NIENDE STYKKE. Hvorledes en handelsvare blir hentet.
Morgenen efter Elisas flugt til Ohiostaten kom Haley for at hente Onkel Tom. Han var i ulag efter alt balet og ærgrelserne han havde havt dagen før.
Det var en raa, kold februarmorgen. Stemningen i Onkel Toms hytte var svært tung. Tante Chloe stod ved bordet og stelte med lintøiet og strømperne til Tom, mens taarerne randt i store draaber nedover hendes ansigt.
Tom havde netop læst sin morgenbøn. Han sad nu med haanden under kindet og med bønnebogen i fanget. Saa reiste han sig og gav sig til at se bort paa børnene, som endnu laa og sov.
«Det er sidste gangen,» sa han og sukked.
Tante Chloe stod og strøg paa en af de grove skjorterne hans; hun kunde ikke faa et ord frem. Saa satte hun sig paa en stol og gav sig til at graate.
«Det er en forfærdelig ulykke dette her!» klaged hun. «Fruen har nok sagt at hun skal prøve at kjøbe dig tilbage om nogen tid; men du blir vist aldrig kjøbt tilbage. Kommer du først ned til de hjerteløse menneskene i syden, vil de nok snart gjøre ende paa dig med det fæle træle-arbeidet paa bomulds-markerne; jeg har aldrig hørt at nogen kommer tilbage derfra.
«Den samme Gud er nu der nede som her oppe,» trøsted Tom hende.
«Det kan saa være,» sa hun; «men Gud lar ofte svære ulykker komme, og jeg kan derfor ikke finde stor trøst i at den samme Gud er der nede som her.»
«Jeg har overgivet mig i Guds haand. Det kan ikke gaa mig værre end han vil, og vi maa finde os i Guds vilje. Jeg er dog hjertelig glad over at det er jeg som er blit solgt, og ikke du og børnene. Dere kan faa ha det godt her hos herren og fruen.»
«Ha det godt?» gjentog Chloe. Det er ikke saa visst, hvor længe det kan vare. Naar massa ikke har mer hjerte i livet end at han kan sælge dig, som har slitt og slæpt saa trutt for ham som du har gjort i de mange herrens aar, saa....»
«Chloe,» afbrød Tom hende, «du maa ikke sige noget ondt om massa. Jeg har gaat med ham paa armene mine, da han var liden, og han har altid været god mod mig. Naar han nu har solgt mig, saa er det fordi han har været nødt til det. Jeg er viss paa han ikke har gjort det med let hjerte.»
Midt under sin dybe sorg kom Tante Chloe til at huske paa en maiskake, som skulde blødes op til frokosten. Med ett reiste hun sig op for at gjøre tøiet i stand, før hun gav sig i færd med maden. De rene og pene skjorterne, som nu var strøget og glattet med den størte omhug, blev sammen med det andre tøiet hans pakket ned i en reisekasse.
«Her i denne kroken lægger jeg trøierne dine, og her ligger strømperne med naal og stoppegarn i.... Aa! hvem skal nu stoppe og bøte til dig? og hvem vil bry sig om dig, om du blir syg og daarlig!»
For sidste gang dækked den sorgfulde hustru bordet for manden sin. Hun havde sørget for at have noget rigtig godt at sætte paa bordet for ham: kyllingstek, maiskake, syltetøi og mange andre gode ting.
Smaagutterne var nu kommet op af kassen sin. De gjorde store øine, da de saa al den deilige maden som var sat frem paa bordet.
«Aa, Pete, hvor den skal smage!» ropte Mose og hopped i veiret af glæde.
Men med ett fik han en forsvarlig ørefik af moren. «Din uskikkelige unge,» sa hun, «som giver dig til at hoppe og støie i dag, da faren din maa reise fra os!»
«Chloe!» bad Tom mildt.
«Ja, men det er altfor ilde, dette her.» Hun holdt forklæet for hovedet og graat høit. «En kan gaa rent fra vetet af sorg og fortvilelse!»
Smaagutterne saa nu skræmte og forpinte fra den ene til den andre. Den mindste stod i bare skjorten, skreg og halte i kjolen til moren.
«Saa saa, vesle skatten min!» sa hun og tog barnet op til sig «Nu er det godt igjen. Spis nu, far! og dere smaagutter faar ogsaa komme og faa mad nu; men dere maa ikke brøle og støie, skjønner dere.»
Onkel Tom tog nogen mundfuld, og fik derefter fat paa den vesle datteren sin, som nu igjen var blit glad og fornøid. Hun gav sig til at daske faren sin i ansigtet og ruske i haaret paa ham.
«Det velsignede barn!» udrød Tante Chloe. «Hun faar kanske ogsaa opleve den dag da hun maa se paa at de drager afsted med manden hendes. Og gutterne blir vel solgt, de ogsaa.»
Den ene af dem havde staat og set ud af vinduet, og gav sig nu til at rope: «Aa, der kommer fruen!»
«Hvad skal hun her?» spurte Tante Chloe, og tørked øinene og slog paa nakken.
Fruen saa bleg og nedtrykt ud. Med stiv holdning og sure miner tog Tante Chloe en stol og satte frem til hende.
«Tom!» sa fruen; men i det samme tog graaten hende, og hun lod sig synke ned paa stolen.
«Aa, frue, gode frue!» udbrød nu Tante Chloe og tog ogsaa paa at graate.
Og i nogen minuter graat og hulked de alle sammen uden at sige et ord.
«Min gode trofaste Tom!» fik endelig fru Shelby stammet frem. «Jeg kan ikke gjøre noget for dig nu, saa gjerne jeg vilde; men det lover jeg dig, at saa vist som jeg sidder her, skal jeg holde øie med hvor det blir af dig, og kjøbe dig tilbage, saa snart vi faar skrabt pengene sammen.»
I det samme ropte gutterne at Haley kom.
Med et plumpt stød af støvlen sin sparked slavehandleren døren op.
«Naa, du negertamp.... Deres ærbødige tjener, frue,» hilste han og bukked og skrabte for fruen.
Tante Chloe sendte ham et blik fra et par gnistrende øine. Det var som hendes taarer med ett var blit til lyn og ildgnister.
Sagtmodig reiste nu Tom sig for at følge sin nye herre. Han stak lommebibelen sin til sig og løfted den tunge kassen op paa akslerne. Hans hustru tog den vesle paa armen, og med de graatende smaagutter fulgte hun ham ud til vognen.
Fru Shelby holdt slavehandleren tilbage nogen øieblik og talte med ham i en alvorlig tone. Imens havde en skare af unge og gamle paa gaarden samlet sig omkring vognen. De vilde sige farvel til sin gamle kamerat. Alle var nedslagne og sorgfulde over at deres arbeidsformand og kristelige lærer skulde drage bort.
«Jeg kan ikke skjønne, Tante Chloe,» sa en af konerne, som havde givet taarerne frit løb, «at du kan ta dette her saa rolig.»
«Det er slut med mine taarer!» svarte hun og saa forbitret bort paa Haley, som nu kom gaaende. Jeg er ikke slig at jeg kan graate, naar jeg ser paa den uslingen der.
Tom steg op i vognen. Negrene stirred; en og anden af dem fik vridninger i ansigtet af harme og sorg.
Men da handelsmanden tog et par tunge fodlænker frem og spændte dem om armene paa Tom, hørtes skrig og harmfulde udbrudd fra flokken.
Jeg forsikrer Dem, herr Haley, at det er aldeles unødigt, ropte fruen, som var gaat op paa svalen.
«Det forstaar jeg bedre end De, frue. Jeg har alt havt tab nok, om jeg ikke ogsaa skal miste ham.»
«En kan ikke vente andet af et sligt æsel,» sa Tante Chloe, som ikke kunde styre sin harme, mens begge gutterne, som nu skjønte hvorledes det hang sammen med faren, greb fat i kjolen hendes og storgraat.
Shelby var ikke tilstede. Sorgfuld og mismodig som han var, havde han reist bort for at slippe at overvære denne sørgelige afsked.
Graableg og rolig sad Tom paa vognsædet.
«Det gjør mig ondt, at unge massa Georg ikke er tilstede,» sa han; «jeg vilde saa gjerne sagt ham farvel.»
Georg var dagen før reist bort til en grannegaard for at være der nogen dage; han vidste intet om at Tom var solgt og Elisa flygtet.
Nu gav Haley hesten et slag med svepen, og vognen rulled af gaarde. Tung om hjertet sad Onkel Tom og saa tilbage mod den gamle gaarden, til den forsvandt for hans blik.
* * * * *
Da de havde kjørt en halv mils vei, stanste Haley udenfor en smidje. Han tog frem to haandjern og gik ind for at faa stelt lidt paa dem. «De er vel smaa,» sa han.
Smeden saa ud mod vognen, som holdt udenfor. «Men hvad ser jeg ... er det ikke Onkel Tom?»
«Jo.»
«Men hvorledes ... Shelby har nu vel aldrig solgt ham?»
«Jo, det er netop det han har gjort.»
«Det gjør mig hjertelig ondt....»
«Lad os nu ikke bli blødagtige, smed.»
«Ja men det er da unødigt at sætte haandjern paa ham; han er det skikkeligste menneske som kan gaa i to sko.»
«Netop derfor vil jeg holde fast paa ham. Det er ellers min mening at sætte ham i en god tjeneste som husslave hos bra folk.»
«Ja men han har kone og....»
«Kone? Hvad kommer det mig ved?—Han kan ta sig en ny; det er saa-men kvind-folk nok alle steder.»
Tom sad i sine egne tanker, saa hørte han med ett hovslag bag sig, og før han vidste ordet af det, sprang en rask gut op i vognen til ham og slog graatende armen om halsen hans.
«Massa Georg!» udbrød Tom.
«Aa, det er da afskyligt som de farer med dig ... aa Onkel Tom, Onkel Tom!... Og du har lænker om benene ... lænker!» Gutten skjændte og graat. «Den skarv, det æsel! Aa, jeg skal jule ham, klore ham, sparke ham!»
Tom hyssed paa ham og saa bort mod smidjen. «Massa Georg maa ikke rope saa høit.»
«Ja men det er skammeligt, skjændigt!» blev gutten ved. «Du kan tro jeg gav dem en overhaling hjemme ... og han der ... gid jeg....»
«Jeg er saa ræd for at han skal høre det.»
«Høre det? Aa, det skulde fryde mit hjerte, om jeg kunde rundjule den karen.»
«Det vilde bare gjøre det værre for mig.»
«Se her!» sa gutten, efter at det var kommet noget mer ro over ham, og tog frem en stor blank sølvskilling med et baand i—«den skal du ha.»
«Nei, massa Georg, nei....»
«Jo vist skal du ha den! Om halsen med den! Skynd dig og knap trøien over den, ellers tar han kjeltringen den fra dig.»
Tom sad hele tiden og saa urolig bort mod smidjen.
«Og husk saa paa, hver gang du ser paa den, at jeg tænker paa dig. Jeg har lovet mig selv hellig og dyrt, at jeg en dag skal komme og hente dig, hvor du saa er, det skal jeg. Og jeg skal bygge dig et hus, naar jeg blir stor, og du skal faa en fin stue med teppe paa gulvet....»
«Tak, massa Georg; men....»
«Hold bare ud! jeg skal nok komme. Og du skal faa det godt, saa godt!»
Nu kom Haley med haandjernene.
«Hør, De der!» sa gutten og satte op et harmfuldt ansigt. «Det er skammeligt, slig som De bærer Dem ad med Tom; jeg siger det til forældrene mine.»
«Vær saa god!» lo manden.
«De ler! De burde skamme Dem, burde De. At bruge sit liv til at handle med mennesker og binde dem ligesom kvæg ... aa, det er lumpent, afskyligt—fy!»
«Ha-ha-ha! Jeg mener, at saa længe der er fine folk som sælger mennesker, saa længe er der ogsaa folk som kan kjøbe mennesker.»
Gutten bed sig i læben. «Vent bare til jeg blir voksen!»
Han svang sig op paa hesten sin og saa sig om, med en mine som han mente at han en gang skulde lægge hele verden under sig.
«Gud være med dig, Tom! Hold ørene stive! Jeg kommer!» sa han og red afsted.
Tom førte haanden ind under trøien og trykked skillingen tæt ind til sit hjerte.
«Nu vil jeg sige dig det, Tom,» tog Haley til orde og kasted haandjernene ind i vognen, «at hvis du bare vil sidde pent stille og opføre dig vel, saa vil du ogsaa bli stelt pent med af mig. Jeg er ikke noget umenneske. Men prøver du paa at rømme fra mig, saa....»
«Jeg rømmer ikke, massa.»
Og Haley trængte ellers ikke om at være ræd for det, selv om han prøvde paa det; for med de tunge jernlænkerne om benene kunde han nu ikke komme saa langt.
