SYVENDE STYKKE. To underlige jægere.
Haley vendte nu tilbage til vertshuset, yderst misfornøid og forbitret. Han satte sig i en krok af gjestestuen og grunded paa hvad han skulde tage sig for. At komme over elven og forfølge hende længer var ikke muligt; men hvad da ... hvad i al verden skulde han gjøre?
Saa blev han med ett afbrudt ved at høre støi af mennesker udenfor. Han fór bort til vinduet og saa ud.
«Ja min sandten tror jeg ikke det er Loker! Det kan en kalde et held!»
Han skyndte sig glad og fornøid ud.
«Har jeg set saa rent galt—eller er det virkelig Dem, gamle svend!»
Loker var en kjæmpestor kar med nogen svære lemmer. Han var klædd i en kappe af bøffelhud, som vendte haarene ud. Det store røde bulbideransigt tyded paa drik og raahed.
Ved siden af ham stod en liden mager mand, som saa ud til at være smidig som en kat; hans spiske næse og de svarte urolige øinene fór om til alle sider, og syntes at vidne om at han var ligesaa listig som hans reisekamerat var raa og haard.
De to mænd var slavefangere og levde af at opspore og fange bortløbne negre.
«Kom indenfor og faa dere en hjerte-styrkning!» hød Haley og førte dem ind i varmen.
«Hvad i al verden har De her at gjøre?» spurte Loker med grovt og brustent mæle.
Og hans lille kamerat stak sit hoved med den spiske næsen frem, som for at speide og lytte.
«Ja nu skal dere høre ... sæt Dem ned! Vær saa god, De med! De er kanske en ven af Loker?»
«En verksfælle, ja; mit navn er Marks ... er mig en fornøielse at gjøre Deres bekjendtskab,» sa den magre og rakte Haley en lang tynd haand, som mest ligned en ravneklo.
«Det var da et svineheld, at De netop skulde komme her i kveld.... Heida vert, lad os faa en bolle!»
Snart sad de tre mænd bænket ved et lidet bord og laged sig til at nyde livet med hverandre en liden stund.
«Nu skal dere høre,» tog Haley fat. «Jeg er kommet rent ilde ud for det med et kvind-folk som har rømt med en liden gut jeg havde kjøbt.»
«Hva' hva'.... Hvorledes?» spurte den magre og stak den spiske næse og hage næsten helt op til ansigtet paa handelsmanden. «Noget at tjene for os—hva'?»
«Ja hør nu bare.» Og saa fortalte Haley hvorledes det var gaat til—om Elisas flugt fra Schelby, om alle uheldene og om hendes vaagelige løb over elven.
«Klods!» brummed Loker. «Hvorfor lod De hende løbe fra dem?»
«Ja hvorledes skulde jeg kunnet hindre det?»
«Hæ—hindre? Mig løber ingen fra. Naar jeg har faat fat i en slig jente som har en unge, saa holder jeg denne næven op i synet paa hende: Ser du den?» siger jeg. «Dersom du vaager at rømme fra mig, saa skal jeg være mand for at ta dig igjen om en time, og saa....»
Han lod den vældige næven sin falde mod bordpladen med en slig kraft at bollen og glassene hopped.
«Hi-hi-hi!» lo hans lille kamerat. «Det kan en kalde at tale med eftertryk.»
«De er nu for slem, De Loker,» mente Haley. «Vi har før talt om den ting. De ved det altid har været min mening, at en skal stelle sig saaledes med negrene, at de kan stige i pris. Og saa maa en nu heller ikke glemme at sikre sig en liden plads der oppe i den anden verden. Den kan være god at ha, den, naar det ikke er mere at gjøre for en her nede.»
«A-u!» Loker vred munden og risted paa hovedet, som om han skulde til at kaste op; han gik bort til skjænken og frisked sig med en dygtig dram.
«Ja, det kan ikke nytte at skjære ansigter, Loker; jeg holder nu en gang fast ved religionen og det høiere, jeg.»
«Kan vi ikke holde op med dette gudfrygtige snakket,» foreslog Loker. «De er ikke et haar bedre De end vi andre; heller værre; for De er feig, De.»
«Hvad siger De?»
«Ja, jeg sa De er feig. Det er bare feighed af Dem at ville spille gudfrygtig. De vil snyte fanden og hytte Deres eget skind. Fy for en ulykke! At gaa et helt liv igjennem og ta paa borg hos fanden og kræve tjenester af ham, og saa ville luske fra ham, naar betalingsdagen kommer—fy!»
«Naa naa naa!» tyssed Marks. «Lad os heller tale om forretningerne vore.» Han stak næsen bort imod Haley: «Det var altsaa Deres mening, at vi skulde hjælpe Dem til at faa fat paa den jenten?»
«Jenten kommer ikke mig ved; Schelby eier hende. Det er bare gutten hendes jeg skulde ha fat paa.»
«Hvorledes ser hun ud?» spurte Marks.
«Hun ser godt ud, bedste sort vare—næsten hvid.» Og hun er opdraget som en fin frøken; hun er ærlig værd sine 4000 kroner.»
«Hm! hm!» kremted Marks, og fik et gridsk udtryk i de smaa katteøinene sine. «Loker,» sa han, «hvad mener De? End om vi paatager os at skaffe herr Haley gutten og beholder moren som løn for umagen?—hva! Vi kunde jo senere føre hende til markedet i Orleans og gjøre en rigtig fin forretning.»
Loker, som havde siddet og gabt ligegyldig, slog nu med en gang kjæverne sammen, som en bulbider, naar den snapper efter et kjødstykke.
«Ja—a,» sa han langt, og gav sig ligesom til at tygge paa forslaget.
Marks tog sig nu en sup og snudde sig mod Haley: «De maa vide at vi er godt kjendt med politiet langsmed elven, og det yder os nok hjælp, naar vi bare stikker til det lidt mynt imellem.»
«Ja det forstaar jeg godt.»
«Ja det er nu noget som jeg maa tage mig af, det; jeg har talegaverne og den juridiske kløgt, skjønner De; Loker er god nok til det grovere arbeide han, at slaa hovedet i stykker paa folk og alt det; men han har ingen gaver til at snu sig, naar det er om at gjøre at stikke en haandfuld kroner til folk eller gjøre ed og sligt noget.»
Loker, som var noget sen i tankegangen, kom først nu paa det rene med hvad forslaget egentlig gik ud paa.
«Jeg har forstaat det!» brølte han og lod atter sin næve falde paa bordpladen.
«Hvad skal jeg have for min del?» spurte Haley. «Det er jeg som har ledet dere paa spor efter denne fangsten.»
«Er det kanske ikke nok, at vi skaffer Dem gutten?» spurte Loker. «Gjør De noget vrøvl, saa tar vi dem begge. De kan jo ikke gjøre os noget for det, De.»
Haley blev nu tam. «Ja ja,» sa han, «kan dere skaffe mig gutten inden otte dage, saa faar jeg være fornøid med det.»
«Ja men det er ikke jeg. Tror De vi farer landet rundt efter en negerunge for ingen ting? Jeg mener De slipper billigst fra det, naar De betaler os—lad mig sige 200 kroner.»
«Er De gal, mand? Jeg har vist Dem udvei til en sjelden god fortjeneste, og saa kræver De endda....»
«Hvem borger for at de ikke gaar sin vei fra os begge to? Nei, De faar være saa god at komme frem med mynten her paa dette bret!» tordned Loker og slog med knokene sine i bordet. «Faar vi saa tak i ungen, saa faar De pengene Deres tilbage; lykkes ikke dette, saa har vi ærlig fortjent dem for vor umage.»
«Ja i den tale er det virkelig god mening, herr Haley,» sa Marks.
Endnu en stund talte de frem og tilbage om denne saken. Haley rev sig i haaret og var i ulag.
«Vi kommer nok til enighed,» mente Marks. «Men sig mig ... saa De virkelig at en mand hjalp hende i land?»
«Ja vist saa jeg det. Men hvor hun saa blev af, 'har jeg ikke mer mening om end det glasset der.»
Loker reiste sig med ett: «Vi maa over elven straks.»
«Ja hvorledes skal vi komme over?» spurte Marks. «Der gaar jo ingen baad.»
«Vi skal over!» brølte den andre.
Haley spurte om deres hunder var flinke til at opspore folk.
«Ja det kan De lite paa de er,» forsikred Loker. «Men hvad hjælper det os her? Vi har jo ikke en trevl af hendes tøi, som de kan lugte til.»
«Jo vist har vi det.» Haley reiste sig og tog Elisas hat og sjal, som laa paa sengen.
«Kom her med det!» bød Loker og rakte haanden ud.
«Men hvis nu hundene gaar hen og gjør en ulykke paa hende og gutten?»
«Ja, det kan nok hænde,» svarte Marks. «Det hændte os en dag sydpaa, at de rev en mand næsten ihjel, før vi kom nær nok til at rope dem tilbage.»
«Hm!» Haley rev sig atter i haaret.
«Men jeg tænker hun har taget ind i en eller anden gaard der borte,» vedblev Marks. «Det er bare om at gjøre at finde hendes spor.»
«Ja, for dere kan skjønne det, at jeg nødig vilde ha revet hud og kjød af gutten. Han vilde jo derved tabe sit værd.»
«Naturligvis! Men det gaar nok ikke saa ilde.»
Loker, som igjen havde været borte ved skjænken og tyllet i sig noget mer brændevin, kom nu tilbage til bordet og skyndte paa kameraten sin. «Vi maa afsted!... Saa var det disse kronerne.»
Saa nødig Haley vilde, saa maatte han ud med pengene.
Efter at de var kommet overens om hvor gutten skulde afleveres, knapped de to menneskejægerne sine kapper og tog veien ud i den mørke natten.
