TOLVTE STYKKE. Paa Ohioelven.
Nogen dage efter gik Haley med de fire slaverne sine om bord paa en Ohio-damper. Det var den første flok af det kobbel som skulde samles op paa de forskjellige steder langs stranden, hvor hans opkjøbere stod færdige med sin fangst.
Damperen var et vakkert hurtiggaaende fartøi. I straalende solskin gled den hurtig ned ad elven, med det frie Amerikas stjernebanner vaiende over sig. Dækket var fuldt af pyntede damer og herrer, som i munter stemning gik frem og tilbage mellem hverandre og nød den vakre dag. Flokker af smaabørn dansed og fløi omkring som sommerfugler; alt var liv og glæde.
Men nede paa underdækket sad en flok negre mellem det andre fragtgodset. De talte med hverandre i en dæmpet tone.
«Naa, gutter,» sa Haley, som kom ned for at se til dem, «jeg haaber dere tar det fornuftig. Ingen sure ansigter! Naar dere opfører dere vel, skal dere faa det godt. Skyd derfor hjertet op i livet og vær muntre og glade.»
«Ja, massa,» svarte slaverne; de var saa vante til at sige dette, at ordene kom mekanisk; men nogen virkelig glæde og munterhed havde vanskeligt for at indfinde sig hos dem.
Ogsaa den langbente landmanden fra vertshuset i Kentucky, han som spytted paa plakaten, var med om bord. Han gav Haley mangt et ærligt og velment haansord for den afskylige handelen han drev.
«De vil en gang faa et tungt regnskab at opgjøre med Vorherre, herr Haley,» sa han.
Men Haley mente at det regnskabet ikke kunde bli saa farligt; for han havde altid været en ærlig og bra handelsmand, og havde derfor en god samvittighed.
Dampskibet stopped flere steder og tog ind nye slaver. Et sted kom en ung svart kvinde løbende op efter landgangsbroen, bored sig gjennem trængslen paa skibet og slog armene om halsen paa en af negrene, graat og stønned. Det var hendes mand. Men hun blev skyndsomt ført i land igjen.
En ung mand havde staat og set paa dette optrin. Han vendte sig mod Haley og spurte hvorledes han kunde finde sig vel ved at drive en slig handel som den han drev. «Her staar jeg,» sa han, «og glæder mig til at komme til kone og barn, mens den samme klokke som giver signalet til at føre mig frem til dem vil skille denne stakkars manden og hans hustru for stedse. Gud vil vist kræve Dem til regnskab for dette.»
Slavehandleren vendte sig fra ham uden at gi noget svar.
Mellem de reisende var det ogsaa nogen som mente at slaveriet var fastsat af Vorherre selv fra gammel tid; negrene var skabte til træler; det var ikke noget at sige paa den ting,—mange af dem har det ellers godt.
Haley gik tankefuld frem og tilbage paa dækket.
En dag, da skibet la til ved en liden by, gik han i land i et forretnings-erend.
Tom havde endnu lænker om benene, men dette hindred ham dog ikke i at gaa med smaa skridt omkring paa dækket. Han var gaat over til den ene siden af skibet og stod og saa mod land.
Efter at have staat der en stund, saa han sin herre vende tilbage med en ung svart kvinde, som bar et lidet barn paa armen. Hun var pent klædd og saa glad og fornøid ud. Haley havde kjøbt hende paa det vilkaar, at hun skulde føres til Louisville og tjene som kokkepige paa den samme gaard hvor hendes mand arbeided.
Klokken ringte til afgang. Skibet gled fra bryggen og damped afsted videre efter ruten.
Den unge mor satte sig ned, og lykkelig og glad trykked hun den vesle gutten sin ind til brystet.
En mild luftning gik over dækket, solskinnet spilled paa bølgerne, og glade stemmer summed om ørene hendes.
En ung mand fik øie paa moren og barnet.
«Hvor skal den unge negerkvinde med det vesle barnet hen?» spurte han Haley.
«Hun er bestilt fra en gaard nede i Louisville,» oplyste handelsmanden og blaaste røgen af sin cigar ud i luften. «Hun skal være flink til at lage mad, og kan naturligvis ogsaa bruges til at at plukke bomuld.»
«Men gutten kan vel ikke lage mad og plukke bomuld.»
«Ham sælger jeg, naar jeg kan faa et godt bud paa ham.»
«Jeg kunde næsten ha lyst til at kjøbe ham, om De ikke holdt ham i altfor høi pris. Jeg vilde ha let for at opfostre ham i mit hjem.»
«Ja, jeg kunde selv opfostre ham, om jeg vilde; men faar jeg ham godt betalt, har jeg intet imod at sælge ham.»
Efter at have talt en stund om handelen, bød den unge mand halvandet hundred kroner for gutten.
«Tag ham da! Men sig mig, hvor skal De gaa af?»
Stedet blev nævnt.
«Det passer godt. Der er vi i mørkningen. Gutten sover da, og moren gaar omkring paa dækket og ser sig om—passer svært godt—faar listet ham bort uden skrig og skraal, skjønner De.»
Ud paa kvelden la dampskibet til ved et lidet stoppested. Moren havde ganske rigtig faat barnet til at sove og lagt det fra sig; selv var hun gaat til den andre siden af fartøiet, hvor hun stod og saa paa folkene som havde mødt frem paa bryggen.
Da hun vendte tilbage, var barnet borte.
«Ja, det kunde ikke nytte du fik gutten med ned til gaarden,» sa Haley; «jeg kom til at faa et godt bud paa ham, og saa solgte jeg ham til en flink ung mand, som vil sørge for at han faar det godt.»
Det var som hun havde faat en kule i hjertet. Dødbleg satte hun sig ned, uden skrig, uden taarer; hendes hænder faldt slapt ned, øinene stirred ud i luften.
«Ja, jeg kan godt skjønne det maa være vondt for dig nu med det samme, dette her,» sa Haley; «men du er en forstandig kone, som snart overvinder det.»
«Ti, massa, ti!» stønned hun.
Handelsmanden gav sig nu til at gaa frem og tilbage paa dækket og saa af og til bort til hende.
«Det var svært saa nær hun tar sig af dette,» mumled han for sig selv, «det er vist bedst hun faar sidde i fred en stund og summe sig lidt.»
Ud paa natten vaagned Tom med ett. Noget sort fór hurtig forbi ham bort til rælingen paa den andre siden af skibet, og et øieblik efter hørte han et plask i vandet, og saa blev alt stilt igjen.
Glad og oprømt vaagned Haley om morgenen og gik ned for at se til sine træler.
«Hvor i al verden er det blit af konen?» sa han, da han ikke fik øie paa hende nogen steds.
Saa fortalte Tom det han havde set og hørt om natten, og Haley skjønte snart hvorledes det hang sammen.
Han var vant med slige historier, og gjorde derfor ikke saa meget af det. Lidt ærgerlig blev han nu altid over det nye tab. Han tog frem regnskabsbogen sin og førte den mistede trælkvinde op paa tabssiden.
Men noget maatte det nu være som rørte sig inde i ham alligevel; for han blev igjen urolig og rev sig i nakken.
«Kunde jeg nu bare være heldig med et par kobler til, fik det være slut med denne handelen,» tænkte han ved sig selv.
