FIRE OG TRETTIENDE STYKKE. Den unge herre.

To dage efter kjørte en ung herre op gjennem alléen, og ved døren til hovedbygningen gjorde han holdt, kasted raskt tømmerne om halsen paa hesten, sprang ned, og spurte efter gaardens eier. Det var Georg Shelby.

Det var gaat underligt med det brevet som frøken Ofelia havde sendt til fru Shelby. Det var blit opholdt et par maaneder paa et afsides liggende posthus, og da brevet naadde frem, laa herr Shelby syg, og hele huset var af den grund i uro. Og da manden kort efter døde, fik fruen og hendes nu voksne søn nok at gjøre en tid med at faa alt i gang igjen. En stor del af det de eide maatte sælges, for at klare gjælden som hvilte paa gaarden, og for at de kunde faa nogen penger at virke med. Først et halvt aars tid efter kunde det blive tale om at gjøre noget for Tom. Men hvor var han? Georg forhørte sig i øst og vest, skrev breve til sakførere og andre, og fik til slut vide at Tom var blit solgt paa et slavemarked i Orleans. Da den unge mand havde nogen saker at greie for mor sin paa den kant af landet, tog han afsted til nævnte by. Først efter et par maaneders forløb fik han spurt hvor Tom opholdt sig, og han reiste da straks did. Han blev vist ind i dagligstuen, hvor han traf Legree.

«Jeg ved,» sa den unge mand, «at De i Orleans har kjøbt en slave som heder Tom. Han har været paa min fars gaard, og jeg er kommen for at kjøbe ham tilbage.»

Legree slog nogen fæle rynker i panden og svarte haardt: «Jo, jeg kjøbte en slig kar; men det var en daarlig handel; han har voldt mig flere ærgrelser end alle de andre slaverne mine tilsammen.» Og saa fortalte han om alt det han var misfornøid med Tom for, og til slut om de to kvinders flugt, som ogsaa Tom var medskyldig i. Han la heller ikke skjul paa at han havde tugtet Tom saa alvorlig, at han nu var ved at opgive aanden.

«Hvor er han?» spurte Georg.

En liden slavegut oplyste at han laa nede i et skur og droges med døden. Legree gav gutten et spark og tog paa at skjelde ham ud. Uden at sige et ord vendte Georg sig om og gik ud til skuret.

I to dage havde Tom ligget i en døs; han havde ikke nogen smerter; for hans nerver var saa ilde medfarne at han ikke kunde føle. En del af folkene havde om natten listet sig ind til ham med vand og vaade kluter. Det blev fældt mange taarer ved hans leie, og mange var det som tilhvisked ham sin tak og velsignelse for de mange kjærlighedsgjerninger han havde øvet mellem dem. Selv Kassy havde været ved hans leie; hun havde, den kvelden han blev saa mishandlet, listet sig ned fra sit skjul, stillet sig paa lur et sted hvor hun havde hørt de to slaverne hviske sammen om hans ulykkelige skjæbne. Uden at bry sig om den fare hun udsatte sig for, om hun blev set, havde hun listet sig ned til ham og graatende takket ham for det han havde lidt for hendes og Emmelines skyld.

Endda det ikke var mange ord Tom kunde sige, havde de havt den virkning at hun for første gang i mange aar vendte sit hjerte til Gud i bøn.

Med det samme Georg fik øie paa Tom, gjorde han uvilkaarlig et steg tilbage og tog sig til hovedet. «Onkel Tom!» udbrød han, «stakkars gamle ven!»

Tom kvikned i lidt. Hvad var det for en røst? Han vendte hovedet om og stirred: «Massa Georg!»

«Ja,» sa Georg med taarer i øinene, «jeg kommer for at kjøbe dig tilbage.»

Toms øine opklaredes, ansigtet fik liv. «Saa være Herren lovet!» hvisked han og folded hænderne. «Saa skulde jeg da endnu have den store glæde at De ikke havde glemt mig! Aa tak, tak! Nu kan jeg dø tilfreds. Gud være lovet!»

«Du maa ikke dø, Tom; du maa ikke tænke paa det. Jeg er jo kommet for at ta dig med hjem.»

«Jo, massa, De kommer for sent. Men det gjør ikke noget; himlen er bedre end Kentucky.»

«Stakkars ulykkelige Onkel Tom! Hvor du har maattet lide!»

«Nei, massa, jeg er ikke ulykkelig; jeg har været det; men nu staar jeg lige ved døren til Guds herlighed; jeg har vundet den store seier.»

Han talte stødvis, men med en slig inderlighed og glæde, at Georg blev fyldt af hellig ærefrygt.

Tom tog Georg i haanden: «De maa ikke fortælle noget til Chloe om hvorledes jeg ligger her; sig hende bare at De traf mig netop som jeg skulde gaa ind til himlens herlighed, og sig ogsaa til børnene mine det, og hils dem alle sammen, at jeg haaber at møde dem der en gang.» Hans kræfter var nu udtømte. Øinene lukked sig, og læberne blev hvide; men over hans aasyn kom et skjær af dødens skjønhed.

«Du gode gudfrygtige mand! nu har du det godt,» sa Georg og lod sin haand glide over den dødes pande.

Da han vendte sig om, stod Legree for ham. Han saa strengt paa plantage-eieren og pegte paa den døde: «Nu har De gjort med ham det De kunde—hvor meget skal jeg nu betale Dem for liget?»

«Jeg handler ikke med døde negre,» svarte Legree. «De kan gjøre med det det De vil for mig.»

«Godt,» sa Georg og vendte sig mod et par slaver som stod og saa paa den døde. «Hjælp mig at bære ham ud paa min vogn og lad mig faa en spade!»

Den ene af slaverne hjalp Georg med at bære liget ud, mens den anden hented spaden.

Legree drev ligegyldig bort til vognen og stod og saa paa at Georg bredte kappen sin paa vognbunden og la Tom varsomt paa den.

«Saa vil jeg bare sige Dem at jeg melder det afskylige mord for nærmeste øvrighed.»

«Vær saa god!» svarte Legree med en haanlig latter. «Hvor vil De faa vidner fra? Her er ikke en hvid mand paa gaarden. Ellers er det ikke nogen som gjør nogen ophævelse for en negers skyld.»

Dette ord virked som en gnist i en krudttønde; Georgs blod kom i kok, og før han fik tid til at tænke sig om, gav han Legree et saa kraftigt slag med næven lige i ansigtet, at manden sank om og blev liggende.

Det er nogen mennesker som har en slig respekt for den raa magt, at de ved et eneste velrettet slag kan bli tæmmet, Legree var af det slags folk. Da han havde reist sig og børstet støvet af klærne sine, saa han med en viss ærbødighed efter den langsomt bortrullende vogn, uden at sige et ord.

Udenfor grænserne af plantagen havde Georg merket sig en tør sandig haug med nogen trær omkring. Der graved de en grav for Tom.

«Skal vi tage kappen af, massa?» spurte den ene af negrene, da graven var færdig.

«Nei, nei! Kappen er det eneste jeg har at give ham, og den skal han ha med sig i graven,» sa Georg.

Stilltiende fyldte de nu graven og dækked den med græstorv.

«Tak! Nu kan dere gaa hjem igjen,» sa Georg til de to slaverne og gav hver af dem en krone for deres umage.

Men de nøled med at gaa. «Aa kjøb os!» sa den ene af dem. «Vi skulde tjene Dem saa tro!» la den andre til.

«Jeg kan ikke!» svarte Georg. «Det er rent umuligt for mig!»

De stakkars to negre saa modfaldne ud og gik sukkende bort.

Efter at Georg var blit alene, knæled han ved graven og sa: «Evige Gud, jeg lover at jeg fra denne dag vil gjøre alt det som staar i et menneskes magt for at fjerne den forbandelse som slaveriet har ført over vort land.»

Ingen mindesten viser hvor Tom hviler der ude i den vilde mark, men hans herre i himlen vil finde ham paa opstandelsens dag.