FEMTE STYKKE. Et veddeløb.
Fru Schelby havde ikke faat sove om natten.
«Jeg kan ikke skjønne hvad det er i veien med Elisa,» sa hun om morgenen. «Jeg har ringet tre ganger, men hun kommer ikke.»
Schelby stod ved vinduet og gjorde i stand barberkniven sin. En negergut kom ind med en kop varmt vand til ham.
«Andy,» sa fruen, «gaa ud og bank paa døren til Elisa, og sig hende at jeg har ringet tre ganger paa hende.»
Gutten gik.
Et øieblik efter kom han farende tilbage, og fortalte, med opspilte øine, at alle skufferne til Elisa var trukket ud, og at alt tøiet hendes laa strødd omkring i værelset, men at hun selv og gutten var borte.
Schelby og fruen skjønte straks hvorledes dette hang sammen: hun maatte ha hørt hvad de kvelden før havde talt om, og saa var hun flygtet med barnet sit.
«Aa, Gud ske lov, at de er reist!» udbrød fruen ved sig selv. «Gud give de bare maatte slippe lykkelig og vel bort!»
Andy hørte hvad hun sa, og la sig det paa minde.
Schelby gik frem og tilbage paa gulvet. «Hvad skal jeg nu gjøre? Haley vil naturligvis tro at vi selv har sagt til hende at hun skulde stikke sig unda.»
Det blev et forfærdeligt opstyr i huset, da folkene fik vide om det som var hændt. Tjenestgutter og tjenestjenter i alle farve-afskygninger løb ud og ind gjennem dørene, skreg og snakked i munden paa hverandre. Tænke sig: Tom solgt ... og Elisa flygtet med Harry!
Tante Chloe var den eneste som vidste noget nærmere om Elisa; men hun stod taus og med rynket pande i kjøkkenet, og var alt i færd med sit vanlige morgenarbeide: at bake brød til frokosten.
De unge paa gaarden syntes at al denne staahei var svært fornøielig. En flok af dem havde taget plads paa rækverket om den aabne sval, for at kunne se Haley naar han kom.
De svarte skøierne glæded sig til at se hvorledes han vilde tage paa vei, naar han fik vide at den ene af fuglene hans var fløiet.
«Aa, hvor han blir gal i hovedet,» sa Andy; «men vi skal have rigtig moro med ham og erte ham alt vi kan.»
Endelig kom handelsmanden ridende.
I lange støvler med sporer, og med ridepisk i haanden, kom han spankulerende frem mod svalen. Han havde alt faat høre om det som var hændt.
«Af veien med dere, svarte djævleunger!» ropte han og smeldte med pisken efter gutterne, som fnisende og grinende flygted til alle kanter.
Saa gik han ind i dagligstuen og traf Schelby.
«Naa, hvad er det jeg hører?» spurte han rasende.
«Ja, det er ilde, det som er hændt; men jeg er uden skyld.»
«Naa De er det. Ja det kan De indbilde tosser.»
«Herr Haley, jeg taaler ikke nogen fornærmelser,» sa Schelby og blev bleg.
Slavehandleren mumled noget om at det ikke var meningen hans at fornærme ham, men at det var ærgerligt at blive taget ved næsen paa denne maaden, naar en selv havde handlet ærlig og redelig.
«Jeg skal yde Dem al hjælp jeg kan, baade med hester og folk, for at faa fat paa flygtningen,» loved Schelby. Mere kunde han ikke gjøre.
Det var svært til liv og røre det var blit mellem tjenerne paa gaarden. Svarte Sam, en lang forvoksen fyr, som gik for at være den svarteste af alle gaardens ibentræs-børn, la ud for sine kamerater om at det gik saa op og ned her i verden. Tom havde været en stor mand, havde kunnet ride med lange blanke støvler og med pas i lommen, og havde kunnet sætte næsen til veirs; nu var han færdig. Slig gik det her i verden—op og ned.
Sam saa sig vigtig om i kredsen, halte op bukserne sine og stak en spiker i dem til fæste for sælerne istedenfor den knappen han havde mistet.
«Haloi, Sam!» ropte Andy. «Vi skal hente Kvitsokk og Brunen og ride sammen med den fremmede herren efter Elisa og Harry.»
«Sam fakke hende straks.»
«Ja men nu skal jeg sige dig hvad fruen sa....» Andy hvisked nogen ord til Sam.
«Godt! Sam ikke fakke hende straks, Sam en klodrian som slet ikke kan fakke nogen mennesker,» forsikred han og rev sig i det svarte uldhovedet, med et øiekast som en rigtig skalk.
Saa kom en anden gut farende: «Har dere hørt om det som er hændt i dag, gutter? Elisa er løbet sin vei med Harry!»
Sam maalte ham med øinene.
«Vil du lære bedstefar din noget, din hvalp? Som om jeg ikke vidste det for lang, lang tid siden. Sam er nu ikke født igaar,» sa han og retted sig op.
De to hestene blev ført frem. Den unge Skimmelen til Haley stod og knegged og spendte med benene.
«Haa—haa, folen min!» kjælte Sam for den og stak et par skarpkantede smaastener ind under salen. «Haa—haa, folen min! Rask fole, kan springe fælt høit med massa Haley.»
Han puffed til Andy i siden og hvisked nogen ord til ham.
Andy holdt sig for mund og næse, snudde sig rundt paa hælen og var nær ved at sprække af latter.
Sam bar paa hovedet en stor, gammel palmehat. Den var saa fillet og bulet, at den mere ligned en bunke straa og visne blad end en hat; men var hatten ikke videre fin, saa bar han den til gjengjæld paa en slig maade at han gjerne kunde tages for en høvding fra Fidji-øerne.
Tyk og hoven kom Haley gaaende fra svalen.
«Saa op med dere, dovendyr!» sa han.
«Dovendyr,» hvisked Sam til Andy og dulted til ham. «Dovendyr—hi-hi!» Han trykked hatten fast paa hovedet, til tegn paa at nu skulde det bære i vei.
Ikke før var Haley kommet op i salen, før det spræke dyret gjorde et voldsomt hop til siden. Rytteren satte i et fælt brøl, og—der laa den tykke herre paa græsbakken, saa lang han var.
Sam satte ogsaa i et brøl og sprang til for at holde hesten; men han var saa uheldig at et par pinder af hatten kom op i øinene paa hesten, og dermed rev den sig løs, spendte høit i luften med bagbenene og satte afsted i galop bortover jordene.
Andy maatte ha staat og holdt altfor løst paa de to andre hestene; for i det samme Skimmelen satte afsted, fór de efter bent i hælene paa den.
Der blev nu et fælt opstyr, med banning og rop og løb til alle kanter. En flok svarte unger, mellem dem Mose og Pete, klapped i hænderne og pilte afsted efter hestene.
Sam var nu den ivrigste til at huje og brøle. «Hyst, hyst!» lød det i et væk fra hans mund.
Ligesom Rikard Løvehjertes sverd altid blinked fremst i kampen, saaledes lyste palmehatten til Sam alle steder hvor det kunde være nogen fare for at hestene var at faa tak i.
Snart var baade hestene og gutterne forsvundne inde i det tætte kratt.
Først ud mod middag kom Sam og Andy tilbage med de stakkars drivvaade og tilsølte dyrene. Haley ønsked dem ind i den aller hedeste verdensegn, men Sam sukked og skjeled med øinene—det havde været saa rent umuligt at faa tak paa de fæle besterne før.
Og det var ingen raad at drage i vei for det første, slig som hestene nu var medfarne. De damped af svette og var rent anpustne. De maatte faa hvile en stund og blive fjelget om, før en kunde ta ud med dem. Og saa kom det til, at Kvitsokk var blit halt. Det var altsaa meget som var i veien.
«Gode massa Haley, Sam nok fakke hende ligevel; Lissa aldrig været rask til fods.»
«Ja, du skulde ha forsvarlig pryl, skulde du, din svarte djævel.»
«Hvorfor det?» spurte Sam og satte et troskyldigt ansigt op. «Mig har langet i vei saa svetten render af mig.»
«Havde jeg bare eiet dig!» ønsked handelsmanden. «Du kan lite paa du skulde faat smage svepen min!»
Fruen havde faat vide om det som var hændt. Hun blev med ett saa venlig og deltagende overfor den fremmede manden, at hun bad ham blive til middag og slaa sig til ro i huset. Alle skulde gjøre sit bedste for at han kunde ha det rigtig hyggelig og godt, loved hun.
Da Haley var svært sulten, og da han saa alligevel ikke kunde ta i vei straks, letted han paa hatten og tog mod indbydelsen.
Sam og Andy førte nu hestene ned i stalden for at vaske og gnide dem; men før de tog paa med det arbeidet, kasted de sig op i en halmdynge, holdt sig paa maven og lo saa de var nær ved at miste pusten.
