TRE OG TYVENDE STYKKE. Hjælpeløse mennesker.
En hører ofte om negerslavernes sorg over tabet af en god herre; og det har sin gode grund, at de sørger; for det er ingen paa Guds grønne jord som er saa hjælpeløs og forladt under slige omstændigheder som negeren.
Barnet som mister far og mor, har endnu slegtningers og lovens vern at ty til; slaven har ingen. Loven sætter ham ikke høiere i rettigheder end en varepakke. Hvor vidt det skal tages hensyn til følelser og tilbøieligheder som er indplantet hos ham ligesom hos ethvert andet menneske, det ligger ene og alene i hans herres vilje, og naar den herre som har været god mod ham falder bort, er det intet mer tilbage for ham.
En kan derfor let tænke sig hvor fortvilet stillingen var blit med ett for slaverne til St. Clare ved hans bratte død. Den kom som et tordenslag over dem og opfyldte alle med dyb sorg. Og midt under sorgen meldte det spørsmaal sig hos alle med frygt og angest, hvorledes det skulde gaa dem i fremtiden. Alle vidste at den fine frue aldrig havde havt noget hjertelag for sine undergivne, og at hun nu vilde bli en haard og tyrannisk herskerinde, da hendes mand ikke mer kunde træde imellem og forsvare dem.
Tom var opfyldt baade af glæde og sorg over sin herres død. Han glæded sig over at hans herre var gaat bort som kristen. Og han var i det første saa helt optaget af dette, at han ikke gjorde sig klart, at han i grunden var den som havde tabt mest; han havde jo været paa nippet til at bli en fri mand, men var nu med ett igjen blit fuldt ligestillet med de andre.
Fru Marie sad i en stor armstol, helt optaget med at se paa prøver af flor og andet sørgetøi. Frøken Ofelia gik og tænkte paa sit hjem, som hun vilde vende tilbage til, saa snart det lod sig gjøre.
Endelig var begravelsen over, og alle var svært spændt paa at faa vide hvorledes det nu vilde gaa.
Neppe var fjorten dage gaat, før folkene havde greie paa det som de havde at vente.
Mens frøken Ofelia en dag sad alene paa sit værelse, banked det sagte paa døren hendes. Da hun lukked den op, var det Rosa som stod der, rødøiet og med haaret i urede.
«Hvad er det som feiler dig?» spurte frøkenen.
Rosa faldt paa knæ og tog fat i kjolen til frøkenen. «Frøken, aa frøken, gaa til fruen og bed for mig! Se her!» og saa gav hun hende en papirlap.
Ofelia kjendte straks fruens haandskrift; det var nogen ord til forstanderen for en strafanstalt om at han skulde tildele overbringeren femten slag ris.
«Men hvad har du gjort, Rosa?»
Rosa graat. «Jeg ved godt at jeg var svært slem; jeg svarte hende stygt. Men jeg blev saa sint, at jeg ikke vidste hvad jeg gjorde; hun slog mig jo lige i ansigtet.»
Frøkenen stod en stund og tænkte sig om, med papiret i haanden.
«Det fik endda være at jeg skal ha pryl,» vedblev Rosa, «naar det bare var fruen selv eller frøkenen som slog; men at jeg skal bli slaat paa bare kroppen af en mand, og til og med en slig væmmelig mand, det er en skam som jeg ikke kan bære.»
Ofelia vidste nok at haarde herskaber brugte at sende kvindelige tjenere til et fængsel for at lade dem pryle paa bare ryggen af raa mandfolk; men hun havde ikke før tænkt rigtig over den skam og nedværdigelse det maatte være for en ærbar pige at komme ud for slig medfærd.
Blodet steg op i hovedet paa hende, og hun blev rød og hed; men klog som hun var, dæmped hun harmen og var fuldt rolig, da hun kom ind til fru Marie.
«Hvorledes har du det i dag?» spurte hun høflig.
Fruen gav et suk fra sig og lukked øinene. «Ak, jeg ved ikke, jeg kommer vel aldrig til at faa det bedre i denne fortvilede verden,» sa hun og tørked øinene med det kniplingskantede lommetørklæet sit.
«Jeg kommer for at tale lidt med dig om Rosa,» sa Ofelia noget brydd af sig.
Men nu fik fruen øinene op, og blodet fór op i de gule kinderne.
«Nu! hvad har du at tale om hende?» sa hun med en skarp tone.
«Hun er meget angerfuld og vil gjerne be om tilgivelse for sin forseelse.»
«Saa, hun vil det. Men jeg er ikke tænkt at tilgive hende; hun skal ha sin straf, saa hun husker at styre munden sin en anden gang.»
«Det er heller ikke straffen hun gruer saa meget for; men det er det at hendes blufærdighed og kvindelige følelse blir sat paa en slig haard prøve.»
«Kvindelige følelse?» Hun lo haanlig. «Hun kan ha godt af at de fornemme nykkerne blir kuet noget.»
«Du er grusom, Marie. Kom i hug at du en gang maa gjøre regnskab for hvorledes du steller med dine folk.»
Fruen kunde ikke skjønne at det var noget grusomt i det at lade en tjenestjente faa pryl, naar hun var uskikkelig; herefter vilde hun skikke en og hver af sine folk til fængslet for at bli pisket, naar de opførte sig slet.
Jane, som var tilstede for at sætte op haaret til fruen, fór sammen; for hun syntes at se paa fruen at hun netop tænkte paa hende.
Frøken Ofelia havde nu svært vondt for at styre sin harme; men hun skjønte det vilde være helt unyttigt at søge at paavirke dette menneske; hun bed derfor tænderne sammen og gik ud af værelset.
Det faldt hende tungt at maatte gaa tilbage til Rosa med uforrettet sak. Rosa blev endnu samme dag ført til fængslet, hvor hun maatte tage imod den grusomme tugt, trods alt det hun graat og bad for sig.
Adolf havde altid været ilde likt af fruen, men havde staat i gunst hos sin herre, og alt var gaat godt, saa længe han levde. Men efter hans død havde den fine tjeneren maattet gaa som paa glør, for ikke at sige eller gjøre noget som kunde paadrage ham fruens uvilje.
En dag kom han op til Tom og var rent fortvilet.
«Vi skal sælges, Tom.»
«Hvor ved du det fra?»
Han fortalte da at han havde staat bag et gardin og hørt fruen tale med en sakfører. Han vidste ogsaa at hun havde vekslet breve med St. Clares bror om salget af gaarden, og at det nu var op-og afgjort, at gaarden og alle folkene om nogen dage skulde blive sat til auksjon. Fruen vilde reise hjem til sin fars gaard og bare tage med sig et par af pigerne.
Tom gav et dybt suk fra sig og folded hænderne, mens han sa: «Guds vilje ske!»
Det kom svært braat for Tom, dette budskab. Hans haab om frihed fik paa en gang et haardt knæk; det var som han saa kone og børn, kirkespiret der hjemme og hustagene svinde bort for sine øine som en drøm. Han knuged hænderne sammen og brast i graat.
Saa gik han ind til frøken Ofelia og fortalte at St. Clare havde lovet at give ham fri, og bad hende være saa god at tale til fruen om dette og lægge et godt ord ind for ham. «Jeg ved det var massas virkelige mening at give mig fri,» la han til.
Frøkenen trodde ikke det var stort haab for ham; men hun loved nu alligevel at tale hans sak saa varmt og godt som hun kunde.
Saa gik hun da ind til fruen en dag. Hun tog et strikketøi med og satte sig for at tale saa rolig og venlig som hun paa nogen maade kunde; hun var ellers ræd for det kunde gaa ligesaa uheldig som da hun bad godt for Rosa.
Da frøkenen kom ind, laa fruen paa en sofa og saa paa nogen prøver af sort tøi, som Jane holdt op for hende.
«Jeg tror jeg vælger det der, jeg,» sa hun.
«Ja, det synes jeg ogsaa fruen bør gjøre,» sa pigen. «Det var netop magen til det tøiet generalinden gik med ifjor; det klædde hende svært godt.»
«Hvad mener nu du, Ofelia?» spurte fruen.
«Det er en modesak, som du forstaar bedre at dømme om selv,» svarte frøkenen; «men det er en anden sak som jeg gjerne vilde tale med fruen om,» vedblev hun.
«Min fætter loved en dag Tom at han vilde give ham fri, og han var alt i færd med at ordne det nødvendige for at indfri dette løfte, da døden kom og rev ham bort. Nu haaber jeg at du vil sørge for at faa dette fuldbyrdet.»
«Paa ingen maade kan jeg indlade mig paa det,» svarte fruen. «Tom er værd altfor mange penger, det kan ikke være tale om at jeg har raad til at lade ham gaa.»
«Ja men nu har han gaat og glædet sig til denne hjemreisen og til at bli en fri mand.»
«Det tror jeg saa godt; hvilken træl gaar ikke med slige frihedsnykker og vil gjerne komme løs for at kunne gaa og drive og drikke,—nei tak.»
«Men Tom er da ikke af det slags folk.»
«Ja, saa længe nogen passer paa ham, kan han kanske være bedre end mange andre; men lad ham faa sin frihed, saa skal vi se.»
«Men tænk nu paa, Marie, at han mulig kan komme i hænderne paa et raat og slet menneske, om han blir stillet til salg.»
«Hvorfor skulde han nu det? De aller fleste mennesker er gode mod sine træler; jeg er slet ikke saa ræd for at han skal faa det vondt.»
«Jeg vil nu sige dig at det var et af min fætters sidste ønsker dette, at Tom skulde faa sin frihed,» sa frøkenen med eftertryk, og kjendte at blodet steg hende til hovedet. «Og jeg ved at det var en af de ting han loved vesle Eva paa dødsleiet. Jeg kan ikke tro du har ret til at sætte dig mod dette!»
«At du kan være saa grusom at minde mig om mit barn!» udbrød fruen og gjemte ansigtet i sit lommetørklæ.
Alle mennesker var saa onde mod hende, hulked hun. Ingen brydde sig det mindste om de tunge sorgerne hendes.
«Mammy!» ropte hun, «kom og aabne vinduet! skaf mig flasken med kamferdraaberne og kom og bad hovedet mit og hekt kjolen min op!»
Ofelia kunde ikke nu holde det ud længer, hun flygted ud af værelset det forteste hun kunde; det var ikke noget udkomme med dette forrykte kvindemennesket.
Men frøkenen gav ikke saa let tabt. Endnu samme eftermiddagen skrev hun til fru Shelby; hun udmalte for hende den ulykkelige stilling Tom var kommet i, og bad om at maatte faa sig tilsendt penger til at kjøbe ham fri for.
Men den følgende dag blev Tom og Adolf og nogen andre sendt til slavemagasinet for at blive solgt ved auksjon.
