FEM OG TRETTIENDE STYKKE. En sandfærdig spøgelseshistorie m. m.

Aldrig havde der været saa megen tale om spøgelser mellem Legrees folk som i den sidste tid. Det blev fortalt, at en hver nat kunde høre fodsteg i loftstrappen, og nogen havde set en hvid skikkelse liste sig om i stuerne og nede i gaarden. Efter at alle var kommet til ro om kveldene, kunde de ligge og hviske sammen om det de havde hørt og set, og stikke hovederne under tepper og dækkener, svettende af angst.

Det var uraad andet end at ogsaa Legree maatte faa høre om det som snart den ene snart den andre havde hørt og set; men han gav sig mine af at han ikke trodde en døit paa det. I virkeligheden var han nu alligevel, sterkt overtroisk som han var, den mest rædde af alle sammen. Han gik i stadig angst og gru. Om natten laa han og saa haarreisende syner, som gjorde ham rent fortvilet.

Kvelden efter at Toms lig var blit ført bort, red han til nærmeste by og drak mer end vanlig. Da han langt ud paa natten kom hjem, laaste han døren, la sine pistoler paa et bord ved siden af sengen og kasted sig saa op i den. Træt og udmattet som han var, faldt han snart i dyb søvn. Men det blev en rædsom søvn, med syner og drømme. Han syntes at se sin mors ligklæde. Men det var Kassy som bar det og holdt det op for ham. Saa hørte han suk og skrig; han snudde og vred sig i sengen, blev halvt vaaken, og hørte nu tydelelig at det knirked i døren. Han merked at døren aabnedes, og hørte det rasle sagte, som naar lange klær soper mod gulvet. Han stirred ud i det maaneskins-lyse rum, og fik øie paa en hvid aandeagtig skikkelse, som langsomt nærmed sig sengen. Han kjendte at en kold haand rørte ved ham, og saa hørte han en stemme hviske sagte: «Kom, kom, kom!» Det gik ham til merg og ben. Svetten perled af panden paa ham, han fór ud af sengen og vilde løbe sin vei; men døren var laast; han rev i den, men kunde ikke faa den op, og saa faldt han afmægtig om paa gulvet.

Efter denne natten drak han endnu mer end før; men han kunde nu alligevel ikke glemme det som han saa gjerne vilde faa ud af sit minde; samvittigheden brændte i ham, al den ryggesløshed og grusomhed som han havde øvet i sit liv velted sig over ham og fremkaldte de fælsligste syner for hans øine. Han blev til slut syg af drik, og blev helt ustyrlig. Han kunde ligge i sengen og skrige af angst, og slaa om sig, saa ingen kunde holde ud at være i sygeværelset. Stadig lød dette rædsomme: «Kom, kom, kom!» for hans ører. Til slut gjorde døden ende paa hans usle liv.

Var det Kassy som hin nat havde lukket sig inde hos ham og spillet spøgelse? Ingen fik rigtig greie paa det; men vist var det, at pigerne fandt udgangsdøren aaben om morgenen, og saa to hvide kvindeskikkelser svæve hurtig ud gjennem alléen mod landeveien.

Ved solopgang stansed Kassy og Emmeline ved nogen trær nær en by. Her tog de andre klær paa sig. Kassy klædde sig i sort fra top til taa, og tog et tæt slør for ansigtet. Hun vilde give sig ud for at være en fin spansk dame, og Emmeline skulde være tjenestjenten hendes. Det var en let sak for Kassy at give sig ud for en fin dame, for hun kunde flere sprog, og saa havde hun endnu nogen juveler og andre smykker som hun pynted sig med for at føre folk bag lyset.

De naadde lykkelig til en liden by ved Red-River. Her kjøbte Kassy en fin reisekuffert. Manden som hun kjøbte kufferten af, lod en gut bære den op over gaden til byens vertshus, hvor Kassy og Emmeline tog ind for at vente til næste dampskib gik. Her traf de Georg Shelby. Ingen af dem kjendte ham, men hans smukke og dannede optræden gjorde at Kassy alligevel med fuld tillid nærmed sig til ham og gav sig i samtale med ham. Hun kom da efter, at han var den unge mand som hun gjennem sit kikhul i taget havde set drage bort med Toms lig. Det Georg fortalte hende om Tom, om hans kone og børn i Kentucky, gjorde sterkt indtryk paa hende; de var ikke længer fremmede for hinanden.

Da hun fik vide at ogsaa Georg vented paa dampskibet, blev hun svært glad over at kunne slaa følge med ham op over elven. Saa kom endelig dampskibet. Georg hjalp Kassy med reisetøiet og med at faa en hyggelig lugar til hende om bord.

I de første dagene om bord var Kassy noget ængstelig og holdt sig for det meste i sin lugar; men da dampskibet naadde op til Mississippi, og de reisende skulde over i et større dampskib, blev hun mer modig og slutted sig paa ny til Georg.

Naar de sad paa dækket eller ved spisebordet, hændte det ofte at den unge mand sad og saa paa hende fra siden; det var som han grunded paa hvor han havde set den damen før. Kassy la merke til dette, og der kom en viss uro over hende; men det var umuligt at han kunde tænke paa at gjøre hende noget ondt, syntes hun, og for helt at vinde ham for sig, fortalte hun ham aabent og tillidsfuldt om sit hele ulykkelige liv. Georg blev dybt rørt, og han loved hende og Emmeline at gjøre alt det han kunde for at verne dem og føre dem til et trygt sted.

Saa var det en dag at Georg sad og talte sammen med en anden dame, som havde været kjendt i hans hjem, mens Kassy sad saa nær at hun kunde høre det de sa. «... Hun var en rigtig vakker og god pige,» hørte hun Georg sige. «Min mor havde taget sig af hende som sin egen datter og opdraget hende paa det bedste.»

«Hvad var det hun hedte?» spurte damen.

«Hun hedte Elisa.»

«Var hun født i Deres forældres hus?»

«Nei, min far havde engang kjøbt hende paa en af sine reiser for at give hende til min mor; men hun blev af alle regnet som en af familien, endogsaa efter at hun blev gift.»

«Hun blev altsaa gift?»

«Ja, hun blev gift med en rigtig vakker og flink ung mand, en lys mulat. Men det gik saa sørgelig, at de maatte flygte begge to, hver for sig, Elisa med en liden gut; nu er de i Kanada og har det godt.»

Kassy havde under samtalen flyttet sig nærmere og nærmere til Georg. Hun var blit bleg og var kommet i den største spænding ved det hun havde hørt. Med ett la hun haanden bort paa Georgs arm og spurte: «Ved De hvem Deres far kjøbte den vesle pigen af?»

«Ja, det ved jeg; jeg har fundet kjøbebrevet mellem hans papirer. Det var en mand i New Orleans som hedte Singers.»

«Min Gud, min Gud!» udbrød Kassy og faldt om paa kahytsgulvet.

Som vanlig ved slige leiligheder blev det et svært braak af de tilstedeværende; men ingen vidste om aarsaken til at Kassy faldt om.

Da hun kom til sig selv igjen, laa hun i sin lugar. Hun vendte ansigtet mod væggen og graat som et barn.