FEM OG TYVENDE STYKKE. Igjen paa reise.
Med lutende hoved og med lænker om armer og ben sad Tom i forstavnen af en damper, «Sjørøveren», som stævned op over Red-River. Han var saa tung, saa tung til sinds; alle hans gode haab var gledet ham forbi, som trærne inde paa elvebredden nu gled ham forbi, og han kjendte det paa sig, at de aldrig vilde vende tilbage.
Han sad og tænkte paa hjemmet i Kentucky, paa sin kone og sine børn, som han nylig havde været saa nær i haabet; han tænkte paa sin gode afdøde herre, paa den vesle guldlokkede Eva—alt det han havde kjendt af lykke var nu ligesom blaast bort.
Legree havde i alt kjøbt otte slaver, som to og to var lænket sammen. Tyk og hoven gik han der og saa paa dem.
«Op med dig!» ropte han til Tom.
Tom reiste sig.
«Af med det halsbindet dit!»
Tom havde paa grund af lænkerne ikke godt for at løfte armene; og hans herre tog derfor fat i halsbindet, rev det af og putted det i lommen.
Saa vendte Legree sig mod kufferten til Tom og gav sig til at rote i den. Han fandt frem et par gamle bukser og en gammel frakke, som Tom havde brugt naar han gjorde tjeneste i stalden. Han løste lænkerne af Tom og bød ham gaa bag nogen kasser og ta paa sig de gamle klærne.
Tom gjorde som hans herre bød ham, og kom om lidt tilbage.
«Tag ogsaa støvlerne af!»
Ogsaa dette gjorde Tom, og uden nogen indvending stak han fødderne ned i et par store slavesko, som hans herre kasted ned til ham. Derpaa spændte han igjen lænkerne om hans ankler og haandled, og gav sig saa til at rote i lommerne paa den aflagte frakke. Her fandt han et lommetørklæ af silke, som han stak i sin egen lomme. Nogen værdiløse ting, som Tom havde gjemt, fordi de minded om Eva, kasted Legree med et haanligt smil i elven.
Til held for Tom havde han ved omklædningen fundet leilighed til at stikke sin bibel til sig; men salmebogen havde han glemt. Den fik altsaa Legree tak i.
«Hø, gudfrygtig!» grynted han. «Du er altsaa hellig?»
«Ja, massa, jeg er en kristen,» svarte Tom.
«Den sygen skal jeg snart helbrede dig for. Jeg bryr mig ikke om bedende og klynkende negre, som bræker salmer—skjønner du!» Han tramped med foden og saa strengt paa Tom. «Herefter er det jeg som er din herre, og som du skal tjene, og ikke han der oppe i det blaa—skjønner du!»
Tom kjendte en kraft som fra en høiere verden trænge gjennem sig; paa dette punkt lod han sig ikke kue; men han sa intet.
Efter at Legree havde staat og set strengt paa Tom en stund, velted han ud af kufferten alt som i den var, og bredte det udover dækket. En del af skibsmandskabet flokked sig om ham, og til stor moro for folkene holdt han nu en liden auksjon over Toms bedste klær og andre eiendele.
Tom stod og saa paa dette og sukked.
Til slut blev ogsaa kufferten ropt op, og da ogsaa den var solgt, vendte Legree sig mod Tom:
«Nu har du ikke noget at gaa og dra paa. Lad mig nu se du er var om de klærne du har paa; for du faar ingen andre for det første. Jeg vil at mine slaver skal passe godt sit tøi; de faar ikke mer end et sæt om aaret.
Nu gik Legree bort til kvinderne.
«Naa, min kjære,» sa han til Emmeline, som var lænket sammen med en anden kvinde, «nu maa du være ved godt mod.»
Da han saa den forfærdelse og afsky som lyste frem af den unge piges øine, satte det sig nogen stygge rynker i panden paa ham.
«Skab dig nu ikke, min pige. Du staar dig bedst paa at sætte et blidt og venligt ansigt op, naar jeg taler til dig.»
«Og du, gamle,» sa han til den kone som var lænket sammen med Emmeline, «du maa heller ikke sætte op et sligt surt fjæs.»
Han gik et par slag frem og tilbage paa dækket og lod de graagrønne øine fare strengt fra den ene til den anden.
«Jeg har nogen ord at sige dere alle sammen,» satte han i. «Se paa mig, og hør godt efter.»
Alle ser paa ham.
«Ser dere denne næven her?» spurte han og viste den frem. «Kjend paa den, du Tom. Skjønner dere—jern og staal! Slig er den blit af at slaa negre sønder og sammen—hærdet staal, skjønner dere! Jeg har endnu ikke truffet den neger som jeg ikke har kunnet slaa til jorden med et eneste slag.»
Han svang næven saa tæt forbi ansigtet til Tom, at denne uvilkaarlig blinked og veg nogen skridt tilbage. «Jeg holder ingen forvalter,» blev han ved, «det er jeg selv, skjønner dere. Og jeg lover dere at jeg skal ha øinene med mig og passe godt paa dere. Lad mig bare se dere er flinke og villige. Jeg kræver at mine slaver lystrer—øieblikkelig—og gjør sit arbeide uden at mukke. Jeg er ikke blaut af mig i nogen vei, skal jeg sige dere. Pas paa! Ellers vanker det ... Skjønner dere?»
Alle sad med et udtryk af rædsel i sine ansigter; det var knapt de turde puste.
Da han var færdig med sin tale, snudde han sig om paa hælen og gik bort til restaurationen for at faa sig en dram.
«En slig velkomsttale holder jeg altid for mine negre,» sa han til en herre som havde staat og hørt paa ham. «De har godt af straks at faa vide om det de har at vente af mig, om de ikke er som de bør.»
«Hm!» Den anden maalte ham med øinene.
«Ja, De ser paa mig. Jeg er ingen fin mand med bløde jomfruhænder, jeg holder heller ikke nogen forvalter paa min plantage; for jeg ønsker ikke at blive snytt. Jeg klarer mig alene. Kjend paa denne næven her!»
Den fremmede gjorde som han var bedt.
«Ja den er haard, den,» sa han; «jeg tænker mig at De har brugt den saa meget at Deres hjerte er mindst blit ligesaa haardt.»
«Ja, jeg tør nok sige at det ikke er noget blødt i mig,» svarte han med en hjertelig latter. «Jeg har ben i næsen, og det lar jeg mine negre merke.»
«Det er vakre folk De har kjøbt.»
«Meget vakre folk. Læg bare merke til ham der»—han pegte paa Tom.
«Han var noget dyr; men jeg tror han vil gjøre god nytte for sig, naar jeg bare faar af ham en del unoter, som han har lagt sig til under sine forrige eiere. Jeg er tænkt at gjøre ham til driver. Men paa den gule konen der blev jeg snytt; hun er vist sygelig; men hun holder nu vel altid ud et aar eller to. Jeg bruger ikke at spare mine negre; jeg har fundet ud det, at en staar sig paa at drive dem godt, og bare kjøbe nye naar de er udslitt.»
«Hvor længe pleier nu vanlig en slave hos dem at holde ud?»
«Aa, jeg ved ikke saa nøie; det er nu alt efter som slaget er til. Sterke karer kan holde ud en seks syv aar; de veike er det slut med om et aar eller to. I den første tid jeg var plantageeier, gjorde jeg mig megen umage for at faa mine slaver til at holde ud længst mulig, doktorered paa dem, naar de var syge, gav dem klær og tepper og alt muligt, for at de kunde finde sig vel; men jeg stod mig ikke paa det, tabte bare penger og havde svært meget stell og bry. Nu derimod driver jeg dem til det yderste, enten de er friske eller syge. Naar en neger dør, kjøber jeg en ny; det er baade billigere og letvintere.»
Den fremmede vendte sig fra ham og tog plads ved siden af en anden herre, som med harme i sit sind havde lyttet til samtalen.
«De maa ikke tro at alle plantage-eiere i syden er som denne karen her,» sa han med eftertryk.
«Det vil jeg da haabe.»
«Han er en raa og ussel fyr.»
Damperen arbeided sig længer og længer opover den røde mudrede elv, som gik i mange korte bugtninger fremom den ene røde kjedsommelige lerbakke efter den andre.
Endelig stopped den ved et lidet landingssted, hvor Simon Legree skulde af med sine varer.
