EN OG TRETTIENDE STYKKE. Seiren.
Mens Tom stod ansigt til ansigt med sin herre og hørte hans trusler, tænkte han i sit sind at hans time snart var kommet. Han var da modig og trodde han skulde kunne holde ud baade pinsler og ild; for han syntes det var ikke mer end ett skridt mellem ham og Jesus og himlen. Men da Legree var gaat, og smerterne af hans saar igjen vendte tilbage, faldt han rent sammen.
Længe før hans saar var lægt, bød Legree at han igjen skulde ud paa markarbeide sammen med de andre. Det voldte ham svære smerter at gaa med de aabne saar ude i den brændende solheden og slite fra morgen til kveld, og at han stadig var udsat for haan og spot af sin herre, skulde nu heller ikke gjøre hans lidelser mindre.
Nu kunde Tom skjønne hvorfor de andre slaverne var saa sure og tverre; han selv var ofte fristet til at opgive enhver tanke om at blive fri, og som et træt dyr give sig sine usle trælekaar i vold.
Det var nu aldrig tale om at læse i bibelen; det blev ikke tid til det. Naar han om kveldene kom hjem fra arbeidet, var han saa træt at alt løb rundt for ham; han havde da bare én tanke: at kaste sig—sløv og ligeglad med alt—paa det usle leiet.
Hvor var Gud henne? Havde ikke Kassy i grunden havt ret, naar hun havde sagt: «Gud er ikke paa dette sted.»
Det gik lang tid, før han kom til kræfter igjen. Ofte havde han tænkt paa det brevet som Ofelia havde skrevet til hans venner i Kentucky. Tro det vilde komme nogen penger? Eller tro det en dag vilde komme en mand og sige: «Jeg kjøber Tom fri?»
Dag efter dag gik, men det kom ingen; bare slit og møie var det dagene førte med sig—Gud var ikke paa dette sted.
Af og til saa han et glimt af Kassy, stundom ogsaa af Emmeline; men han talte aldrig med dem; det blev aldrig tid eller leilighed til det.
Saa var det en kveld han sad og kared i nogen glør som var blit igjen efter den ild han havde stekt brødet sit ved. Han la nogen pinder paa glørne og fik ilden til at blusse op. Endda han som vanlig var svært træt, prøvde han at læse noget i bibelen; men han fandt ingen trøst i det han læste. Ordet var dødt for ham; han lod hovedet synke.
Med ett stod Legree for ham og lo.
«Naa, Tom, skal vi ikke nu være enige om at kaste de fedtede bladene der i ilden? Du ser jo at din hellighed ikke hjælper dig en døit.»
Tom svarte ikke. Den hjerteløse haan og spot syntes han var værre end sult og kulde og nøgenhed.
«Du er en god tosk, du Tom. Du kunde havt gode dage. Du kunde endog havt det bedre end Sambo og Kvimbo. Istedenfor at faa pryl til hver dag kunde du havt frihed til at kommandere og pryle de andre, og af og til vilde du have faat dig et godt glas toddy inde hos mig om kveldene. Tror du ikke, Tom, at du nu gjør klogest i at gaa over til min kirke?»
«Nei, massa.»
«Du kan da selv skjønne at din Gud ikke er tænkt paa at hjælpe dig; han havde aldrig ladt mig faa tak i dig, om han havde tænkt paa det. Dette med religionen er bare noget sludder. Det er da bedre du holder dig til mig. Jeg er da noget, og jeg kan gjøre noget for dig.»
«Nei, massa,» svarte Tom. «Jeg vil holde mig til Gud og tro paa ham til min sidste stund, enten han hjælper mig eller ikke.»
«Des større tosk er du.» Legree spytted paa ham og gav ham et spark. «Jeg skal nu alligevel faa bugt med dig til slut.»
I et tvilende og nedbøiet menneskes liv kan det komme et øieblik da en ny vældig kraft bryder frem i sindet. Et sligt øieblik kom for Tom i denne nat.
Tom sad ved den sluknende ild, træt og fortvilet. Saa fik han med ett se en hudstrøgen blødende tornekronet mand nærme sig til ham. Tom stirred med frygt og undring paa det majestætiske taalmod som stod præget i denne mands ansigt, og da han saa hvorledes tornekronen lidt efter lidt blev til en straalekrans, med en pragt og skjønhed som han aldrig havde set magen til, faldt han paa knæ for mandens fødder. Manden bøier sig ned og lægger haanden paa hans hoved og siger: «Jeg vil give dig hvile.»
Hvor længe Tom laa paa sine knær, vidste han ikke. Da han kom til samling igjen, var ilden sluknet, og hans klær var blit vaade af natteduggen; men den haarde sjælekamp var slut, og den glæde som fyldte hans sind jaged enhver kjendsel af kulde og sult og elendighed bort. Han var blit som et nyt menneske. Han var ikke i tvil om at det var Frelseren som havde gjestet ham; han kjendte en ny kraft gjennemstrømme sig. I denne stund var han rede til alt, rede til at dø, naar det skulde være. Jublende glad stemte han i en salme, som han ofte havde sunget i sine lykkeligere dage, men aldrig med den fylde og inderlighed som nu:
"Naar her vi mødig segner og dør,
og kjødet blir lagt i jord,
da skal vi finde bag dødens slør
et liv i Guds glæde stor.
Og naar det er rundet i tusend aar
over himlens skinnende vang,
vi synger saa glad som i første vaar
gudsbørnenes jubelsang".
Da de pjaltede og forfrosne slaverne den næste morgen drog ud paa arbeidsmarken, var det én mellem dem som gik med lette faste steg. Borte var hans tvil og rædsel, det evige livs lys straaled for haans øine.
Alle merked det omskifte som havde gaat for sig med Tom; han var blit glad og frisk og tog mod haan og spot med den største ro.
«Hvad gaar det af Tom?» spurte Legree. «For en stund siden var han helt nedbøiet, nu springer han som en græshoppe.»
«Han tænker mulig paa at rømme,» sa Sambo.
«Det skulde være fornøieligt at se ham prøve paa det,» sa Legree med et grin; «ikke sandt, Sambo?»
«Jo vel, haa, haa,» lo det svarte troll. «Det skulde være moro at se ham sidde fast i myren, mens hundene griber ham.»
«Ja ja, hold nu bare godt øie med fyren, og skulde han gjøre mine til at ville løbe bort, saa er du nok mand for at fakke ham.»
Simon Legree stod netop færdig med sin hest for at ride til den nærmeste by i et erend. Da han kom tilbage ud paa natten, gjorde han en sving bort om hytterne for at se om alle var gaat til ro.
Det var en straalende maaneskinsnat. Skyggerne af de yndige kinatrær laa skarpt tegnet over grønsværet, alt hvilte i høitidelig stilhed.
Da Legree nærmed sig hytterne, hørte han det sang. Det var noget uvanligt at høre noget sligt der. Han stanste for at lytte.
En vakker tenorstemme sang:
"Naar kaldet jeg hører og tegnet jeg ser
hist oppe i himlens stad,
da byder farvel jeg hver en frygt
og tørrer mit øie glad.
Lad verden rase med pisk og slag
og lukke mit øies lys,
jeg orker at smile ad hver en nød,
ja selv af den ondes fnys.
Jeg skjælver ikke, om sorg og gru
som skybrudd over mig faldt;
jeg har en tilflugt, trygg og god:
min Gud, min himmel, mit alt!"
«Ja saa!» sa Legree ved sig selv, «er det saaledes han tænker?» Han kjendte i dette øieblik en djævelsk uvilje mod disse salmer. «Hør, du neger!» ropte han og løfted ridepisken, «hvorledes tør du vaage at sidde her og skraale nu midt paa natten. Vil du se til at komme dig ind i hulen din, og det fort!»
«Ja, massa,» svarte Tom og reiste sig.
Det ærgred Legree, at Tom var saa glad og lykkelig; han red bort til ham og gav ham et slag med pisken. «Der, du hund! se til om du føler dig saa fornøid efter dette.»
Tom gav ikke en lyd fra sig.
Da skjønte Simon med ett, at han ikke havde nogen magt over denne slave længer, og den tanke, at det alligevel maa være en Gud til, fór som et glimt gjennem hans aand, en Gud som kan hjælpe og gjøre de svageste til kjæmper.
Toms sjæl strømmed over af medynk med de arme stakkarer han saa omkring sig. Det var som hans egne sorger og lidelser nu var slut; han tænkte bare paa hvorledes han skulde faa givet de andre med sig noget af den fred og glæde som var blit ham selv til del. Vistnok saa han ikke ofte udvei til at gjøre stort for dem; men om morgenerne paa veien ud til arbeidet, og om kveldene paa hjemveien, og nu og da ogsaa til andre tider, fandt han leilighed til at hjælpe de mest trætte og lidende af sine fæller, og slige leiligheder lod han aldrig gaa unyttet. Vante som de alle var til raahed og trældom, kunde de fra først ikke skjønne dette; men da han blev ved med sin hjælpsomhed uge efter uge og maaned efter maaned, vaagned lidt om senn i dem kjendsler som deres sløve hjerter havde været fremmede for i mange aar. Villig og gjerne delte han sit brød med de sultne, hjalp de trætte med at plukke bomuld, laante de syge sit dækken om natten, endda han vidste at alt dette vilde paaføre ham haan og pinsler.
Han prøvde ogsaa at tale til de andre slaver om Jesus, alle lidende menneskers ven. Da onnen var slut, og det kom en noget mindre travl tid, var det gjerne flere som samled sig om ham om søndagene for at høre hans enfoldige ord. Snart holdtes, sammenkomster et sted, snart et andet. Men saa forbød Legree disse møderne, og det blev da vanskeligere for Tom at virke med ord. Hos flere af slaverne var det dog alt vakt tanker om Frelseren og længsel efter et evigt liv, og mand og mand imellem faldt mangt et ord som gjød himmelsk trøst fra hjerte til hjerte.
Den stakkars mulat-kvinde var nær ved helt at bukke under ved det overmaal af lidelser hun havde maattet udstaa; men ogsaa hun fik ny kraft ved de bibelsprog og salmevers som Tom fandt leilighed til at hviske hende i øret; ja selv Kassys halvt ødelagte og forvildede sjæl blev mildere og roligere ved hans simple og stillfærdige paavirkning.
Kassy var ellers ikke let at faa bugt med. Haard og bitter som hun var blit af de svære lidelser hun havde gjennemgaat, kunde hun ikke dæmpe den hevnlyst som gjæred i hende.
Mens Tom en nat laa vaaken, efter at de andre var sovnet, fik han med ett øie paa hendes ansigt, som kom til syne i den glugge i væggen som tjente som vindu. Hun gjorde tegn til ham, at han skulde komme ud.
Tom gik ud til hende. Klokken var mellem 1 og 2 om natten. Det var klart maaneskin, og alt var stille. Tom saa straks at det i de store sorte øinene hendes brændte en egen ild.
«Kom her, Tom!» sa hun og tog ham om haandledet og drog ham til side med en uvanlig styrke. «Kom her, jeg har et arbeide til dig.»
«Hvad er det?» spurte Tom ængstelig.
«Tom, kunde du ikke ønske at faa din frihed?»
«Jo, naar Guds time kommer, frøken.»
«Men den time kan komme alt i nat. Kom med mig,» bød hun og saa paa ham med de store mørke øinene sine. «Han sover—fast. Jeg blanded saa meget i hans brændevin at han ikke skal vaagne saa snart. Havde jeg bare havt endnu mere at blande i med, skulde jeg ikke havt nødig at bede om din hjælp. Men kom nu! Bagdøren staar aaben, og jeg har sat en øks til dig der. Døren ind til stuen, hvor han ligger, staar ogsaa aaben; jeg skal nok vise dig veien, jeg. Jeg skulde gjerne gjort det selv; men jeg har ikke kræfter nok. Kom!»
«Ikke for alt i verden,» svarte Tom og holdt Kassy tilbage da hun vilde gaa.
«Men tænk paa alle disse arme skabningerne,» sa hun, «vi kunde sætte dem alle i frihed, og saa kunde vi flygte til en ø ude mellem sumpene og leve for os selv der. Ethvert andet liv vilde være bedre end dette.»
«Nei,» sa Tom fast. «Det kommer aldrig noget godt ud af en ond gjerning. Jeg vilde heller bruge øksen til at hugge min høire haand af med.»
«Saa skal jeg gjøre det selv.» Hun vendte sig fra ham og gik.
«Frøken!» kaldte Tom og kasted sig ned for hende. «For den kjære frelsers skyld, som døde for os, sælg ikke din dyrekjøbte sjæl til djævelen. Gjør det ikke Kassy, vi maa lide med taalmod og vente til Herrens time kommer.»
«Vente!» sa Kassy. «Har jeg ikke ventet?—ventet saa mit hoved er blit forrykt og mit hjerte sygt! Hvilke lidelser har han ikke paaført mig? Hvad har han ikke ladt hundreder af stakkars skabninger lide? Jeg venter ikke længer, jeg vil se hans hjerteblod rinde.»
«Nei, nei, nei!» Tom holdt fast i haanden hendes. «De maa ikke gjøre det! Vor kjære herre udgjød aldrig andres blod end sit eget, og det udgjød han for sine fiender.»
«Fiender? Skulde vi da elske en slig fiende som denne mand? Det kan intet menneske gjøre.»
«Nei, vist ikke ved egen kraft; men han som led for os kan lære os det,» svarte Tom, mens taarer lyste i hans øine.
Hans ord og hans taarer havde en dæmpende virkning paa Kassys sind. Udtrykket i hendes øine blev mildere, og de spændte armsener slappedes.
«Har jeg ikke fortalt dig at jeg blir forfulgt af onde aander,» sa hun til Tom. «Aa bare jeg kunde bede ligesom du! Jeg har ikke kunnet det siden min datter blev solgt.»
«Jeg skal bede for Dem, frøken! Maatte De rigtig kunne give Dem Gud i vold! De maa tro at han baade vil og kan hjælpe Dem.»
Kassy stod taus, og nogen store taarer rulled ned over kinderne paa hende.
«Frøken,» blev Tom ved, «end om De kunde komme bort herfra paa en skikkelig maade—jeg mener uden at udgyde blod—saa tror jeg det vilde være rigtig af Dem at flygte—Emmeline med.»
«Vilde du følge med da, Tom?»
«Nei, ikke nu; det var en tid jeg vilde have gjort det; men nu har jeg faat en gjerning her hos vore lidelsesfæller, og jeg vil være hos dem og bære mit kors sammen med dem til min sidste stund. Med Dem er det en anden sak; De kan ikke holde pinen ud, De maa heller se at komme bort, om De kan.»
Kassy havde i lange tider været paa det rene med at hun burde flygte, og hun havde tænkt meget over hvorledes dette skulde kunne lykkes, men altid havde det stillet sig tusend hindringer i veien. Først nu i dette øieblik kom hun paa en ny plan, som gav hende trygt haab. «Jeg prøver,» sa hun og gik fra Tom.
