SEKSTENDE STYKKE. Atter paa flugt.
Da det led mod aften, blev det igjen travlt i kvækerhjemmet. Georg og Elisa holdt paa at stelle sig i stand til flugten, og Rakel var i færd med at pakke forskjellige gode ting ind til dem.
Aftensolen lyste ind i soveværelset, hvor Georg, efter at have gjort sig færdig, sad med den vesle Harry paa fanget og holdt sin hustru i haanden.
«Ja, Elisa,» sa han, «nu gaar det videre igjen; men med Guds hjælp gaar det frem mod frihed og lykke i det frie Kanada.»
Hun var nu rolig og tillidsfuld. «Jeg skal hjælpe dig saa godt jeg kan. Jeg kan sy modepynt, vaske og stryge; vi skal nok slaa os igjennem.»
Hans øine straalte: «Ja, om Gud vil, skal vi nok klare os.» «At jeg nu har dig og Harry, gir mig et mod og en glæde som jeg aldrig før har kjendt.»
«Men vi er desværre ikke i Kanada endnu,» sa hun.
«Det er vi vistnok ikke; men jeg er en fri mand, og jeg er sterk, og nu stoler ogsaa jeg paa Vorherre.»
I det samme hørte de en fremmed tale i stuen ved siden. Det blev banket paa, og Simon og en anden kvæker, Fineas, steg ind.
Fineas, som havde lovet at hjælpe Georg og Elisa afsted, var en snill og rask kar, som altid var villig til at hjælpe andre. Han havde rødt haar og et vist listigt blik i øinene.
«Fineas har noget vigtigt at fortælle Dem,» sa Simon. «Ja,» faldt Fineas ind, «jeg skal sige Dem at jeg sover altid med det ene øre aabent.»
Og saa fortalte han at han sidste nat havde været paa farten. I et vertshus ved landeveien havde han lagt sig til hvile paa nogen sækker i et hjørne af gjestestuen, med et bjørneskind over sig. Ved bordet sad nogen mænd og drak. Af deres samtale kunde han skjønne at de var paa jagt efter flygtninger, som de nu mente at være kommet paa spor efter.
«Jeg kunde forstaa at det var Dem, Georg Harris, og Deres kone og søn de talte om.»
«Hvad sa de?» spurte Georg og blev hed i kinderne.
«Jo, de sa at De, herr Harris, skulde sendes tilbage til Kentucky, hvor Deres herre nok vilde tale med Dem paa en slig maade, at baade De og hans andre slaver skulde tabe lysten til at flygte. Og Deres kone vilde to af dem tage med til markedet i Orleans, hvor de mente at de kunde drive hende op til en pris af seks syv tusend kroner. Gutten skulde de aflevere til en handelsmand,—jeg tror han hedte Haley.»
Elisa slog armene om sin mand og trykked sig tæt ind til ham.
«Og saa var det endnu et par stykker de skulde have tak i; det var Jim og hans mor.»
Georg knytted næverne.
«Jeg kunde skjønne paa dem,» blev kvækeren ved, «at de havde et par politimænd i nærheden, som de havde leiet til at være dem til hjælp. De ved at De er her i kvækerbygden, og det er ingen tvil om at de vil følge efter os i aften for at faa tak i os.»
Gamle Simon stod og risted paa hovedet. Georgs øine lyste med den gamle vilde glans. Skulde hans netop gjenfundne hustru nu rives fra ham og sælges som kvæg, og hans barn komme i hænderne paa en raa slavehandler?
«Hvad skal vi da gjøre?» stønned Elisa.
Hendes mand tog frem pistolerne sine og saa efter om de var i orden.
Da nikked Fineas til ham, som om han vilde sige: «Ret saa, min gut!»
Men Simon sukked: «Vi vil haabe at alt maa gaa fredelig af.»
«Jeg ønsker i hvert fald ikke at nogen kommer til at lide noget for vor skyld,» faldt Georg ind.
«Vil De være saa god at laane mig Deres vogn og sige mig veien, saa drager vi afsted alene. Min kamerat Jim er sterk som en bjørn, og jeg selv pleier heller ikke at være saa ræd af mig, naar det er om at gjøre at bruge næverne.»
«Det er alt sammen bra nok,» mente Fineas; «men De maa nu have en kusk med. De kan jo ikke slaas ellers.—Det kunde ogsaa være et og andet at fortælle Dem om veien.»
«Fineas er en klog og grei kar,» sa Simon; «De burde ikke sige nei, naar han vil følge med Dem. Men—føied han til og la haanden paa Georgs arm—vær ikke altfor snar til at bruge pistolerne!»
«Jeg skal ikke løsne et skud, bare de æsler vil lade os fare i fred; men tager de hende og gutten fra mig, vil jeg verge dem saa længe jeg kan røre mig.»
Simon risted igjen paa hovedet. «Jeg vil haabe det ikke kommer til det.»
«Ja, men vilde De ikke gjøre akkurat det samme, om det var Dem?»
«Gud give jeg aldrig blev sat paa en slig prøve! Jeg ved ikke om jeg ikke kom til at gjøre just paa samme maade.»
Fineas nikked. «Jeg for min del tør heller ikke svare for at jeg ved en slig leilighed ikke kom til at bruge næverne.» Han strakte ud et par vældige armer, som mest ligned vingerne paa en vindmølle.
«Et menneskes vrede udretter ikke det som er godt for Herren,» sa den fromme Simon. «Vi maa bede til Gud, at han ikke vil lede os i fristelse.»
«Det vil vi,» sa Fineas; «men om vi nu alligevel skulde blive fristet altfor sterkt, saa lad de skarver selv passe sit liv og sine lemmer.»
«Du er ingen rigtig kvæker,» mente Simon. «Du gaar endnu med den gamle vildmands-aanden i blodet.»
Og det havde han vist ret i; for Fineas var først i en ældre alder blit kvæker. I en lang række af aar havde han levet som skoghugger og jæger, og havde været en djerv og haandfast kar; men saa blev han gift med en god og blid kvækerjente, som vandt hans hjerte og drog ham bort fra det gamle vildmandsliv og ind i det fromme kvækersamfund. Han levde et fromt og virksomt liv, om end de gamle vildmandsnykker kunde stikke frem hos ham af og til.
Georg var svært urolig. «Det er vist bedst vi kommer afsted det snareste vi kan,» sa han.
«Vi maa helst vente til det blir mørkt,» mente Fineas; «for det er nogen ildesindede mennesker hist og her paa gaardene som vi maa fremom, og de kunde finde paa at lægge os hindringer i veien, om de fik øie paa vor vogn. Det vilde sinke os mere end om vi venter et par timer endnu. Jeg vil gaa over til han Mikael Kross og bede ham om at følge efter os et stykke til hest, saa han kan fare efter os og advare os, om han skulde merke uraad.»
Han mente nu ellers det ikke var saa stor fare for at skurkene skulde naa dem; det var bare om at gjøre at være ved godt mod.
«O Herre, forbarm dig over os!» bad Elisa, da Fineas var gaat.
«Det gjør han nok,» trøsted Georg hende; «Han kan nu ikke holde med disse umenneskene.»
Simon tog nu frem bibelen og læste en af Davids salmer[3] for dem.
«Stol paa Gud,» la den alvorlige kvæker dem paa hjerte. «Han vil leie dere ved sin høire haand og en gang optage dere i sin herlighed.»
Det gjorde et dybt indtryk paa Georg at høre disse ord af en mand som hver dag udsatte sig for bøter og fængsel for at tjene Gud og medmennesker.
«Og nu, mor,» sa Simon og vendte sig til sin hustru, «skynd dig at faa maden færdig til vore venner; vi bør ikke lade dem reise fra os sultne.»
Mens Rakel holdt paa med maden, kom nabokonen, den venlige og milde Rut, med tre par varme uldstrømper, som hun havde strikket til vesle Harry.
«Herren følge dere nu og give dere en lykkelig reise,» ønsked hun og trykked de to egtefællers hænder.
Efter kveldsmaden kjørte en stor vogn, med et hytterum bagtil, frem for døren.
Det var en stille stjerneklar kveld. Georg gik, modig og rask, med kone og barn, ud til vognen. Simon og Rakel fulgte dem.
Snart sad hele reisefølget, mellem dem moren til Jim, bænket i vognen, med varme bøffelskind over knærne.
«Du har vel pistolerne dine, Jim?» spurte Georg.
«Ja da, de er i bedste orden,» svarte Jim og tog et kraftigt aandedrag med det brede brystet sit.
Elisa havde taget en rørende afsked med sin gode veninde Rakel, og sad nu med vesle Harry inde i vognen, hvor den gamle kone ogsaa havde taget plads. Georg og Jim satte sig paa kuskesædet hos Fineas.
«Saa være Herren med dere!» ønsked Simon. «Gud velsigne Dem!» svarte flygtningerne, og vognen rulled af gaarde.
Veien gik gjennem mørke skoger, over øde sletter, op bakke og ned bakke.
Barnet faldt snart i søvn paa fanget til moren, den gamle kone sad og saa ud af vognrummet, og var svært ræd for det farefulde ved denne færd. Det var som hun hvert øieblik vented forfølgerne. Men lidt om senn blev hun dog roligere. Ud paa natten kom endog Elisa til ro og slumred et øieblik.
Fineas sad med tømmerne og fløited nogen høist merkelige nattetoner.
Da klokken var omkring tre, saa Georg en rytter komme efter dem. Han greb Fineas i armen. «Mon det ikke nu er noget galt?»
Fineas stanste hesten, læned sig ud over vognfjælen og saa sig tilbage. «Ja, der kommer en rytter oppe paa bakken.» Han lydde. «Jeg synes jeg kjender hestens galop ... det maa vist være Mikael!»
Uden at tænke over hvorfor de gjorde det, sprang Georg og Jim af vognen. Alle stirred lydløst efter rytteren. Nu blev han borte nede i dalen; men de hørte stadig de dumpe korte slag af hestens hover mod veien ... der kom han igjen til syne tæt ved.
«Er det du, Mikael?» ropte Fineas.
«De kommer!» var svaret. «Det er en otte ti stykker af dem, alle halvfulde og ophidset som rasende ulver.»
I det samme kunde en høre staak og duren af en flok ryttere som nærmed sig.
«Saa op med livsmodet!» ropte kvækeren. «Men skal vi slaas, saa lad os vente til vi kommer et stykke længer frem. Op paa sædet med dere!»
Georg og Jim sprang op, Fineas pisked paa hestene, og i galop gik det frem over den frosne landeveien. Vognen hopped og slingred, kvinderne sad med hjertet oppe i halsen og stirred bagover—en flok mennesker saaes tydelig paa aasen mod den gryende himmel.
Rytterne blev en stund borte i dalen, men snart kom de til syne igjen paa den næste bakken; det var klart, at de havde faat øie paa det lyse vogntaget; for med ett satte de i et høit glædesbrøl.
Elisa fik vondt og klemte barnet tæt ind til sig, den gamle kone jamred sig, og Georg og Jim tog frem sine pistoler.
Forfølgerne nærmed sig mer og mer. Fineas svinged met ett bort mod et gjærde ved foden af en fritstaaende bergknaus, som stod mørk og traust mod den stjernefulde himmel. Det var denne bergvæggen Fineas havde strævet for at naa.
«Saa til verket!» sa han og sprang af vognen. «Ud med dere i en fart alle sammen! og følg mig op paa berget ... og du Mikael, bind hesten din bag i vognen, og kjør alt det remmer og tøi kan holde over til Adam og bed ham og hans sønner komme med børserne sine!»
I et nu var alle ude af vognen.
«Se saa!» sa Fineas og tog vesle Harry paa armene. «Sørg nu dere andre for kvindfolkene og brug benene!»
Faa minuter efter var alle kommet bort fra landeveien, og raskt gik det over den ulændte grund bort mod berget.
I stjernelyset og det tiltagende morgenskjær kunde en tydelig se ridset af en smal sti som slynged sig op mellem urerne.
«Det er et af mine gamle jægerskjul, dette her,» sa Fineas. «Denne veien!»
Han sprang som en stenbuk med gutten fra den ene sten til den andre. Efter ham Jim med moren sin paa ryggen, og bag dem Georg og Elisa.
Rytterne, som nu havde naadd gjærdet, saa efter de flygtende og ropte og bandte.
* * * * *
Efter en kort stund var Fineas og følget hans kommet op paa en kam. Herfra gik stien ind i en snævring, som var saa smal at bare en og en kunde gaa gjennem den.
Saa kom en til en kløft, en halv favn bred, som gik ti meter ned i dybet. Fineas sprang med lethed over og satte gutten paa en jevn flade.
«Spring nu!» ropte han til de andre. «Det er livet om at gjøre ... slig, det var bra! Nu er vi her alle!»
Han saa efter forfølgerne, som bandende og støiende satte efter dem. Langt borte hørte de Mikael rasle afsted.
«Nu kan de komme!» sa kvækeren og førte selskabet bag et slags brystvern af løs sten. «Enhver som vil herover maa gaa en efter en gjennem snævringen.»
«Og saa skal vi nok være mænd for at tage dem, efter hvert som de kommer,» loved Georg.
«Ja jeg holder mig nu for det første udenfor kampen,» sa Fineas, som stod og tygged paa et grønt blad. «Men se nu paa dem, hvorledes de staar og kiker paa os, lig en flok høns som netop skal flyve paa pinden. Hør, kunde det ikke være heldigt at fyre et skud af, for at fortælle dem hvad de kan vente sig, om de vover sig her op?»
Selskabet der nede, som nu viste sig tydeligere i dagslyset, var Loker og Marks, samt to politimænd, og saa nogen svirebrødre, som de havde været sammen med i det nærmeste vertshus og ved hjælp af brændevin og penger faat til at følge med paa denne negerjagt.
«Naa, Loker,» sa en af mændene, «nu har vi dem endelig.»
«Ja,» svarte Loker, «nu kan de ikke slippe fra os. Lad os gaa bent paa dem!»
«Men om de nu skulde finde paa at fyre paa os?» sa Marks. «Det vilde være mindre hyggeligt.»
«Aa, du er en stymper!» svarte Loker. «Du tænker paa dit eget skind. Men du kan være rolig; negre er for rædde af sig til at vaage at fyre.»
«Ja men alligevel—disse svarte karerne kan sommetider verge sig som vilde dyr.»
Saa ropte Georg fra berget ned til dem: «Mine herrer, hvem er De, og hvad vil De os?»
«Hvad vi vil?» brølte Loker. «Vi vil ha fat paa dere, det er det hele. Vi har politi med os, og det er meningen at ta dere, om det skulde vise sig at dere er de folk som vi søger efter.»
«Mit navn er Georg Harris,» ropte Georg tilbage. «Men jeg er en fri mand, som ikke har tænkt at lade mig tage. Den første som vaager sig ind i snævringen er dødsens, ligesaa den andre, tredje, og saa videre, til den sidste.»
Marks blev mer og mer ræd.
«Det vil da være væmmeligt at faa en kule i hovedet,» sa han ved sig selv.
«Stop nu lidt!» ropte en af politimændene. «De maa være fornuftig, unge mand, og overgive Dem til rettens folk.»
«Dere er rettens folk, ja; men vi godkjender ikke Deres lov og ret. Vi staar her som frie folk under Guds frie himmel, og vi vil heller dø end overgive os i Deres hænder.»
Georg stod fremme paa en stor stenblok, klart belyst af den opgaaende sol, mandig og sterk og med harmens og modets ild i øinene.
Det er noget ved den ædle mandighed som for et øieblik tæmmer endog den raaeste natur; alle stod i nogen sekunder urørlige.
Marks var den eneste som ikke kjendte noget i sin samvittighed. Han listed sig bag en stor sten, spændte hanen paa sin pistol, tog sigte paa den unge mand og trykked løs.
Georg sprang tilbage, Elisa satte i et skrig; men kulen havde heldigvis ikke truffet nogen af dem. Den havde sust forbi hans haar og var faret ind i et træ.
«Du gjør nok rettest i at holde dig noget i skjul, min gut, naar du vil holde tale her,» sa Fineas.
Georg var rasende. «Kom her, Jim!» ropte han. «Den første som viser sig i snævringen skyder jeg ned, den næste tager du paa kornet, og saaledes videre; vi har ikke raad til at fyre to ganger paa én, skjønner du.»
«Ja vel! Men om du nu ikke træffer?»
«Jeg skal nok træffe,» loved Georg rolig.
«En stolt kar!» mumled Fineas ved sig selv.
Folkene der nede stod og talte sammen om det som de nu skulde gjøre.
«Herr Marks maa vist have truffet en af dem,» mente én. «Jeg synes jeg hørte et skrig.»
«Nu gaar jeg for min del bent paa dem,» sa Loker høit. «Skulde en være ræd for en flok negertamper?»
Georg hørte dette og tog sigte netop paa det punkt hvor den første som vaaged sig frem maatte vise sig.
En af de modigste fulgte Loker i hælene opefter berget, de andre gik efterpaa.
Endelig viste Lokers kjæmpeskikkelse sig ved kløften.
Georg brændte løs. Kulen slog ind i siden paa Loker, som satte i et forfærdeligt brøl. Som et vildt dyr satte han over spalten og sprang ind paa flokken.
«Stop lidt, min ven!» ropte Fineas i det samme og gav ham en støit for brystet. «Den andre veien!»
Med et brøl styrted den vældige kjæmpe, sammen med et ras af smaasten, ned mellem trær og busker, og forsvandt i det mørke braadyb. Et held for ham var det, at hans klær under faldet tog fat i nogen grener paa et træ, hvorved han blev stanset noget i farten; men faldet var alligevel saa haardt, at han blev liggende som død paa bunden af kløften.
«Bevare os vel, det er jo nogen rene djævler,» stammed Marks, og kom fortere ned ad skraaningen end han var kommet op.
De andre fulgte ham i hælene og tumled hulter til bulter om hverandre. Den ene af politimændene, som var svært tyk og fed, pusted og hvæste som en damphest.
«Hør, kamerater,» sa Marks, da alle var kommet ned paa trygg grund; «dere maa se til at finde Loker. Imens springer jeg bort til min hest og rider afsted for at hente hjælp.» Og uden at bry sig om kameraternes indvendinger og spot-ord forlod han dem i ilsom hast.
«Har en nogensinde set en slig feig og ussel kar!» sa den ene af mændene. «Vi er kommet hid for at hjælpe ham, og saa stryker han bort fra os paa denne maaden.»
«Vi maa nu alligevel se at finde Loker,» sa en anden. «Men jeg er lige glad, enten han er levende eller død.»
Efter at have talt en stund om det som de nu skulde gjøre, blev de andre enige om at søge efter manden.
De gjorde en sving udenom berget og kom ind i kløften. Loker laa her og bandte og jamred sig.
«Det er da fælt saa De tager paa vei,» sa en af mændene. «Er De kommet meget til skade?»
«Ved ikke. Reis mig op, om dere kan! Den forbandede kvæker! Havde ikke han faat givet mig den støiten, skulde jeg have sendt nogen af de andre her ned.»
Med megen møie fik de manden med sig bort til hestene; han stønned og bar sig saa det var en ynk at høre.
«Kunde dere bare faa mig saa langt som til vertshuset,» ønsked han og bad om en klut til at stoppe i hullet, ellers vilde alt blodet rinde af ham.
Georg strakte sig frem over bergkanten, og saa da at mændene velted den saarede op paa en af hestene, men at han med ett gled fra dem og styrted til jorden.
«Jeg haaber han ikke er død!» sa Elisa, som ogsaa stod og saa paa det som gik for sig.
«Det vilde bare være løn som fortjent,» mente Fineas.
Den gamle konen stod og risted med hovedet. «Hvorledes skal det gaa det skrækkelige menneske for Herrens ansigt?»
«Men hvad er det de tænker paa?» udbrød Fineas. «De gaar jo fra ham!»
Uden at bry sig mere om den døende mand satte hans kamerater sig op paa sine hester og red afsted.
«Nei, dette er dog for galt!» fnyste kvækeren og tog veien nedefter.
De andre fulgte efter. Netop som de kom ned til Loker, kom Mikael tilbage med vognen og en flok væbnede mænd.
«Gud ske lov! saa er vi da frelst før denne gangen,» sa Fineas. «Lad os nu se om det er noget at gjøre med denne fyren her.»
Han la sig paa knæ og undersøgte mandens saar. Mens han havde været skoghugger og jæger, havde han lært sig til at stelle med det slags skader.
«Er det du, Marks?» spurte Loker med svagt mæle.
«Nei, det er ikke,» svarte kvækeren. «Den herre De snakker om løb sin vei for at berge sig selv.»
«Den fordømte hund!» Han tog paa at jamre sig: «Aa, det er vist snart slut med mig.»
Men alligevel var han vond og vanskelig at stelle med.
«Naa naa naa!» smaaskjændte Fineas, da den saarede skjøv haanden hans til side. «Det er snart slut med Dem, om vi ikke faar lov til at hjælpe Dem!»
«Det var du som stødte mig ned.»
«Ja, det er sandt; men havde jeg ikke gjort det, saa havde du stødt os ned ... naa naa naa, vær nu ikke saa ustyrlig! Vi skal stelle saa godt og kristelig med dig, som det var din egen mor som pleied dig, dit asen!»
Loker sukked og lukte øinene. Hans styrke var borte, og han faldt sammen.
Det blev gjort plads paa vognen for ham. Bøffelskindene blev lagt firdobbelt langs den ene fjæl, og fire mand løfted ham op og la ham til rette. Da de havde faat lagt ham paa skindene, saa de at han ikke var ved sig selv. Den gamle negerkone, som var rørt af medlidenhed, steg op i vognen og la mandens hoved i fanget sit. Elise og de andre maatte hjælpe sig saa godt de kunde med den plads som blev tilovers.
«Tror De han dør?» spurte Georg.
«Af saaret dør han nu i hvert fald ikke,» svarte Fineas. «Det gaar ikke dybt; men han har slaat sig haardt paa denne snøgg-reisen han gjorde.»
«Hvor det vilde gjøre mig ondt, om han døde!»
«Ja, det er ikke noget hyggeligt arbeide at være med at tage livet af folk.»
«Hvad synes De nu vi skal gjøre med ham?»
«Aa, vi faar tage ham med til Adans. En gammel kone der i huset er saa svært flink til at stelle syge, hun vil vist kunne faa skik paa ham.»
Efter at have kjørt en stund naadde de til en vakker kvækergaard. Her blev de venlig modtaget.
Loker blev lagt paa en ren blød seng, hans saar blev renset og forbundet, og mens de andre styrked sig ved en god frokost, laa han med halvaabne øine og saa paa de hvide gardiner og paa de fremmede mennesker som færdedes om ham.
Fineas og hans folk drog videre; Loker blev tilbage. Han blev pleiet med moderlig omhu, endda han fra først af var vild og ustyrlig som en syg bøffelokse.
«Fanden i vold!» kunde han somme tider sige og sparke til dynen.
«Hans navn maa De ikke nævne her i huset,» kunde den snille konen da svare og taalmodig brede dynen over ham igjen.
Hun talte ofte med ham om det syndige liv han havde ført, og med venlige ord søgte hun at faa ham til at vende om fra sine vildfarelser.
«Aa, jeg gider ikke tænke paa alt det djævelskab jeg har været med paa,» kunde han sukke for sig selv.
Mandens saar og sygdom var ikke værre, end at han efter nogen uger kunde reise sig igjen, og da var han blit et bedre menneske. Den brave kone havde ved opofrelser, bønner og formaninger virket saaledes paa hans sind, at han rent havde tabt lysten til at blive ved med sit daarlige liv som slavejæger. Da han blev helt frisk igjen, drog han til en af udbygderne der, hvor han levde som en hæderlig jæger og var til stor nytte for nybyggerne ved at udrydde en mængde bjørner og ulver de havde været plaget af der.
Han talte altid senere om kvækerne med taknemlighed. «Pene folk, disse kvækerne! Bra folk!»
[3] Davids 73de salme.
