ELLEVTE STYKKE. En auksjon.
Haley og Tom kjørte afsted en stund uden at veksle et ord med hinanden. De var begge optaget med sine egne tanker.
Haley tænkte paa hvor meget han vel kunde vente at faa for en slig velbygd kar som Tom, naar han falbød ham paa markedet; det gjaldt at holde ham i god stand, det vilde derfor ikke svare regning at spare paa foret.
Han blev rent rørt over sin egen menneskekjærlighed: han havde jo bare sat lænker om benene paa Tom, mens andre handelsmænd var haardhjertede nok til ogsaa at lænke hænderne paa de stakkars bester som de havde indkjøbt. Han var dog stygt ræd for at Tom ikke skjønte paa denne barmhjertighed som blev vist ham; den menneskelige natur har jo altid saa vondt for at være taknemlig.
Tom sad og tænkte paa et gammelt ord, om at vi mennesker ikke har noget blivende sted, men at Gud, som følger os paa vore veie, han har «beredt os et sted».
Handelsmanden tog op en avis af lommen og gav sig til at læse.
«En auksjon!»
Nu var han ikke videre flink i læsekunsten, men han fik dog saavidt stavet sig gjennem følgende kundgørelse:
«Efter øvrighedens behagelige ordre vil der tirsdagen den 20de februar ved raadhuset i Washington, til fordel for kreditorer og arvinger i dødsboet efter Jesse Oxford, blive bortsolgt følgende slaver: Hagar 60 aar, Jon 30, Ben 21, Saul 25, Albert 14. Hvilket herved kundgjøres for alle lysthavende.»
«Det skal holdes auksjon i Washington i morgen,» sa handelsmanden til Tom. «Jeg kunde nok have lyst til at være med der. Kanske jeg kunde faa kjøbt et par hyggelige reisekamerater til dig, Tom, for veien sydover.»
Han loved at han i hvert fald skulde sørge for at Tom kom med i et godt kobbel. Foreløbig kjørte de nu til Washington, hvor Tom vilde bli lukket inde, mens han selv udretted nogen erender i byen.
Tom hørte taalmodig paa dette. Siden sad han og tænkte paa hvor mange af disse stakkarne, som skulde sælges paa auksjon, blev rykket bort fra sine kjære, ligesom han selv.
Ud paa kvelden kom Haley og Tom til Washington, hvor de fik herberge natten over, Haley selv i et lunt vertshus, og Tom i et fængselsrum.
Ved elleve-tiden dagen efter havde en blandet flok af forskjellige slags mennesker samlet sig ved raadhustrappen. Slaverne som skulde sælges sad sammenkrøbne i en klump og hvisked spændt og ængstelig med hverandre.
Haley gik bort til flokken og aabned munden paa en gammel mand og saa ham paa tænderne, lod ham saa reise og bøie ryggen og gjøre forskjellige andre bevægelser, for at vise om han var rask og rørig.
Derefter vendte han sig til en anden, som han tog i øiesyn paa samme maade. Endelig undersøgte han gutten, kjendte paa musklerne hans, strakte armene ud paa ham, saa paa hans fingre, og lod ham hoppe, for at vise sin raskhed.
«Mig og han hører sammen,» sa en gammel kone med angstfuldt mæle. «Mig og han skal sælges sammen, massa.»
Haley lod som han ikke hørte dette.
«Mig er slet ikke saa gammel,» vedblev konen,—«kan godt arbeide.»
Med hænderne i lommen, cigaren i den ene mundvigen og hatten nede paa øret, drev Haley bortover til auksjonsstedet.
«En burde forbarme sig over Hagar og se til at faa solgt hende og sønnen under ett nummer,» sa en medlidende mand, som havde talt med auksjonsholderen.
«Hun er da ikke andet end skind og ben,» svarte Haley. «Og hertil kommer at hun er blind og rent vanskabt af verk.»
«Ja men det er synd at skille dem,» blev den anden ved. «Hun har gjennemgaat svært meget, stakkars kroken; alle børnene er solgt fra hende, saa nær som denne gutten, som hun nu sidder og famler efter med hænderne alt i et.»
Haley spytted ud i en stor bue. «Gutten kunde jeg ha lyst paa at kjøbe, men moren vilde jeg ikke eie, om jeg fik hende for ingen ting.»
«Aa, hun vil blive rent fortvilet, om hun blev skilt fra sønnen.»
«Ja, det er meget rimeligt.»
Det blev i dette øieblik banket med en hammer i bordet, og en høi røst ropte: «Nu begynder det, mine herrer!»
Hagar greb efter sønnen sin. «Hold dig tæt ind til mig, rigtig tæt,» sa hun.
«Ja men om de nu skiller os ad, alligevel!»
«Det gjør de ikke, barnet mit. Jeg dør, jeg, om de gjør det.»
«Aa vær saa god og giv lidt plads, mine herrer!» ropte auksjonsholderen, da en af slaverne blev ført frem.
Saa tog han til med opropet. Folk slog ring omkring bordet og bød livlig.
Haley fik tilslaget paa de to første som blev solgt.
Saa kom turen til gutten. «Op med hovedet, saa folk kan se det er liv i dig!» sa auksjonsholderen.
«Gode massa,» bad den blinde mor og holdt fast i gutten, «massa sælge ham og mig sammen!»
«Sludder!» svarte auksjonsholderen og rev gutten fra hende. «Din tur kommer bagefter. Op paa blokken med dig, din morian!»
En dyb tung stønnen hørtes bagved dem, men gutten maatte lystre; han saa tilbage efter moren, tørked et par taarer af øinene, og steg saa op paa blokken, som slaverne maatte stille sig paa, for at de bydende kunde ta dem rigtig godt i øiesyn.
En vakker og velbygd gut var han, og folk bød da ogsaa paa ham som de var rent gale. Ængstelig saa han fra den ene til den andre, mens folkene ropte sine bud i munden paa hverandre.
Endelig faldt hammeren.
Herr Haley fik ogsaa denne gang tilslaget, og gutten blev draget ned af blokken og ført bort til sin nye herre.
Moren skalv over hele kroppen og famled ud i luften for at faa fat paa ham.
«Massa ogsaa kjøbe mig!» bad hun. «Massa, hør mig—for Guds skyld! Jeg dør, om massa ikke ogsaa kjøber mig.»
«Aa, du vil nu dø alligevel,» svarte Haley kort og snudde sig fra hende.
Det var ikke mange som bød paa konen. Den manden som havde bedt for hende kjøbte hende for en liden sum.
«Aa, Albert, mit eneste, mit sidste barn!» jamred hun med en hjerteskjærende tone.
«Du maa ikke graate, mor; de siger du har faat en svært god herre,» trøsted gutten hende, men graat selv saa saart.
«Se at faa hende bort!» ropte Haley. «Hun har ikke godt af at være her nu.»
Dels ved at tale godt for hende, og dels ved at true og rive i hende, lykkedes det at faa hende til at slippe gutten, og nogen barmhjertige mennesker tog sig af hende og trøsted hende, mens de førte hende bort.
«Se saa!» sa Haley lettet og saa paa de tre slaverne han havde kjøbt.
Saa tog han frem et knippe haandjern og la dem om haandleddene paa dem, lænked dem sammen og drev dem bort i fængslet.
«Puh! Det var fælt at se paa den tossete kjærringen, slig som hun tog paa vei!»
