OTTENDE STYKKE. En natlig tur.
Paa en gaard i Ohio var det en aften stor glæde. I den lune dagligstuen brændte en lystig ild, som kasted sit skjær over teppet og det blankskurte téstell som var sat frem paa bordet.
Husbonden, som var medlem af Ohios lovgivende forsamling, var netop den kvelden uventet kommet hjem. Hans kone og børn havde omringet ham og tiljublet ham sit «velkommen». Hele huset var i røre af bare glæde.
«Aa, jeg kan ikke glemme at du kommer slig og overrasker os,» sa fruen og skyndte sig med at gjøre kveldsmaden i stand. «Men Mary da!» Hun maatte stadig ha øie med børnene, for de var den kvelden saa rent overgivne af glæde. «Hører du ikke, Mary! Ned af sofaen med dig! Og du Jim, har jeg ikke sagt dig at du ikke maa gaa og drage den stakkars katten i halen!»
Herr Bird sad og slét i støvlerne sine for at faa dem af. Han skulde netop til at prøve et par nye tøfler, som hans kone havde sydd til ham mens han havde været borte. «Aa hvor jeg skal hvile mig og ha det godt i nat i mit eget hyggelige hjem!» Han var svært glad for at han havde fundet paa at ta denne svipturen hjem. Ellers var han ikke rigtig bra—var mat og havde vondt i hovedet.
Fruen kom med en flaske kamferdraaber; men han skjøv hende fra sig og smilte: «Nei, nei, vennen min, ingen doktorering! En god kop te er bedre end alle dine draaber.»
Snart sad den lykkelige familie bænket omkring det festlig tilstelte aftensbord.
«Nu, hvad har dere vise lovgivere taget dere for i de sidste dage?» spurte fruen.
«Aa ikke noget videre,» svarte herr Bird og saa paa hende med forundring, for han havde aldrig hørt at hun brød sit hoved med det som gik for sig i den lovgivende forsamling.
«Jeg synes jeg har hørt noget om at dere skal ha vedtaget en lov som forbyder at give en stakkars neger som kommer forbi ens hus en bete mad og en drik øl eller vand.»
«Ja det er herefter forbudt at hjælpe de slaver som kommer fra Kentucky.»
«Det kan da vel ikke være forbudt at give et sligt stakkars menneske husly for en nat og give ham lidt mad og nogen gamle klær?»
Herr Bird smilte. «Det er jo netop det som er forbudt. Det vilde jo være at hjælpe dem det. Jeg har selv talt meget sterkt for denne loven; vi kan ikke, af hensyn til vore brødre i Kentucky, holde ved med at hjælpe og understøtte deres bortløbne slaver.»
Fru Bird, som til daglig var en blid og sagtmodig kvinde, og som aldrig var vant til at blande sig op i sin mands lovgiver-arbeide, blev nu sprutende rød og reiste sig:
«Det er en skammelig, ukristelig, umenneskelig lov!»
«Men Mary da!»
«Jo, det er en umenneskelig lov. De stakkars husvilde menneskene er ofte blit mishandlet og jaget som vilde dyr, og naar de saa ikke kan holde dette ud længer og maa rømme, saa skal en ikke....»
«Det er store, vigtige statsspørsmaal det her er tale om, vennen min, og ikke om vore følelser.» Herr Bird fik med ett en viss værdighed i sin holdning.
«Staar det ikke i bibelen, at vi skal give de sultne mad, og at vi skal klæde de nøgne og trøste dem som har det vondt?»
«Du skjønner dig ikke paa det, Mary. Den ene stat maa kræve af den anden....»
«Du med dine stater!» brød fruen ham af. «Jeg ved en maa adlyde Gud mer end mennesker.»
I det samme stak en gammel tjenestekar det svarte hovedet sit ind gjennem døren og bad fruen om at komme ud i kjøkkenet et øieblik.
Fruen saa gjorde.
Herr Bird saa efter hende og smilte, tog saa en avis og satte sig til at læse.
Ikke før var fruen kommen ud i kjøkkenet, før hun kom tilbage til døren og sa til manden sin:
«Jon, kom ud lidt ... skynd dig, skynd dig!»
Paa et par stoler ude i kjøkkenet laa en dødbleg ung kvinde med iturevne klær og blodige fødder. Hun var helt som fra sig selv. Fruen og tjenestjenterne holdt paa med at faa liv i hende igjen, mens den gamle tjeneren sad med en liden gut paa fanget og var i færd med at drage de vaade strømper af og gnide de smaa kolde fødderne hans.
Nu aabned den stakkars moren de store svarte øinene, retted sig op og saa sig vildt omkring.
«Hary ... hvorledes ... har de faat fat paa ham?... Aa Gud være lovet, der er han jo!»
Gutten var sprunget ned paa gulvet og fór nu bort i favnen paa hende.
«Aa frue,» bad hun, «hjælp mig, at de ikke tar ham fra mig!»
«Stakkar, De kan være fuldkommen rolig; saa længe De er her, skal ingen faa røre Dem.»
«Gud velsigne Dem, frue,» hulked kvinden og holdt sig for ansigtet.
Den vesle gutten saa moren graate, og kravled op i fanget paa hende og tog hende om halsen.
Aa hvor den gode frue og den milde tjenestjenten hendes nu fik det travlt med at trøste og hjælpe! Et leie blev redt i nærheden af ildstedet, og moren og barnet blev puttet ned i nogen varme uldtepper. Hun slog armene om gutten og trykked ham tæt ind til sig. Det varte ikke mange minuterne, før begge to laa i den dybeste søvn.
Herr Bird havde gaat urolig fra det ene sted til det andre, kremtet af og til, men ikke sagt et eneste ord.
Da han var kommet tilbage til sin plads i stuen, tog han en avis og læste i, men sad hele tiden og vred sig urolig, som om det var noget som pinte og trykked ham.
«Jeg undres rigtig paa hvem dette kvindemennesket er,» sa han ved sig selv.
Fruen havde det travlt med at ordne forskjellige ting til natten.
Ud paa kvelden vaagned den fremmede kvinde og bad om at faa tale med fruen.
De to egtefolk og et par af de største børnene, som endnu ikke havde lagt sig, gik ud til hende.
Hun sad paa en bænk ved ildstedet og stirred frem for sig.
«De vilde nok tale med mig,» sa fruen venlig.
Den ulykkelige kvinde sukked dybt og saa paa fruen med et gjennemtrængende bønligt blik.
«De skal ikke være ræd for nogen ting,» trøsted fruen hende, og spurte hvor hun kom fra, og hvad det egentlig var i veien med hende.
«Jeg kommer fra Kentucky.»
«Naar kom De derfra?» spurte herr Bird noget barsk.
«Nu i kveld.»
«I kveld? Der gaar jo ingen færge.»
«Jeg løb over isen.»
«Det er umuligt.»
«Jo, jeg løb nu over alligevel—sprang fra den ene isspongen til den andre.»
Alle undred sig over at hun var sluppet vel fra dette vaagestykket. Selv sa hun det var Gud som havde hjulpet hende; ingen mennesker kunde tænke eller skjønne hvorledes Gud kan hjælpe.
«Var De trælkvinde?» spurte herr Bird videre, og satte atter et strengt ansigt op.
«Ja jeg var; men jeg havde det godt; det var nogen rigtig gode mennesker jeg var hos. Men saa....» og saa fortalte hun hvorledes det var gaat, fortalte saa troværdig og levende og rørende, at alle blev grebet.
Børnene tog efter lommetørklærne sine; men da de som vanlig ingen havde, stak de hoderne ind i kjolefolderne til moren og udøste sine hjerters rørelser der. Fruen holdt haanden for øinene, pigen lod en strøm af taarer flyde ned over det ærlige svarte ansigt, men gamle Kudjoe, tjenestkaren, gned øinene med det ene ærmet og gjorde nogen underlige grimaser med ansigtet.
Herr Bird, statsmanden, stod rank og stiv og saa ud gjennem vinduet, mens han alt i ett maatte tørre brilleglassene og næsen med lommetørklæet.
«Hæm ... hæm—m!»
Med ett snudde han sig om og spurte: «Er De gift?»
«Ja; men det er gaat manden min lige saa ilde som mig; han blev saa længe prylt og mishandlet, at han ikke kunde holde det ud længer, og saa maatte han flygte fra sin herre, han ogsaa. Han vilde søge at naa Kanada. Jeg ser ham vist aldrig mer. Bare jeg vidste hvor Kanada er! Er det langt til Kanada?»
Fruen faldt ind: «Det kan vi tale om i morgen. Slaa Dem bare til ro nu her i nat; De skal nok faa god seng at ligge i.»
Saa bad hun tjenestjenten give den fremmede kvinde og barnet noget at spise, og at lage til en god seng til dem paa pige-værelset. Fruen skulde saa tænke nøiere over det som kunde være at gjøre i morgen.
Herskabet vendte nu tilbage til dagligstuen. Herr Bird gav sig til at gaa frem og tilbage paa gulvet og brumme: «En forbistret kjedelig historie!»
«Ja, den er ikke morsom!»
«Og at den skulde komme nu, netop som jeg har været med at faa denne loven sat igjennem.»
Fruen skjønte godt det vilde være leit for ham, om det blev opdaget at han havde to flygtninger i sit hus nogen dage efter at han havde talt saa sterkt for den nye loven; men hun sa ingen ting.
«Vi kan ikke ha hende liggende her,» sa han endelig fast. «Hun maa bort—endnu i nat!»
«Hvad siger du! Hvor skal det stakkars hjælpeløse mennesket gjøre af sig?»
Han havde gaat og tænkt sig om en stund, og var da kommet paa at han havde en ven nogen mil borte, dybt inde i en skog.
«Kunde vi bare faa kjørt hende til Trompes, vilde hun være i sikkerhed,» sa han.
«Ja, men hvorledes skal vi faa hende did, nu midt paa natten?»
Han gik bort til vinduet og saa ud i mørket.
«Det er da rigtig en lei historie,» sa han til sidst og gik atter fra vinduet.
Fruen skjønte at det vilde være bedst for den stakkars kone at blive ført bort snarest mulig. Hos den nævnte ven vilde hun komme i fuld sikkerhed; for han bodde saa afsides, at det næsten aldrig kom nogen mennesker til ham; her derimod kunde hendes forfølgere ventes hvad øieblik det skulde være.
«Kunde ikke Kudjoe kjøre hende?» spurte hun. «Han er jo en flink kusk.»
«Det er han nok; men han kjender ikke vadestederne.»
«Hvad skal vi da gjøre?»
Herr Bird gik igjen til vinduet, kremted alt i ett og rev sig i haaret. Endelig vendte han sig mod sin hustru:
«Du kan alligevel sige til ham at han kan spænde for!»
Han satte sig og tog den ene støvlen for at trække den paa igjen, men stanste midt i arbeidet og sad en stund og saa ned paa gulvteppet.
«Det er en lei historie,» mumled han igjen og tog paa og halte i stropperne.
«Men hvad er det du tænker paa, Jon?»
«Det er ikke nogen anden maade at komme fra dette paa, end at jeg maa kjøre selv; men Kudjoe maa følge med for at hjælpe mig med et og andet.»
Fruen saa paa ham med et kjærligt og beundrende blik.
«Ja, det er ikke morsomt,» sa han; «men her er ikke andet at gjøre.»
Saa gav han sig til igjen at gaa frem og tilbage paa gulvet.
«Du mor, du har vel ikke en gammel kjole?»
«Jeg skal se.»
Han gjorde atter et par slag over gulvet.
«Hvorledes er det med den gamle overfrakken efter Henrik, du ... tror du ikke hun kunde bruge den til gutten?»
«Kjære vennen min! Jeg skal nok finde frem noget af hvert til hende.»
Og saa gik hun ind i det vesle kammeret som laa lige ved hendes værelse, tændte et lys og satte det paa en kommode der. Tankefuld tog hun frem en nøkkel fra et lidet skab og stak den ind i hullet paa en skuffe, som hun aabned langsomt. Der laa mange slags ting i denne skuffen: smaa kjoler i forskjellige mønstre, pakker af forklær og smaa strømper, et par sko, som var noget slitt paa tærne, legetøi af forskjelligt slag: en hest med vogn, en snurrebass, en ball—alt sammen kjære minder, som var samlet og lagt til side der under suk og taarer. Hun satte sig ned og bøide sig over skuffen, med hovedet støttet i sine hænder, mens taarerne faldt i store draaber. Med ett hæved hun hovedet og tog paa at vælge ud de simpleste og sterkeste ting og samled dem i en pakke.
«Mama, vil du give bort alle disse tingene?» sa en af gutterne, som havde listet sig efter hende ind i kammeret.
«Ja, vennen min,» svarte hun blidt og alvorlig. «Vor kjære vesle Henrik der oppe i himlen vilde vist glæde sig over det, om han saa ned paa os.»
Hun fandt nu frem en hel del andet tøi ogsaa, og pakked det ned i en liden kuffert. De fremmede, som alt laa i dyb søvn, blev vækket, og ved midnatstid rulled vognen med herr Bird og gamle Kudjoe samt den bortrømte trælkvinde og hendes barn ud i kulden og mørket.
Det blev en brysom reise. Det havde regnet i lang tid, Ohiofloden var gaat over sine bredder og havde skyllet en mængde dynd ind over veien som gik langs elvebredden. Kranglet nok som kjøreveien havde været før her, var den nu blit rent sørgelig tilredt. Den var—som mange andre veie der i egnen—laget af runde stokker, som var lagt side om side tvers over kjørebanen, og disse stokkene var igjen dækket med et lag af jord og torv, eller hvad der nu havde været for haanden da den blev laget. Denne fyld var for en del skyllet bort, og mange steder laa de nøgne stokkene hulter til bulter om hverandre.
En kan let tænke sig hvorledes det maatte være at kjøre over en slig vei midt paa natten.
Hop!—der farer vognen op over en opskudt træ-kubbe. Plask! dump!—der synker det ene hjulet i et dybt vandhul. Det gir et sætt i vognen, saa statsmanden, tjenestkaren, konen og barnet farer om hverandre.
Det værste er at vognen sidder fast i hullet. Omsider faar hestene hivet den op; men ikke før er den kommet i gang igjen, før de to fremhjulene farer ned i et nyt hul. Herr Bird faar hatten ned over øinene, gutten skriger, mens gamle Kudjoe skjænder og bruger svepen paa hestene, som slaar bagud og stamper hjælpeløst i gjørmen. Saa farer vognen op med et sætt, men nu dumper baghjulene ned i det samme hullet,—ny forvirring og forskrækkelse.
Endelig kommer vognen op af uføret, og efter at hestene har faat pustet ud en stund, og de kjørende har faat stelt sig lidt, gaar færden videre; men det varer ikke længe, før de dumper ned i et nyt hul, endnu værre end det forrige. Vognen kan ikke komme af stedet.
Tjenestkaren springer af.
«Det er et svært dybt hul dette her,» siger han til husbonden sin. «Vi maa vist linde os nogen kubber og sligt til at fylde op med.»
Herr Bird er udaf sig; ogsaa han springer af vognen, men synker i gjørme og søle til op over knærne, og maa bede Kudjoe hjælpe sig op.
* * * * *
Det var først langt ud paa natten at den tilsølte vogn naadde op af elvedalen og arbeided sig langsomt frem i skogen mod den enslig-liggende bondegaard.
En kjæmpekar med et rødgult pjusket haar og skjeg, og iført en rød flonels jagtskjorte, kom paa sokkelestene ud og tog mod de uventede nattegjester. Han holdt en løgt i haanden, og uden at sige et ord stod han en stund og saa paa de reisende.
Herr Bird maatte nu til at fortælle hvorledes det hang sammen, at de havde maattet ta ud paa denne vaagelige udfærden nu midt paa natten.
«Jeg trodde De ikke var den mand som vilde sige nei, naar jeg bad Dem om at skjule dette stakkars kvindemennesket og hendes barn.»
«Godt!» svarte, skogboen og rusked sig i haaret. «Ind med hende!»
Træt og modløs slæpte Elisa sig med Harry ind i huset.
Manden holdt løgten for ansigtet hendes.
«De skal ikke se saa sørgmodig ud, min kone,» trøsted han hende og aabned døren til et kammer ved siden af kjøkkenet. «Ingen skal faa tak i Dem, saa længe De er under mit tag.»
For endnu mere at gjøre hende trygg, fortalte han at han havde syv sønner, som hver holdt sine tre alen i høiden, og at han havde riflerne sine i god stand. De som kjendte ham, vidste at det ikke vilde være godt at friste paa at bryde ind i hans hus med magt, sa han; hun kunde derfor lægge sig til at sove ligesaa trygt som hun laa i dragkisteskuffen til mor sin.
Skogboen vendte sig nu mod herr Bird:
«Stakkars skabning! Jaget som en hind, bare fordi hun vil berge barnet sit.»
Han bad herr Bird om at hvile sig til det blev dag, og tilbød sig at kalde paa konen sin, for at hun kunde staa op og stelle i stand et leie til ham. Men raadsherren kunde ikke blive; for han skulde møde i raadsforsamlingen den næste dag.
«Ja, ja; siden De endelig maa afsted igjen med det samme, saa skal jeg følge Dem et stykke og vise Dem en bedre vei end den dere kom.»
Manden klædde godt paa sig, og kom med løgten sin ud til vognen.
Da de var kommet ud til veien og skulde skilles, stak herr Bird 50 kroner i haanden paa skogboen.
«De er til hende.»
«Godt!» svarte den store mand og nikked.
Saa trykked de hinandens haand til farvel.
