SYTTENDE STYKKE. Tom længter.
Den hjertens-gode Tom takked ofte Gud for at hans stilling ikke var værre end den var. St. Clare kom mer og mer til at holde af ham. Han lod ham endog gjøre indkjøb til huset, et hverv som Tom udførte med den største omhug og redelighed. Adolf havde tidligere ført kjøkkenregnskabet, men ikke altid været saa ærlig som han burde; han havde oftere snytt sin herre.
Det var svært mange negre i St. Clares hus. De fleste af dem gjorde hvad de vilde; for St. Clare var en magelig herre, som var lige glad hvorledes det gik i huset, og fruen holdt sig mest for sig selv og jamred sig over sin sygdom.
Frøken Ofelia talte ofte til sin fætter om at han burde tage sig mere af slaverne og gjøre noget for at de kunde bli gode, flittige og skikkelige mennesker; men han vilde ikke høre paa slig tale. Han mente at han havde opfyldt sin pligt mod slaverne, naar han bare var god mod dem.
Og St. Clare var en virkelig god mand, men han var ogsaa en letsindig mand, som elsked verden og dens nydelser og førte et liv i ligegyldig lediggang.
Tom var blit glad i sin herre; men det var en stor sorg for ham, at han aldrig gik i kirke eller læste i bibelen, men tvert imod brugte søndagen til upassende fornøielser i skuespilhuset og i vilde drikkelag.
Ofte bad Tom til Gud om at St. Clare maatte komme ind paa bedre veie. Han tænkte ofte paa at tale alvorlig med sin herre om hans syndige liv; men han kunde ikke komme sig til at gjøre det.
Endelig kom en leilighed, da han kjendte paa sig at han maatte tage bladet fra munden.
St. Clare havde en søndag været ude i et drikkelag, og kom hjem, omtaaget som han var, fulgt af nogen drikkebrødre. Tom og Adolf maatte hjælpe ham til at faa klærne af sig og faa ham i seng. Adolf havde moro af denne historie, og gjorde nar af Tom, som tog sig saa nær af det at han laa vaaken resten af natten.
Da St. Clare næste formiddag var kommet paa benene og havde givet Tom nogen penger til det han skulde kjøbe for dagen, kunde han skjønne at det var noget som laa den skikkelige tjener paa hjerte.
«Hvad er i veien med dig i dag, Tom? Du ser jo ud som du skulde gaa i ligfærd.»
«Aa, jeg er saa sorgfuld, massa»
«Og hvad sørger du for?»
«Jeg trodde at massa vilde være god mod alle mennesker, ligesom mod mig.»
«Er jeg da ikke det?»
«Nei, det er én som massa ikke er god mod.»
«Hvem er det?»
«Det er massa selv.» Tom stod med haanden paa dørgrebet og vendte ryggen halvt mod sin herre.
St. Clare blev rød, men lo af det Tom sa, og lod som han ikke brydde sig stort om det.
Da vendte Tom sig med ett mod ham, og med taarer i øinene kasted han sig ned for ham. «Kjære unge massa! Jeg er ræd for De blir ødelagt baade paa sjæl og legeme og gaar rent fortabt.»
Det virked paa St. Clare. Han fik taarer i øinene. «Du gode ærlige sjæl! At du gaar slig og sørger over mig.» Han tog i ham for at faa ham til at reise sig.
Men Tom vilde ikke staa op; han laa og saa bønlig paa sin herre.
«Vel,» tog St. Clare atter fat, «jeg lover dig at jeg aldrig mer skal være med i disse drikkelagene; jeg er i grunden ogsaa selv kjed af dem.»
Og han holdt ord.
St. Clare blev fra den dag aldrig set i beruset tilstand, og den som glæded sig over dette, var Tom. Ogsaa frøken Ofelia var hjertelig glad over at hendes fætter nu syntes at ville blive et ædrueligt menneske.
Frøkenen havde ellers svært meget at gjøre i huset. Hun var oppe kl. 4 om morgenen og var paa færde hele dagen. Hun fik da ogsaa indført en bedre orden paa alting end det før havde været.
Den gamle overkokke paa gaarden, Dina, var meget misfornøid over at frøkenen lidt om senn tog magten i huset. Hun var selv en mester i alslags kokekunst—det mente hun i det mindste selv—og hendes kjøkken havde alle dage været rent og fint,—hvorfor skulde hun da nu skubbes til side af denne vigtige frøkenen? At hun var ødsel og lidet paalidelig i mangt og meget, at hun ofte sad timevis i kjøkkenet og damped paa sin tobakspibe, at hun brugte fruens fineste duger til at svøbe om blodige kjødstykker, at hun havde den leie vane at gjemme alle mulige ting—kluter, kammer, gamle sko, baand, og mange andre ting—i rum hvor disse saker slet ikke hørte hjemme,—alt dette vilde hun ikke høre noget om. Hun havde klart sig i saa mange aar, og hun vidste godt hvorledes et hus skulde styres. Men slig gaar det altid; de unge skal gjøre sig vigtige overfor de ældre og bare indføre noget nyt, enten det duger eller ikke.
Ogsaa med de andre tjenestjenter maatte frøken Ofelia udstaa en haard kamp, før hun fik det til at gaa som hun vilde.
Ofte talte hun til sin fætter om at han skulde tænke mer paa at opdrage sine folk og sørge for at de fik undervisning i at læse og skrive og blev holdt til orden og arbeide; men han var af den mening, at det ikke var noget at gjøre med disse negrene. At Tom var blit en saapas skikkelig og flink kar, var et vidunder; negrene var ellers vanlig nogen dumme, raa, dovne mennesker, som det ikke var noget udkomme med.
«Men tænker du ikke paa at ogsaa disse mennesker har en udødelig sjæl som vi andre?»
«Jeg mener at sjælen ikke kommer mig ved; jeg har bare med kroppen at gjøre.»
At han inderst tænkte noget anderledes end hans ord faldt, kunde hun stundom merke paa ham, naar han gik frem og tilbage paa gulvet og talte om sit liv i tidligere dage.
«I mine yngre dage havde jeg en uklar trang i mit hjerte til at tage slaverne i forsvar og gjøre noget for at hæve dem til en mer menneskelig tilværelse,» kunde han sige med et suk. «Men saa merked jeg at det ikke var noget at gjøre; verden lod sig ikke omgjøre.»
«Du skulde bare taget det alvorlig; noget havde du vist kunnet gjøre.»
«Ja, kanske; men det gik mig som mange andre unge, jeg glemte mine gode forsætter og blev kjed af livet. Og saa blev jeg til det stykke drivtømmer som jeg har været siden.»
«Men er du fornøid med at drive med strømmen og lade alt gaa som det kan?»
«Fornøid? Lad os ikke tale om at være fornøid i en verden som er fuld af skuffelser og udslukte haab.»
Han mente ellers, at den tid vilde komme, da det vil bli vendt op ned paa verden; folkemasserne holdt paa at ruste sig i det skjulte, overalt gjæred og syded det.
* * * * *
Tom bodde paa et loftskammer over stalden. Fint var det ikke; en seng, en stol og et lidet simpelt bord—det var hans hele bohave; men han var fornøid med rummet, slig som det var.
Paa bordet laa hans bibel og en salmebog, samt en liden tavle, som han brugte til skriveøvelser.
En dag sad han med tavlen for sig og griflen i haanden, sysselsat med et skrivearbeid, som syntes at være svært brysomt og vanskeligt for ham. Hans længsel efter hjemmet var blit saa sterk, at han maatte se til at faa et par ord afsted til Chloe, for at faa vide hvorledes det stod til hjemme. Han har faat et stykke papir hos Eva, og det er de linjer som skal staa i brevet han nu holder paa at sætte sammen paa tavlen. Men det gaar langsomt; han kan ikke huske hvorledes den og den bogstaven skal skrives, og de bogstaver som han kan huske, dem kan han ikke faa sat sammen slig at det blir den rigtige meningen i dem.
Som han nu sidder og baler med denne skrivingen, kommer Eva op paa værelset til ham. Let som en fugl hopper hun op paa stolryggen og ser over akslen hans paa det han skriver.
«Hvad er det for nogen rare tingester du lager der, Onkel Tom?»
Tom stryger noget bort fra øinene. «Jeg vilde prøve om jeg kunde faa sat sammen et brev til min kone og mine børn; men jeg kan vist ikke faa det rigtig til.»
«Aa bare jeg kunde hjælpe dig, Tom! Jeg har kunnet skrive alle bogstaverne, men jeg har vist glemt dem nu. Lad os nu prøve.» Og saa lægger hun det guldlokkete hovedet sit op til hans hoved, og hjælper ham, saa godt hun kan. De maa ofte stanse med arbeidet og se paa hinanden og snakke sammen om hvorledes det og det ord skal staves. Og saa til at drive paa igjen.
«Ja men dette ser virkelig fint ud!» roper Eva. «Aa, hvor din kone og børnene dine vil blive glade, naar de faar dette brevet.»
Tom sukker.
«Det er svært kjedeligt for dig, at du skal bo saa langt borte fra dem,» blev hun ved. «Jeg skal bede far om at give dig fri, saa du kan reise hjem til dem. Skal jeg det?»
Tom fortæller hende nu, at fruen paa gaarden hvor han var kommen fra vilde kjøbe ham fri, saa snart hun fik samlet nok penger. «Og jeg er viss paa hun holder det hun har lovet; for hun er saa god. Og den unge massa Georg, han gav mig denne skillingen her og loved at han vilde hente mig.»
«Saa skal du nok se han kommer en dag. Aa, hvor jeg skulde glæde mig, om han kom snart.»
«Ja, nu faar vi se. Naar de nu faar dette brevet, saa faar de vide hvor jeg er.»
St. Clare kom i det samme.
«Hvad er det dere har for dere?» spurte han og gik bort og saa paa tavlen.
«Det er et brev, som vi skriver til Onkel Toms kone og børn,» svarte Eva. «Er det ikke fint?»
St. Clare smilte; han vilde ikke bedrøve nogen af dem ved at sige at det var nogen skrækkelige kraaketær de havde laget. «Det er vist bedst jeg skriver for dig, Tom. Jeg skal gjøre det, naar jeg kommer paa mit værelse.»
«Ja gjør det, far. Saa kan de da faa vide hvor han er. Tænk, far, fruen paa gaarden hvor han kom fra har lovet at sende penger og kjøbe ham fri; det har han fortalt mig.»
St. Clare svarte ikke noget paa dette; for han tænkte det bare var af det slags tomme løfter som saa mange giver sine slaver for at gjøre det mindre tungt for dem at skilles fra hjemmet.
Men samme dag skrev og sendte han brev til Toms kone.
