OTTE OG TYVENDE STYKKE. Kassys historie.

Det var sent paa natten. Tom laa blodig og ynked sig mellem noget skrammel i et gammelt skur. Hed og trykkende var luften, og en sverm af mygg summed om ham og voldte ham stor plage; men værst af alt var den brændende tørsten, som han holdt paa rent at forgaa af. «O gode Gud, se ned til mig!» bad han. «Giv mig kræfter til at holde dette ud!»

Med ett hørte han fodsteg, og skjæret af en lygt faldt ham lige i øinene.

«Hvem er det? O, for den barmhjertige Guds skyld, giv mig en drik vand, hvem det saa er!»

Det var Kassy. Hun satte lygten fra sig, skjenked noget vand i en kop af en flaske, løfted hans hoved op og lod ham drikke. Den ene koppen efter den anden tømte han med febersyg iver.

«Drik saa meget du har lyst paa,» sa hun; «jeg vidste hvorledes det var med dig; det er ikke første gangen jeg har været ude om natten med drikke til slige som dig.»

«Tak, frøken, tak!» sa han med varme.

«Du maa ikke kalde mig frøken; for jeg er bare en elendig slave, jeg ligesom du, ja mer elendig end du nogensinde kan blive,» sa hun bittert.

Hun hented en madras, som hun dækked med nogen kolde vaade linkluter. «Prøv om du kan velte dig op paa denne! Det vil gjøre dig godt.»

Det varte en lang stund, før Tom orked at komme sig op paa madrassen, saa ilde var han medfaren. Men da han endelig var kommet op, kjendte han en velgjørende svaling af de vaade kluterne.

Kassy havde god øvelse i at pleie slige stakkarer; hun la en gang imellem nye kolde omslag under ham, og hver gang gav det ham ny lindring. «Nu har jeg gjort hvad jeg kan,» sa hun, efter at have løftet hans hoved op paa en bunke med bomuldsaffald.

Han takked hende igjen.

Kassy satte sig ved siden af ham, drog knærne op mod brystet, la armene paa dem og sad slig en stund og saa stivt frem for sig med et bittert og sorgfuldt udtryk. Hatten hendes gled tilbage, og det svarte fyldige haaret faldt ned over det underlige tungsindige ansigt.

«Det var ret, det du gjorde,» sa hun, «du er et godt menneske; men du kjender ikke dette sted; den djævel af et menneske som du er faldt i hænderne paa, ham nytter det ikke at staa imod.»

Tom havde selv i denne nat havt svære kampe, med tvil og mismod; han havde været nær ved at fortvile. Ved at se denne kvindes vilde øine og høre denne tungsindige røst hun talte med, blev det end værre med ham.

«O Gud, o Gud!» sukked han.

«Det hjælper ikke du kalder paa Gud her,» sa hun. «Han hører ikke. Det er vist ikke nogen Gud til, eller ogsaa har han vendt sig fra os som er her paa gaarden.»

Tom lukked øinene, og det gjøs i ham ved at høre den mørke vantro som kom frem ved disse ord.

«Du kjender ikke til alt her, saaledes som jeg,» blev hun ved. «Du er paa en enslig-liggende gaard, mange mil fra andre mennesker, ude i sumpene. Her er ikke et hvidt menneske som kan vidne, om du skulde blive levende brændt eller bidt ihjæl af hundene eller hængt op og pisket til døde. Ingen lov, hverken guddommelig eller menneskelig, kan verne dig mod denne mand. Og en kan ikke tænke sig den ting som denne bøddel ikke kan finde paa at gjøre. Jeg kunde faa haaret til at reise sig paa dig, om jeg vilde fortælle det jeg har set og hørt her. Og det nytter ikke at staa imod. Jeg har forbandet hvert øieblik af mit liv, nat og dag, i de fem aarene jeg har været i hans vold.»

Hun kasted sig ned mod; gulvet og tog paa at hulke.

Tom folded hænderne og stirred ud for sig; alt var mørke og rædsel.

Kassy fortalte nu om sit ulykkelige liv. Hun var datter af en trælkvinde; men hendes far var en rig mand, og hun var blit opdraget i overdaadighed. Som barn havde hun tumlet sig i glimrende saler, havde lært at spille og brodere og tale fremmede sprog. Men saa gik det galt med faren; han misted alt det han eide, og døde kort tid efter af kolera. Huset blev opløst og alting solgt. Selv blev hun kjøbt af en ung bra mand, som var forelsket i hende og loved hende gode dage. Han førte hende ind i et rigt hus, og gav hende tjenere, vogner og fine klær.

«Jeg kom til at holde af denne mand,» fortalte hun, «og jeg gjør det endnu, og jeg vil blive ved at elske ham saa længe jeg lever, for jeg kan ikke andet.»

De havde faat en vakker datter, som de var svært glad i. Aa, det var vel lykkelige dage! Men saa kom den onde tid; faren til barnet hendes kom paa gale veier; han spilte bort eiendommen sin og kom fra det hele. Hun og datteren kom i hænderne paa en usling af en kar, som fór ilde med dem og til slut solgte datteren til én kant og moren til en anden. Alt hun havde gaat igjennem af sorg og nedværdigelse lod sig ikke fortælle. Og saa var hun til sidst havnet der paa gaarden hos dette umenneske.

«Jeg har levet som i et helvede her,» slutted hun sin fortælling. «Men vent bare, hans time kommer nok.»

«For Guds skyld, gjør ikke noget ondt,» bad Tom.

«Gjør ikke noget ondt?» Hun satte i en vild latter og tog derefter paa at hulke.

Tom havde næsten glemt smerterne af de blodige slag ved at høre og se den ulykkelige kvinde.

Hun havde reist sig, og rastløs og med knyttede hænder gik hun frem og tilbage paa gulvet, med haaret bølgende nedover kroppen.

«Du taler altid om Gud,» sa hun igjen, «jeg har selv trodd paa ham en gang; men nu er jeg kommen langt bort fra ham. Jeg er blit en stakkars fortabt sjæl og plages stadig af onde aander, som bare hvisker had og hevntanker i ørene paa mig.»

«Men vi maa ikke hevne os, vi blir jo ligesaa onde og syndige som de som farer ilde med os da,» sa Tom.

Han drak en kop vand og saa paa hende med et alvorligt blik. «Aa, hvor jeg skulde ønske De vilde gaa til ham som har det levende vand!»

«Gaa til ham? Hvor er han? Hvem er han?»

«Han er alle steder. Bed til ham!»

«Det hjælper ikke. Her er ikke andet end sorg og fortvilelse at vente for os.» Hun la haanden paa brystet og drog pusten tungt, som hun skulde løfte en stor byrde.

Det var ligesom det onde i hende havde tabt noget af sin magt over hende. Hun saa medlidende paa ham. «Aa gid jeg kunde gjøre noget for dig,» ønsked hun.

Han gjorde mine til at ville sige noget mer, men hun vinked med haanden:

«Nei, tal ikke mer, stakkars ven, prøv heller om du kan faa sove lidt nu!»

Hun satte vandet nær ved ham, stelte lidt om ham og gik stille bort.