kunde der naturligvis ikke være nogen tvil, såsom direktionen bestod af meget skønsomme mænd; og ligeså lidt kunde det betviles at byens samtlige boghandlere med glæde vilde betale et klækkeligt honorar for første oplag; hvad det kom an på, mente han, var kun at udfinde den, der vilde gøre det højeste bud.

Efter en lang og spændende ventetid begyndte imidlertid nogle vanskeligheder at vise sig. Fra teaterdirektionen erholdt min ven stykket tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså bestemt afslag. Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle som én udtalte sig i samme retning som teaterdirektionen. Den højstbydende forlangte så og så meget for at trykke stykket uden honorar.

Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro på sejren. Han tilskrev mig tvertimod, at det just var bedst således; jeg skulde selv optræde som forlægger af mit drama; med de fornødne penge vilde han forstrække mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besørgede alt forretningsmæssigt ved sagen—undtagen korrekturlæsning, hvilken han anså for overflødig, da man havde et så smukt og tydeligt manuskript at trykke efter. I et senere brev ytrede han, at han med disse lovende fremtidsudsigter for øje tænkte på at opgive sine studeringer for helt og holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine værker; to eller tre skuespil om året, mente han at jeg med lethed måtte kunne skrive, og ifølge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi for overskuddet måtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os oftere aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten.

Min rejse indskrænkede sig imidlertid foreløbig til Kristiania. Der indtraf jeg i begyndelsen af våren 1850 og kort i forvejen var "Catilina" kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og interesse i studenterverdenen; men kritiken dvælede nærmest ved de fejlfulde vers og fandt for øvrigt bogen umoden. En mere anerkendende dom udtaltes kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en mand, hvis anerkendelse altid har været mig kær og vægtfuld, og hvem jeg herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget af det lille oplag; min ven havde en del af eksemplarerne i sit værge, og jeg erindrer at en aften, da vor huslige fællesforfatning syntes at optårne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte sager gjort til makulatur og lykkelig afhændet til en høker. I de nærmest påfølgende dage manglede vi ingen af livets første fornødenheder.—

Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min tilbagekomst hertil, trådte de skiftende billeder fra mit forfatterliv klarere og skarpere frem for mig end nogensinde før. Blandt andet tog jeg også "Catilina" for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg næsten glemt; men ved påny at gennemlæse den fandt jeg at den dog rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis man ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom min senere digtning har drejet sig,—modsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og komedie på engang,—kommer allerede her frem i tågede antydninger, og jeg fattede derfor det forsæt, som et slags jubilæumsskrift at foranstalte en ny udgave,—et forsæt, hvortil min forlægger med sedvanlig redebonhed gav sin billigelse.

Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle originaludgave; thi denne er, som foran påpeget, intet andet end et aftryk af mit ufærdige og urettede koncept eller af det aller første rå udkast. Ved gennemlæsningen mindedes jeg tydelig, hvad der oprindelig havde foresvævet mig, og jeg så tillige at formen så godt som intetsteds afgav et fyldestgørende udtryk for, hvad jeg havde villet.

Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning, således, som jeg tror at jeg allerede dengang vilde kunne have gjort det, såfremt tiden havde stået til min rådighed og omstændighederne havde været mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt. Bogen er forbleven den oprindelige, kun at den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.

Med foranstående for øje, beder jeg, at den må blive modtagen af mine venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den som en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har været vekselfuldt og rigt på modsætninger. Meget af hvad jeg for femogtyve år siden drømte, er bleven virkeliggjort, om end ikke på den måde eller så snart, som jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var bedst for mig således; jeg ønsker ikke at noget af det mellemliggende skulde have været uprøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede som på en helhed, da gør jeg det med en tak for alt og en tak til alle.

Dresden i Februar 1875.

Henrik Ibsen.