EN OG TYVENDE STYKKE. En skilsmisse.
Topsy var lige vild og uskikkelig som hun havde været.
«Aldrig i mine levedage har jeg set mage til unge!» klaged Ofelia en søndag eftermiddag, da hun kom trækkende med den svarte jentungen ind til sin fætter.
«Hvad er det da nu i veien med hende igjen?» spurte St. Clare.
«Jo, nu skal du høre,» blev frøkenen ved. «Da jeg i formiddags gik til gudstjenesten, lukked jeg hende inde paa mit værelse og satte hende til at lære et salmevers, mens jeg var borte. Men kan du saa tænke hvad hun har fundet paa? Jo, istedenfor at læse har hun dirket op en af skufferne mine og taget en kappestrimmel og klippet den op i stumper og stykker til dukkepynt. Har en nogensinde hørt mage til unge!» gjentog hun.
«Jeg har jo sagt Dem,» faldt fru Marie ind, «at De overfor slige børn ikke kommer nogen vei med Deres kjærlighed og fine opdragelseskunst. Om jeg fik raade, skulde jentungen sendes bort og piskes, til hun ikke mer kunde gaa paa sine ben.»
«Og slig som jeg har balet med denne ungen!» blev Ofelia ved. «Jeg har undervist hende, jeg har søgt at tale hende til rette, jeg har straffet hende og tumlet med hende paa enhver optænkelig maade; men hvad har det hjulpet? Hun er akkurat den samme nu som da hun kom hid.»
«Kom hid til mig, du vesle apekat!» kaldte St. Clare.
Topsy nærmed sig ham, med et blik som paa en gang udtrykte frygt og det for hende vanlige skjelmeri.
«Hvorfor opfører du dig saa slet?» spurte St. Clare, og kunde ikke lade være at more sig over barnets underlige udtryk.
«Ved ikke. Mig har sligt syndigt hjerte, siger frøkenen.»
«Og endda frøken Ofelia har gjort saa meget for dig.»
«Ja, men gjestgivermadamen gjorde meget mer; hun baade rev mig i haaret og dunked hovedet mod døren; men endda blev mig ikke bedre.»
Vesle Eva havde staat og hørt paa dette. Hun tog nu Topsy i ærmet og drog hende med sig ind paa et værelse, som ved et ophængt teppe var skilt fra gangen.
«Jeg kunde have lyst at vide hvad Eva tar sig for med hende, jeg,» sa St. Clare. Han og frøkenen gik bort til teppet og kiked ind.
Der sad da de to børn paa gulvet, med ansigterne vendt mod hinanden; Topsy med sin vanlige spøgefulde og trodsige mine, Eva med et sorgfuldt ansigtsdrag og taarer i øinene.
«Hvorfor er du slig en slem pige, Topsy? Holder du ikke det mindste af tante Ofelia?»
«Ved ikke hvad det er at holde af.»
«Er det ikke nogen du kan like?»
«Jo, mig liker sukkertøi.»
«Aa om du vilde bli en snill og god pige!»
«Kan ikke; for mig er ikke andet end en negerjente. Kunde jeg blive flaadd og blive hvid, skulde jeg prøve.»
«Ja men du kan da godt blive god, om du er svart.»
Topsy fniste; hun trodde ikke det.
«Tror du ikke du kan det?»
«Nei; det er fordi jeg er neger at frøkenen ikke kan like at jeg kommer nær hende og rører ved hende; hun vilde heller lade en padde røre ved sig.»
Men det kunde nu ogsaa være hende det samme, mente Topsy og gav sig til at fløite.
Eva la den vesle tynde haanden sin om halsen paa negerjenten. «Topsy, jeg er ikke ræd for at røre ved dig, jeg kan like dig.»
Da blev de store runde øinene til det stakkars forvildede barn fulde af taarer. Hun bøide hovedet ned i hænderne og gav sig til at hulke.
«Topsy,» blev Eva ved, «Gud kan ogsaa like dig; han kan like alle mennesker, han, enten de er hvide eller sorte.»
«Kjære, gode, vesle Eva, mig vil prøve at blive god.»
* * * * *
Det havde været en tid da Eva syntes at blive noget bedre; men saa blev hun daarligere igjen og maatte for det meste holde sig inde.
Hendes soveværelse var et stort rum, som ligesom de andre værelser i huset vendte ud mod den brede svalgang. For vinduerne hang gardiner af rødt og hvidt musselin, gulvet var dækket med et vakkert blomstret teppe, som var forskrevet lige fra Paris. Sengene, stolene og sofaen var af bambusrør, som var flettet sammen paa den kunstfærdigste maade. Over hovedgjærdet paa sengen var fæstet en hylde af alabast, og paa den stod en engel, vakkert udhugget i marmor, med sænkede vinger. Til hylden var fæstet et rosenrødt sølvvirket florsgardin til vern mod moskitoerne, disse store leie myggene, som i dette strøg af landet er en styg plage om natten. Midt i værelset stod et bambusbord med en kostbar vase, som altid var fuld af blomster. Paa kaminens marmorrand stod et andet marmorbilled,—Jesus som velsigned de smaa børn. Og rundt om i værelset var det en rigdom af billeder, malerier, bløde puder, tepper, og mange andre dyre ting.
En eftermiddag laa den vesle syge pige paa en sofa ude paa svalgangen og saa ud over sjøen. Saa hørte hun med ett sin mor tale i en streng tone: «Hvad er det du skal med de der?»
«Frue, de er til den vesle frøkenen,» klynked Topsy.
«Din toskete unge! Tror du hun bryr sig om blomsterne dine? Ud med dig!»
«Jo, mor,» ropte Eva og sprang ned af sofaen, «jeg vil gjerne ha dem.—Kom her med dem, du Topsy!»
Den lille negerpige gik da bort til hende med blomsterne.
«Aa, for nogen deilige blomster! Det var rigtig pent af dig at du har tænkt paa mig.»
Topsy saa straalende glad ud; men da hun vendte sig for at gaa, trilled et par store taarer nedover kinderne paa hende.
«Du er et underligt barn,» sa moren. «Hvorledes kan det falde dig ind at indlade dig med en negerunge?»
«Jeg tror hun holder paa at blive en snill pige, mor.»
«Ja, det vilde nu ialfald ikke være for tidlig, efter alt det vi har gjort for hende.»
Eva la sig ind paa sengen sin for at hvile. Fru Marie jamred sig over den svære varmen.
«Mor,» sa Eva, «jeg vil gjerne faa klippet noget af haaret mit af.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jo, jeg ønsker at give det bort til mine venner, mens jeg endnu er god for at gjøre det selv. Vil du ikke bede tante komme og klippe mig.»
I det samme kom frøken Ofelia.
«Hør, tante, sa den vesle spøgende. «Vil du ikke klippe dit lille lam?» Hun reiste sig op og risted de lange guldlokkerne sine ud.
Netop som Ofelia havde faat fat i saksen, kom St. Clare ind med noget frugt, som han havde været ude og hentet til hende.
«Far, jeg vil gjerne have tante til at klippe noget haar af mig; jeg har saa altfor meget af det, og det gjør mig saa hed i hovedet; og saa vil jeg saa gjerne gi hver af mine venner en lok.»
Han syntes ikke om at det vakre haaret hendes skulde klippes, og det var med sorg han saa de lange bløde haarlokker en for en blev lagt ned i fanget til Eva.
Hun sad og tvinned haaret om hænderne og saa sorgfuld bort paa sin far.
«Kom hid til mig, far!» sa hun og vinked med haanden.
Han gik bort til hende og satte sig paa sengekanten.
«Far!» bad hun, «jeg vilde saa gjerne ha alle folkene her op, jeg har noget at sige dem.»
«Ja, da skal du ogsaa faa lov at faa dem op.» Han var saa dybt grebet, at han næsten ikke kunde tale.
Det blev sendt bud ned, og snart var alle tjenestfolkene samlet i sygeværelset.
Eva laa bagover mod puden. Resten af haaret laa løst ned over det magre hvide ansigtet, de store øine saa med en tindrende glans paa hver enkelt som kom ind.
Alle blev dybt grebet ved at se det syge barn og ved at høre morens hulken.
De stirred omkring, saa paa hverandre, sukked og risted paa hovedet. Det var dødsstilt i værelset.
Endelig reiste Eva sig og lod sit alvorlige blik glide over folkene.
«Jeg holder saa meget af dere alle sammen,» sa hun, «og jeg vilde sige dere noget, og det maa jeg sige dere nu, for jeg er snart ikke mere hos dere.»
Rundt om i flokken hørtes graat og klager. Eva maatte stanse et øieblik.
«Nei,» tog hun atter fat. «Dere maa ikke graate; for det jeg har at sige dere er noget godt. Jeg vil sige dere, at det er en som holder af dere—vil dere da ikke holde af ham igjen og blive gode og bede til ham hver dag?»
Tom og Mammy og nogen andre, som var kristne, svarte at de vilde det.
«Og saa vil jeg give dere noget; for jeg ved dere liker mig godt og gjerne vil ha et minde om mig. Se her....»
Dybt rørt samled folkene sig om sengen og fik hver en liden haarlok. Uvilkaarlig kasted de sig paa knæ, graaten blev mer og mer lydelig, og mange af dem trængte sig frem og kyssed sømmen paa barnets klær.
Frøken Ofelia var ræd for at dette gribende optrin skulde virke for sterkt paa det svage barn, og gjorde derfor tegn til at folkene nu maatte gaa.
Straks efter havde alle forladt værelset, bare Tom og Mammy blev tilbage.
«Se her, Onkel Tom, er en pen en til dig. Aa jeg er saa glad ved at tænke paa at jeg skal faa se dig i himlen; for det er jeg viss paa jeg skal; og Mammy—kjære gode Mammy!» sa hun og slynged armen om halsen paa den gamle amme, «jeg ved at ogsaa du vil komme der.»
Mammy graat og stønned; hun vidste ikke hvorledes hun skulde kunne holde ud, om Eva gik bort.
Frøkenen gjorde nu ogsaa tegn til Tom og Mammy, at de skulde gaa. Og da de var kommet vel ud af døren, drog hun veiret lettet, for nu mente hun at alle var gaat; men da hun vendte sig om, stod vesle Topsy i en krok og graat.
«Men hvor er du kommen fra?»
«Mig har været her hele tiden,» svarte den vesle. «Mig vilde ogsaa gjerne bede om en lok,» sa hun og gik frem til sengen.
«Jeg har nok gjemt en til dig ogsaa,» sa Eva. «Naar du nu ser paa den, vil du saa ikke tænke lidt paa mig og gjøre dig umage for at bli en god pige?»
«Jo, det vil mig gjerne; men det er saa svært vanskeligt for mig at bli god, som har været saa slem før.»
Saa tog Ofelia hende i armen og førte hende lempelig mod døren, og med forklæet for øinene gik den vesle pigen ud af værelset.
Frøkenen selv var dybt rørt; men for ikke at øge Evas sjælelige spænding end mere, søgte hun at holde sig saa rolig som mulig.
St. Clare havde under optrinet med folkene siddet med haanden for øinene, uden at sige et ord.
«Far!» kaldte Eva.
Han fór sammen med et gys og reiste sig. «Nei, nei, dette kan jeg ikke holde ud,» klaged han. «Den almægtige handler haardt mod mig!»
Ofelia sa nogen ord om at han maatte bøie sig for Guds vilje.
«Blir det derfor lettere at bære dette her?» spurte han med et bittert tonefald.
«Kjære far, du maa være god og ikke tænke slig!» sa Eva og tog paa at graate.
«Min gode vesle Eva, graat ikke! jeg vil jo være god, det var synd af mig at sige det jeg sa.»
Han bøide sig ned og strøg hende over haaret og talte kjærlig til hende.
Fru Marie havde siddet halvt sansesløs. Nu fór hun ind paa sit værelse og kasted sig syg og sønderknust paa sin seng.
«Du har vist delt ud alle haarlokkerne dine, Eva,» sa faren med et sørgmodigt smil. «Det blev ikke nogen igjen til mig.»
«Ja, de jeg har her er dine—dine og mors, og du maa give tante saa mange hun ønsker. Jeg gav bare folkene dem de skulde ha, for at de ikke skulde bli glemt.»
Evas tanker gik stadig mod de lyse egne som hun nu skulde faa se.
«Vil ikke du ogsaa komme der op, far?» spurte hun.
Han trykked hendes haand uden at sige noget; tvil og bitterhed og smerte fyldte hans sind.
Fra denne dag tog kræfterne hos Eva sterkt af. Hendes værelse blev gjort til sygestue, hendes far og tante gjorde tjeneste som sygevogtere. Aldrig havde Ofelias gode egenskaber været paaskjønnet som nu. Tidlig og sent var hun om den syge; ingen kunde hjælpe som hun. Nøie og omhyggelig fulgte hun lægens forskrifter, og med fin omtanke forstod hun at skjule det som burde skjules, og tale friskt og opmuntrende til alle.
Onkel Tom saa ofte op til sin unge veninde. Naar hun var saavidt rask at hun kunde taale det, bar han hende paa armene og gik frem og tilbage over gulvet med hende. Stundom bar han hende paa en pude ud paa svalgangen, og naar veiret var rigtig godt, kunde det ogsaa hænde, at han bar hende omkring under orangetrærne i haven eller satte sig med hende paa en bænk og sang en eller anden salme for hende.
Alle folkene stelte saa godt for Eva som de kunde, men ingen vilde hun saa gjerne være hos som Onkel Tom.
Mammy ønsked nok gjerne at være hos Eva om natten; men fru Marie kunde ikke undvære hende. Mammy blev vækket mangfoldige ganger hver nat, snart for at gnide fruens fødder eller bade hendes hoved, snart for at finde lommetørklæet hendes eller for at rulle et gardin op eller ned. Heller ikke om dagen kunde Mammy faa være hos Eva; hver gang hun gjorde tegn til at ville gaa bort fra fruen, fandt denne altid noget at sætte hende til med paa sit eget værelse.
«Det er da din pligt først og fremst at sørge for at jeg selv blir passet og pleiet, saa klein som jeg er.»
Eva havde ingen smerter; hun var bare saa mat, saa mat. Men sød og yndig var hun, som hun laa der i sin hensygnende tilstand, taalmodig og gudhengiven. Af og til kunde hun endog være livlig og sidde i sengen og se paa smykkerne sine, og tale om hvem som skulde have det og hvem som skulde have det.
Ved dag efter dag at være vidne til den renhed og uskyld som var over Evas sygeleie, syntes St. Clare lidt om senn at vinde noget mer ro i sindet. Han kjendte i sjælen en vemodig fred, som den en kan merke om høsten, naar en ser paa skogens farver og paa blomsterne som byder sin svindende skjønhed og duft frem for ens sanser; en glæder sig saa meget over dette, fordi en ved at hele herligheden snart er slut.
Tom kunde ikke ligge i ro paa sit eget kammer om natten; til sidst fandt han paa at lægge sig paa svalgangen udenfor døren til Evas værelse. Her laa han og lytted, om hun kaldte paa ham.
«Nu nærmer hun sig stadig det nye Jerusalem,» sa Tom.
Saa kom en kveld da Eva igjen var uvanlig rask og glad. St. Clare kyssed hende til godnat og gik fra hende med nyt haab.
«Nu skal du bare se, Ofelia, at vi faar lov til at beholde hende alligevel.»
Men ved midnat—netop den samme nat—kom døden.
Alt tidlig paa natten merked frøken Ofelia at det tog en anden vending med barnet, og efter dette kunde det ikke være tanke om andet end at hun vilde vaake natten over.
Det var stilt i sygeværelset. Saa merked Tom med ett at døren til svalgangen blev aabnet.
«Tom,» sa frøkenen, «du maa skynde dig efter lægen! Skynd dig, alt det du kan!»
Selv gik hun og banked paa døren til sin fætter.
«Hvad er nu paa færde?» spurte han og sprang ud af sengen.
Et øieblik efter stod han ved sygeleiet.
Dødens merke stod da skrevet paa vesle Evas ansigt; men det saa alligevel langt fra uhyggeligt ud; det havde tvert om faat en klarhed over sig som aldrig før.
Der stod da de to menneskene og saa paa det elskede barn, uden at kunne sige et ord.
Endelig kom Tom med lægen. Denne stilled sig ved siden af de to andre og gav sig til at se paa den døende.
Fruen var ogsan blit vækket, da lægen kom, og nu kom hun styrtende ind i værelset. «Hvad er det? Hvad er det?»
«Du maa være stille,» tyssed manden hendes; «hun har ikke langt igjen nu.»
Mammy hørte ordene og sprang ned for at vække tjenestfolkene. Det varte ikke mange minuterne, før hele huset var paa benene. Lamper og lys blev tændt overalt, listende fodtrin hørtes i gangene, og ængstelige ansigter kom til syne paa svalen, hvor de titted ind gjennem glasruterne.
St. Clare hørte og saa intet; han stod bare og stirred paa sit barn.
«Eva!» kaldte han sagte og bøide sig ned over hende. «Min vesle Eva!»
Hun aabned de store blaa øinene: «Ja, far.»
«Kan du kjende mig, Eva?»
«Min egen far!» Et smil gled over det blege ansigtet hendes, og hun løfted armene for at slaa dem om halsen paa ham, men de faldt mat ned paa teppet.
Da han retted sig op, saa han en uhyggelig trækning gaa over ansigtet hendes; hun gisped efter veiret og kasted hænderne fra sted til sted.
«Aa, min Gud! dette er forfærdeligt,» hvisked han og vendte sig bort. «Aa, Tom, Tom, jeg kan ikke holde det ud!»
Tom tog sin herre i hænderne, mens taarerne randt i strømme ned over kinderne paa ham.
«Bed til Gud, at det snart maa være slut!» sa St. Clare.
Tom vendte sig mod sengen. «Det er slut. Gud være lovet!»
«Eva!» kaldte St. Clare igjen; men nu hørte hun det ikke. En straalende klarhed, en himmelsk fred havde bredt sig over hendes aasyn.
Alle stod dybt grebne; men der var over dem en underlig høitidsfuld stemning, som dæmmed op for alle taarer og klager.
* * * * *
Billedstøtterne og malerierne i Evas værelse var tilhyllet med hvidt flor, og bare undertrykte aandedrag og sagte skridt hørtes der, mens lyset høitidelig stjal sig ind gjennem vinduerne, som delvis var tildækket med et forhæng.
Paa sengen, under den hvide engelen med de sænkede vinger, laa den vesle sovende pige i en af de hvide kjolerne sine. Fra leiet og rundt om fra værelset dufted blomster, og fra vinduerne faldt et mat rosenrødt skjær over den dødes ansigt. De lange øienhaar laa blødt ned over de rene kinder. Hovedet var vendt lidt til den ene siden, saa det saa ud som hun sov en vanlig søvn.
St. Clare stod med korslagte armer og saa paa hende: «Det er ingen død for en slig som dig, kjære Eva,» tænkte han. Han vilde ikke tale med nogen, han gik som i drømme; og naar han blev spurt om naar begravelsen skulde foregaa, svarte han ligegyldig, at det ikke kom ham ved.
Adolf og et par af tjenestjenterne var stadig optaget med at pynte op med blomster og gjøre værelset hyggeligt.
Den vesle Rosa, en af mulatpigerne, kom trippende med en kurv blomster. Da hun saa sin herre, stanste hun og vilde drage sig tilbage; men da hun skjønte at han ikke la merke til hende, gik hun bort til den døde og stak en smuk jasminblomst i hver af hænderne paa hende, og efterpaa strødde hun en mængde blomster ud over leiet.
Saa kom ogsaa vesle Topsy med noget under forklæet.
«Hvad vil du?» spurte Rosa. «Du har ikke noget at gjøre her, du.»
«Bare en blomst,» sa hun og viste frem en halvt udsprungen te-rose.
«Ud med dig, siger jeg!»
St. Clare merked dette og stamped med foden i gulvet og saa vred paa Rosa. «Kom bare her, du barnet mit,» sa han til Topsy.
Den sorte pige la nu sin rose ved ligets fødder og vilde gaa igjen; men med ett var det som det kom noget over hende; hun sank ned paa gulvet og udstødte et gjennemtrængende skrig.
Frøken Ofelia kom og skulde stille hende til ro, men barnet graat og jamred sig: «Aa, frøken Eva, vesle frøken Eva!»
Frøkenen hyssed venlig paa hende og bad hende give sig tilfreds.
«Hun sa at hun holdt af mig,» hulked den vesle; «men nu har jeg ingen mere som holder af mig.»
«Stakkars barn!» sa frøkenen og fik taarer i øinene. «Herefter vil jeg holde af dig, holde rigtig meget af dig.»
Disse ord virked langt mere paa den vesle negerpige end al skjænd og pryl hun havde faat. Fra denne dag havde frøkenen en magt over barnet som aldrig før.
«Aa, hvor meget min vesle Eva har udrettet i den korte tid hun har levet!» tænkte St. Clare.
Alle folkene kom listende, en efter en, for at se den døde.
Saa kom kisten, og det vesle lig blev tildækket og gjemt.
En hel skare af mennesker samledes paa landstedet den dagen vesle Eva skulde til jorden. Alle havde med sig kranser, sløifer og sørgeflor.
St. Clare gik endnu som i taage. Taus og uden at fælde en taare havde han staat og set paa at ligklædet blev bredt over Evas ansigt, taus fulgte han efter baaren ned i haven, hvor der var kastet op en liden grav, og taus stod han og saa paa at kisten blev sænket ned i den. Han hørte de velkjendte ord: «Jeg er opstandelsen og livet; hvo som tror paa mig, om han end dør, skal han dog leve.»
Saa faldt jorden tung ned over baaren. Han kunde ikke skjønne at hans vesle Eva laa der nede.
De fremmede mennesker drog bort. Hulkende og klagende laa fruen i sengen paa sit værelse og kaldte hvert øieblik, snart paa den ene, snart paa den andre.
«Min mand graater vel ikke nu heller, han,» hulked hun, «og mig bryr han sig heller ikke om, hvor meget jeg lider.»
Af og til fik hun det med krampe, og det vakte da svært opstyr i huset; lægen maatte hentes, én maatte efter varmt vand, en anden sprang efter ophedede flonelskluter til at gnide hende med. Uro og larm var det over hele huset. De fleste af folkene trodde fruen sørged dybere end St. Clare; men Tom var af en anden mening. Han kjendte noget i sit indre som drog ham til sin herre. Han fulgte ham hvor han gik, alvorlig og deltagende, og naar han saa ham sidde i Evas værelse med den lille bibelen hendes opslaat for sig, uden at læse et ord i den, da kjendte han en sterk trang til at tale med ham om ham som kan trøste og læge alle saar.
Nogen dage efter begravelsen flytted hele huset tilbage til slottet i Orleans. St. Clare længted efter at komme ind i nye forhold og bort fra det sted hvor alt minded ham om det tunge tab.
Han var blit svært mager og bleg, men han søgte at stive sig op ved at spasere flittig om i gaderne og ved at tale med venner og kjendinger om alt muligt. Han lo og spøgte, saa det var ikke saa mange som kunde se paa ham at han gik med en nagende sorg i sit hjerte.
«St. Clare er et underligt menneske,» sukked fru Marie. «Jeg havde trodd at han holdt af barnet; men han synes alt at have glemt hende—han kan ikke en gang like at tale om hende.»
En dag kom Tom sagte ind i værelset til sin herre og fandt ham læsende i Evas bibel.
«Aa, Tom, hele verden er for mig saa tom som et eggeskal,» klaged han og bøide sig ind til brystet paa den trofaste tjener.
