SEKS OG TYVENDE STYKKE. Mørke steder.
Simon Legrees gaard laa flere mil borte. Rigtig i godlaget nu sad han paa en arbeidsvogn og tog sig ret som det var en slurk af en brændevinsflaske, mens Emmeline og den andre kvinden laa bag i vognen mellem en del reisegods. Efterpaa trasked Tom og hans ulykkesfæller til fods.
Ensom og vild slynged veien sig snart over øde hedestrækninger, hvor vinden suste tungsindig i det tørre furukratt, snart over store sumper med spredte cypresser, og paa grenene af dem lange nedhængende moselænker, som minded om ligkranser. Hist og her saa en mokkasin-ormer bugte sig mellem træstubber og nedfaldne grener, som laa og raadned i de slimete vandpytter.
En reise gjennem en slig egn kan være uhyggelig nok selv for den som kan dra afsted paa hesteryggen, med lommen fuld af penger; men tusendfold uhyggeligere maa den være for den fattige træl, som for hvert steg han tar kommer længer bort fra alt det han har havt kjært. Tungsind og mismod stod da ogsaa at læse i alle de mørke ansigterne, øinene vendte sig med et træt udtryk mod hver ting de kom forbi.
«Holløi!» ropte Simon og saa sig tilbage. «Lad os faa en vise, en rigtig lystig en.»
Slaverne saa paa hverandre.
«Naa?» ropte Simon og smeldte med pisken sin.
Da tog Tom paa at synge:
"Jerusalem, mit skjønne hjem...."
«Hold kjæft med den ligsalmen!» brølte Legree. «Jeg tror han er tosset med den gudsfrygten sin. Kom med en vise som det er liv i!»
Negrene turde nu ikke andet end lyde hans bud. En af dem satte da i en meningsløs vise, som han vist digted med det samme; den havde omkvædet:
"Hei hop, kamerat!
Hu—ju, hi—hu!"
Og hele flokken stemte i efter hvert vers:
"Hei hop, kamerat!
Hu—ju, hi—hu!"
Alle sang med forpint lystighed, vildt og larmende, som om de vilde overdøve sin indre smerte.
Legree, som ikke kunde se det som rørte sig i deres indre, men bare hørte den lystige sangen, var fornøid over at de var saa glade af sig.
«Og du, min kjære,» sa han til Emmeline og rakte haanden tilbage og tog hende under hagen.
Hun drog sig tilbage og slog armene om halsen paa mulat-kvinden, som om hun vilde søge vern hos hende.
«Sig mig,» spurte han og tog i det ene øret hendes, «har du aldrig havt ringer i ørene?»
«Nei, massa,» stammed hun.
«Saa skal jeg gi dig et par rigtig fine ringer,» loved han. «Du maa ikke være saa ræd for mig. Du skal slet ikke faa det saa strengt; du skal tvertom faa det rigtig godt og leve som fin frøken, naar du bare vil være en snill og god pige.»
Legree var nu blit drukken i den grad at han holdt paa at blive øm og kjærlig. Netop ved dette tidspunkt fik en øie paa de første plantninger paa gaarden.
Eiendommen havde før tilhørt en rig mand, og den var i udmerket stand; men nu var alt i forfald. Ugræsset grodde høit i haven, potteskaar, bordstumper og halm laa spredt overalt. Drivhuset stod med ituslaadde ruter og raadne hylder; over nogen af vinduerne i hovedbygningen var slaat bræder, i andre var ruterne i stykker, og nogen af skodderne hang og dingled paa et hængsel.
Vognen rulled gjennem den vakre gamle allé af kinatrær, og holdt paa tunet ved hovedbygningen. En flok store glubske hunder kom farende mod dem og gjødde af fuld hals; de havde vist sat bent paa Tom og de andre, om ikke tjenestfolkene havde holdt dem tilbage.
«Der kan dere se hundene mine,» sa Legree; «dere kan tro de er flinke til at sætte efter negre, naar de rømmer; de glefser ligesaa gjerne i en bortrømt neger som i et ben en kaster til dem—ha ha ha!»
Han vendte sig mod folkene: «Naa, Sambo, hvorledes har dere det hjemme?»
«Udmerket, massa.»
«Holløi, Kvimbo!» kaldte Simon paa en anden neger. «Du har vel husket det jeg snakked om?»
«Ja, massa! Bevare mig vel!»
Sambo og Kvimbo var Simons mest betrodde slaver. De var begge opdraget til raahed og grusomhed mod sine medtjenere, og avindsyge og ondskabsfulde som de var, haded de hinanden af et oprigtigt hjerte. De andre folkene paa gaarden haded dem ligesaa oprigtig. Men dette, at alle gik og haded hverandre, forstod Simon at benytte sig af; han kunde til hver tid holde sig underrettet om alt som gik for sig paa eiendommen, for den ene var altid rede til at sladre paa den andre.
Alle slaverne paa gaarden gik i fillete klær, og de saa mest ud som nogen udslæpte dyr. Grove og sløve at se til i ansigterne, og med de skulende øinene, passed den hele forkuede flok af mennesker til den elendige og forfaldne gaard.
«Hvad synes dere nu om mine nye folk?» spurte Simon og vendte sig mod Sambo og Kvimbo. «Den store der kan dere tro er en farlig kar. Han har styret en gaard helt alene, han, og jeg har tænkt at gjøre ham til driver, kanske til opsynsmand over dere alle sammen.»
Det blinked noget stygt ondskabsfuldt ud af øinene paa de to negre. Det saa ud som de tænkte at gjøre livet for Tom saa surt som muligt.
«Følg dem saa ned til hytterne!» bød Simon, «og se her,» la han til og tog lænkerne af mulat-kvinden, «her har jeg kjøbt en kone til dig, Sambo.»
Mulatkvinden fór sammen. «Massa, jeg er gift; min mand bor i New-Orleans.»
«Aa tøv! Afsted med dig!» ropte han og løfted pisken.
«Kom saa du, min kjære!» sa han til Emmeline. «Du skal være med mig op i min bolig, du.»
Da de kom op mod trappen, saaes et mørkt vildt ansigt oppe i et af vinduerne. Det trak sig hurtig tilbage, og med det samme Legree aabned døren, lød der nogen ord af en kvindestemme, kort og bydende, men han bare svarte: «Hold mund! Jeg fører ind i mit hus hvem jeg vil!»
Førte af Sambo gik Tom og de andre ned til slavehytterne, nogen elendige skur, som laa paa begge sider af markveien, et godt stykke fra hovedbygningen.
Tom saa ind i et par af dem; men det var ikke stor hyggen at se der inde, bare nogen nakne bordvægger og et svart gulv, overstrødd med skidden halm; og da han kjendte den vonde lugten som stod ud af disse hytterne, blev han svært nedslaat. Han havde haabet at han i det mindste skulde faa et nogenlunde skikkeligt rum, som det kunde lade sig gjøre at stelle lidt paa, og hvor han i fred kunde hygge sig med sin bibel i fritiden.
«Hvor skal jeg nu bo?» spurte han.
«Ved ikke,» svarte Sambo, «her er fuldt i alle hytterne; du faar krybe ind i det hullet der.»
Det var sent paa kvelden. Trætte og sture kom arbeiderne i store flokker drivende hjem fra marken, og skidne og fillete var de.
Uden at bry sig det mindste om de nye kamerater gav de sig straks i færd med haandkvernene for at male sin mais, inden de kunde bake brød til kveldsmaden. Fra den tidlige morgen havde de gaat og strævet ude paa bomulds-markerne, stadig under tilsyn af de to aarvaakne driverne Sambo og Kvimbo, som, hver gang nogen af træthed kom til at løie lidt af, lod sine sveper suse over rygstykkerne paa dem.
Tom saa sig om mellem arbeiderne, om ikke en eller anden af dem kunde passe som kamerater for ham; men de var alle sture og onde at se til. De største og sterkeste stødte de svage til side for at komme først til kvernene. Raa dyrisk egennytte stod at læse i øinene paa dem alle sammen.
Indtil langt ud paa natten hørtes den durende lyd af kvernene; for det var for faa kverner til de mange som skulde bruge dem, og de svage maatte vente til sidst. Og sultne og udmaset som de var, havde de nu ikke store kræfterne til at arbeide med heller.
«Se her,» sa Sambo og kasted en pose med mais til mulat-kvinden, «her er mad til dig! Hvad var det nu du heder?»
«Jeg heder Lucy.»
«Ja, Lucy, du ved du skal være konen min; nu maler du denne maisen og lager i stand kveldsmad til mig.»
«Jeg er ikke konen din, og vil ikke være det,» svarte hun fast. «Gaa fra mig!»
«Vil du ikke være skikkelig, saa sparker jeg dig.»
«Det kan du gjerne gjøre; bare du vilde sparke mig ihjel paa stedet, saa havde jeg da stridt ud.»
I det samme kom Kvimbo drivende med en pose paa ryggen. Han glodde sint paa dem og kom straks til at skjændes med Sambo.
Tom var saa sulten at han var nær ved at falde om.
«Der har du noget til levemaade,» sa Kvimbo, og kasted posen, med en skjeppe mais i, bort til ham. «Du faar spare paa den, for du faar ikke mer denne uge.»
Det varte længe, før Tom kunde faa plads ved en af kvernene. Han fik øie paa to kvinder, som stod og slet saa haardt ved en kvern; de holdt paa at falde sammen af træthed. «Lad mig faa hjælpe dere,» sa han og gav sig til at male maisen for dem. Efterpaa la han nogen brander til rette, og hjalp dem ogsaa med at bake.
De to kvinderne var helt udaf sig over denne venlighed; de haarde ansigterne deres fik et mildere udtryk, og bagefter hjalp de Tom med at elte deigen for ham og bake hans brød.
Efter kveldsmaden tog Tom bibelen sin og satte sig ved ilden for at læse.
«Hvad er det for bog?» spurte den ene af kvinderne.
«Det er en bibel.»
«Læs lidt for os da!» bad den andre.
Og Tom læste: «Kom til mig, alle som stræver og er nedtynget; jeg vil give eder hvile....»
«Det var svært pent det. Hvem er det som siger det?»
«Det er Jesus.»
«Jesus? Bare jeg vidste hvorledes jeg skulde finde ham. Min ryg er blodig, og hver dag gaar jeg og skjælver over hele kroppen af rædsel for Sambo, som alt i ett gaar og skjelder og slaar, fordi jeg ikke arbeider nok. Sent kommer en i seng om natten, og ikke før har en lukket øinene, før hornet lyder og en igjen skal til med det samme slit. Aa, den som kunde finde den gode herre du læste om, og sige ham alt sammen.»
«Ham kan du godt finde, for han er her, han er alle vegne, han.»
Det kunde konen slet ikke skjønne. «Det nytter ikke at snakke til mig om det,» sa hun. «Nu maa jeg sove, mens jeg har lov til det.»
Kvinderne gik nu til sine skur, mens Tom endnu en stund blev siddende ved ilden, som af og til blussed op og kasted et rødligt skjær over hans ansigt. Sølvklar og blank steg maanen op paa den purpurrøde himmel og saa ned paa den ensomme sorte mand, som sad der med sin bibel paa fanget.
En tung nagende tvil om Guds aarvaakne kjærlighed steg for første gang op i Toms bryst. Hvor var det muligt, at Gud kunde se paa al denne elendigheden, al denne uforskyldte lidelse, uden at gribe ind? Hvad nytted det at bygge sit haab paa Herren? Han vidste jo nu, at al hans gudsfrygt var forgjæves. Et liv i elendighed laa for ham. Aldrig mer skulde han faa se hustru og børn; bare mørke og jammer og gru havde han at vente af fremtiden....
Saa reiste han sig og drev bort til det skur han skulde ligge i. Det var alt fuldt før der. Sovende mennesker laa i floer udover hele gulvet, og en svært vond lugt slog ham i møde. Helst vilde han have ligget ude; men natten var for kold, han maatte finde sig i at gaa ind i hytten. Med et suk svøbte han sig ind i et fillet overbredsel og la sig ned i halmen sammen med de andre.
Var det vesle Eva som kom til ham om natten og sang for ham og gjød himmelsk trøst ind i hans tunge sind? Han drømte at han sad sammen med hende paa bænken ved sjøen. Hun læste for ham om den herre som har lovet at være med sine alle dage indtil verdens ende, om de end skulde gaa gjennem vand og ild, og hendes røst syntes lidt efter lidt at svinde bort i luften som den herligste musik, og det var som blev hun baaret af tonerne op mod himlen, mens det regned om hende med gyldne stjerner.
Han vaagned. Hvad var alt det han havde drømt? Det hele stod levende for ham. Han reiste sig fra leiet, og kjendte det paa sig, at en god aand havde gjestet ham denne nat.
