TO OG TRETTIENDE STYKKE. En krigslist.
Oppe paa loftet i Simon Legrees hus var et kvistkammer. Det var fuldt af støv og spindelvæv og alslags skrap af gamle møbler og andre ting som var slængt op der. Et mat lys faldt ind gjennem et skiddent vindu og gav rummet et underligt spøgelseagtigt udseende.
Det var ogsaa noget andet som gjorde dette værelse uhyggeligt. For nogen aar tilbage havde en negerkvinde paadraget sig Legrees vrede og var blit indesperret i dette rum i flere uger. Hvad som gik for sig med kvinden der, vidste folkene paa gaarden ikke saa meget om, men alle var viss paa at hun blev baaret ned som lig og begravet. Efter den tid trodde snart den ene og snart andre at høre piskelag og skrig og støn oppe fra kvistkammeret. Saa kom Legree en dag til at høre nogen af slaverne hviske med hverandre om disse uhyggelige lydene. Han blev da rasende og loved at gjøre en ulykke paa den første som vaaged at nævne noget om dette.
Men endda ingen turde tale om det de syntes at høre oppe fra kvistværelset, blev trappen som førte op til det i lang tid skydd af alle folkene i huset; selv gangen bort til trappen vilde de helst holde sig borte fra. Lidt om senn blev dog det hele glemt af de fleste. Legree selv var, som vi før har hørt, meget overtroisk, og han var kanske den som havde vanskeligst for at faa ud af tankerne det som var blit fortalt om værelset.
Dette skjønte Kassy, og det var denne svaghed hos ham hun nu vilde bruge som middel for sig og Emmeline til at komme bort.
Kassys soveværelse laa lige under kvistrummet. En dag gav hun sig til at flytte alt sit bohave ned i et andet rum som laa langt fra hendes værelse. Folkene som hjalp hende med flytningen gjorde svært braak.
Dette hørte Legree, som netop var kommet hjem fra en ridetur. «Kassy!» ropte han, «hvad er nu paa færde?»
«Intet; jeg vil bare ha et andet værelse.»
«Hvorfor vil du det?»
«Jeg vil gjerne faa sove lidt en gang imellem; men det er umuligt paa det værelset jeg har havt; for naar det lider udover kl. 12 om natten, saa tar det paa oppe paa loftet at sukke og stønne og braake udover til lyse morgenen.»
Legree satte i en tvungen latter. «Hvad skulde det være som sukker og stønner og braaker der oppe om natten?»
Hun saa ham i ansigtet og spurte: «Ja hvad skulde det vel kunne være? Kan ikke De sige mig det?»
Legree satte i en ed og løfted sin ridepisk for at slaa til hende, men hun sprang til side, løb ind i sit værelse og vred nøklen om.
Han bandte og trued med at han vilde sprænge døren; men om lidt gav han sig og lusked ned i dagligstuen.
I et hul paa loftet havde Kassy gjort fast en tom flaske, slig at den ved den mindste vind gav en sørgelig klagende lyd, som ved sterk blæst kom til at ligne skrig og rædselsfuld jamren. Denne lyd hørtes af slaverne, og mindet om den gamle spøgelseshistorie blev igjen opfrisket. Endda ingen vaaged at tale til Legree om dette, kunde en se paa ham at han merked uroen i huset. Det var for ham som luften i og omkring gaarden var fuld af angst og gru.
En stormfuld nat sad han ved kamin-ilden i dagligstuen. Den blafrende ild kasted et sælsomt lys over værelset. Det suste og hvinte og knaged fra alle sider. Vinduerne klirred, skodderne smeldte mod muren, og blæsten slog en gang imellem ned i skorstenen, saa røg og aske stod ud af kaminen.
For at faa tiden til at gaa greb han en bog som Kassy havde lagt frem paa et sted hvor han maatte se den. Denne bogen handled om blodige mord, spøgelser og gjengangere.
Da han havde læst nogen sider i den, kasted han den bortover gulvet.
Kassy viste sig i døren. Med store forfærdede øine spurte hun: «Hvad i al verden kan det være som gaar og spøger der oppe? Endda jeg havde lukket døren i laas, kom en skikkelse til min seng og rakte hænderne bedende mod mig.»
«Du lyver!» ropte Legree.
«Saa prøv selv at ligge der oppe.»
«Tror du jeg er ræd for at gaa der op? Jeg vil ha greie paa dette; jeg tar to pistoler med....»
«Tys! hvad er det?» afbrød Kassy ham. Han fór sammen. Et stort gammelt ur, som stod i det ene hjørnet af stuen, tog langsomt paa at slaa 12. En underlig angst fyldte hans sind. Kassy saa paa ham med et spottende blik, mens hun talte urets slag.
«Tolv!» hvisked hun. «Nu faar vi se.» Hun vendte sig om, lukked døren til gangen op og lytted. «Tys! Hvad er det?»
«Det er bare vinden,» svarte Legree.
«Kom!» Hun drog i ham. «Ved De hvad det er? Hør!»
Et hult klageskrig lød ned til dem fra kvistkammeret. Legree skalv i knærne. Han var bleg som et lig.
«Var det ikke bedst De tog pistolerne Deres og gik der op?» spurte Kassy og drog spottende paa smilen.
«Nei ... jeg har ikke noget der at gjøre.»
«Saa maa jeg selv gaa op.» Hun sprang op vindeltrappen. «Kom med, De ogsaa!»
«Nei, nei, gaa ikke der op!» bad han.
Men Kassy lo vildt og fløi afsted. Han hørte hende aabne dørene som førte til kammeret. Et heftigt vindpust kom farende ned og slukte lyset som han holdt i haanden. I det samme lød igjen et forfærdeligt klageskrig lige i ørene paa ham.
Rent som fra sig af skræk fór han ind i stuen og smeldte døren igjen efter sig.
Lidt efter kom Kassy ned igjen. Hun var bleg, men rolig og kold som en hevnens aand. «Jeg haaber De skjønner nu at det er noget galt fat der oppe.»
«Gaa med dig, heks!»
«Jeg kan da ikke for at det spøger paa kvistkammeret.»
At hun havde aabnet dørene ovenpaa bare for at give vinden luft, saa han kunde blive end mere skræmt af dens hyl, holdt hun klogelig inde med.
Paa denne maaden drev hun sit spil med ham i længere tid, og opnaadde til slut at gjøre ham saa ræd for kvisten at han aldrig turde komme nær den.
Kassy selv gik og pusled paa loftet midt paa natten. Hun stelte til en seng i en af de store kasserne som var sat op der, og hun samled forraad af madvarer som hun og Emmeline kunde faa nytte af, naar hendes vel gjennemtænkte plan til flugt lod sig udføre.
Endelig var tiden kommet til at gaa i vei med flugten. Kassy og Emmeline holdt paa at lage til bylterne sine.
«Tag nu hatten paa og lad os se til at komme afsted.»
«Ja men de kan jo se os,» indvendte Emmeline.
«Det er netop det de skal,» svarte Kassy rolig. «Har jeg ikke redegjort for dig det hele tydelig nok?»
Aftalen var, at de først skulde rømme paa skrømt. Sambo og Kvimbo vilde da selvfølgelig faa øie paa dem og sætte efter dem. Saa var det bare om at gjøre at komme ud i sumpen. Da kan de ikke følge os længer, men maa vende tilbage for at faa fat paa hundene. Imens skulde Kassy og Emmeline snige sig ad en omvei tilbage, vade over bækken, for at hundene skulde tabe sporet, og skynde sig ind paa gaarden igjen og skjule sig paa loftet. Der maatte de holde sig en stund, indtil al eftersøgen var opgivet, og alt paa gaarden igjen var kommet i ro. Først naar deres flugt halvt om halvt var glemt, og Legree og hans hjælpere havde opgivet at faa tak i dem igjen, var den rigtige tid til at flygte kommet.
«Se saa!» sa Kassy og tog Emmeline i haanden. «Kom saa!»
De gik ud af en bagdør og skyndte sig ned mod hytterne, og videre ud mod den store sumpen. Maanen hjalp det sidste dagsskjær at vise dem hvor de skulde gaa. De hørte nogen rope.
«Aa!» udbrød Emmeline. «Jeg kan ikke mer, jeg er ved at gaa fra mig selv.»
«Gjør du det, stikker jeg dig ihjel paa stedet!» trued Kassy og tog dolken frem.
Det hjalp; Emmeline fik nye kræfter, og som to flygtende dyr fór de ind i krattet.
«Hallo! Sambo og Kvimbo ... alle mand paa benene og afsted med dere!» ropte Legree oppe paa gaarden. «To af kvindfolkene er rømt ud i sumpen. Den af dere som faar tak i dem, faar 20 kroner. Slip hundene løs, og afsted med dere!»
Det blev et skrækkeligt opstyr paa gaarden. Slaverne fór pustende og ropende om hverandre, nogen laged sig fakler af furutræ, andre slap hundene løs. Legree kom med en rifle til Sambo og sa at han kunde gjerne skyde efter Kassy, men ikke efter den andre.
Saa fór da hele flokken afsted. Faklerne lyste, hundene gjødde som rasende, folkene hujed og skreg—jo det blev en lystig færd!—alle folkene paa gaarden var ude for at se paa jagten.
Da Kassy og Emmeline lykkelig naadde tilbage til haven, var det ikke et menneske at se paa gaarden.
«Se der!» sa Emmeline, da de var kommet ind i dagligstuen, hvor de gjennem vinduet kunde se ud mod sumpen. «Jagten er i fuld gang! Se hvor lysene danser omkring mellem trærne! Og hør paa hundene! Om vi var der nu, vilde vort liv ikke være mange ørene værdt.»
«Lad dem nu bare faa more sig,» mente Kassy, «imens er vi trygge her.» Hun tog en nøkkel ud af en frakkelomme, aabned Legrees pengeskab og stak til sig en pakke sedler.
«Hvad gjør du nu, Kassy?»
«Jeg bare forsyner os med nogen reisepenger.»
«Ja men det er jo at stjæle, det.»
«Stjæle? De er stjaalne før, disse pengene, vennen min, stjaalne fra ulykkelige forsultne hjælpeløse skabninger. Vi har ikke nødig at tale om at stjæle i dette hus. Men nu maa vi gaa op. Jeg har lys der oppe, og jeg har nogen bøger som vi kan faa tiden til at gaa med.»
De gik da op paa kvisten. Kassy tændte en lampe, og de tog plads i en af de store kasserne, hvor det var laget til et nogenlunde blødt leie af matter og tepper. Ved siden af sig havde de en anden kasse med madvarer og nogen smaa bylter med klær.
«Se saa!» sa Kassy og hængte lampen paa en spiker i kassen. «Nu skal vi bo her en tid.»
«Men om de nu kommer her op og leder efter os?»
«Du kan lade være at uroe dig for det. Det findes ikke et menneske paa gaarden som vaager at sætte sin fod i dette rum.»
Kassy gav sig til at læse i en fransk bog, mens Emmeline var saa træt at hun snart faldt i søvn.
Ud paa kvelden hørte de rop og larm af mennesker og hunder.
Emmeline fór op og gav et skrig fra sig.
«Det er bare jagtselskabet som kommer hjem igjen,» sa Kassy rolig. «Du kan se hele flokken gjennem dette hul her. Se bare hvor hesten til Simon og hundene er blit tilsølt. Og se ... de har havt børser med!»
Emmeline var utrøstelig. «Hvorledes skal det gaa os?»
«Det kan ikke gaa os værre end før. Var det ikke for din skyld, kunde jeg gjerne gaa ned til dem og lade mig skyde paa stedet. Jeg vinder ingen ting ved at flygte; selv om jeg kommer herfra, vil jeg ikke dermed faa mit barn tilbage.»
Emmeline tog hende i haanden.
Kassy fik taarer i øinene. «Jeg har en gang trodd paa Gud, men efter at jeg misted min datter, har jeg ikke kunnet tro paa ham mere. Om jeg en gang fik min datter tilbage, vilde kanske mit hjerte vende sig til Gud igjen.»
«Men om De nu ikke faar Deres rigtige datter igjen, kan ikke jeg da være Deres datter?» spurte Emmeline troskyldig.
Kassy la armen om hendes hals og strøg det lange bløde haaret.
