FIRE OG TYVENDE STYKKE. Slavemagasinet.
En maa ikke tro at slavemagasinet var nogen skummel og væmmelig hule. Langt fra. Det var tvert imod en stor pragtfuld bygning, som for verdens øine saa ud som et vakkert og hyggeligt hjem. Det var jo om at gjøre at gi det udseende af at den handel som dreves der var i alle maader en fin og respektabel forretning. Og for at varerne som skulde sælges der, trælerne, kunde ta sig godt ud, blev de stelt pent med baade med hensyn til renlighed og god og nærende kost. Des kraftigere og mer velnæret en træl saa ud, des mer kunde en vente at faa for ham.
Under et slags tag langs yttersiden af bygningen stod rækker af vakre og velnærede mænd og kvinder opstillet som prøver paa varerne indenfor.
En blir høflig anmodet om at træde indenfor og tage varerne i øiesyn. Inde i bygningen vil en finde en rig samling af mænd og koner, unge mennesker og børn, som er at faa til kjøbs hver for sig eller i partier, alt efter ens ønske.
Tom og nogen andre af St. Clares slaver blev ført ind i en lang sal, hvor de skulde ligge om natten sammen med en mængde personer af alle aldre og farve-afskygninger. En frygtelig dur af rop og sang slog dem i møde ved døren.
«Det kan jeg like, gutter, at de holder dere lystige!» ropte opsynsmanden. «Aa, er du der ogsaa,» sa han til en stor kulsvart neger som sprang omkring og gjorde nogen apekatstreger.
Tom havde med sig en kuffert, som han satte sig paa borte ved væggen; han var, som en kan tænke sig, ikke videre vel til mode.
Det blev her som paa andre steder sørget for at holde slaverne i godt lune og faa dem til at glemme sin fortvilede stilling. Den medfærd de fik, fra det øieblik de blev solgt paa auksjonen i det nordlige til de havned i sydstaterne, gik ud paa at gjøre dem følesløse, forhærdet og dyriske. Somme tider blev de drevet ud til et sundt sted, et badested eller lignende, for at komme i godt hold. Her fik de hver dag god mad. Og da det altid var nogen i flokken som ikke var i godlaget, blev der spillet paa fiolin for dem, og de blev opmuntret til at danse. Var det en og anden som ikke orked at være med paa dette, blev han regnet for en særling og fik pryl. Tanken om hjemmet, om hustru og børn, maatte udryddes. Lystige og glade skulde de være, især naar det var nogen tilstede, og lystige var ogsaa de fleste, dels fordi de paa denne maaden haabed at faa de bedste tjenester, og dels fordi de var ræd for pryl.
«Hvad er du for en?» spurte den store negeren, som havde vendt sig mod Tom.
«Jeg heder Tom.»
«Du sidder vist og tænker svært dybt, du,» vedblev negeren og puffed til Tom i siden.
«Ja,» svarte Tom, «jeg skal sælges i morgen.»
«Sælges! Aa om det var jeg som skulde den veien! Hvor jeg skulde faa liv i kjøberne!—End du da?» spurte han Adolf og la uden videre haanden paa akslen hans.
«Væk med labben din!» ropte Adolf ærgerlig.
«Er du en slig kar, du? Du er nok svært vigtig af den flødefarven din, og bilder dig nok ind at du er hvid. Ah»—han snuste til ham og kiled ham i siden—«lugter godt! Han vilde høve godt i en tobaksbutik, kude sætte duft paa hele butiken!»
«Væk fra mig!» ropte Adolf igjen rasende.
«Aa se hvor kilen han er! Han maa vist være en voldsom fin herre. Se paa den mine han sætter op og den reisningen det er paa ham!» Og saa gjorde negeren sig til for at efterligne Adolf.
«Jeg er nu altid finere end du; jeg har havt en herre som kunde kjøbt dere alle sammen som gamle pjalter.»
«Bevare mig vel! Og nu blir du alligevel solgt, sammen med sprukne te-potter og andet skrap.»
Nu blev Adolf saa arg, at han med knyttet næve drev til negeren, lige i synet paa ham, og tog paa at sparke og slaa om sig som han var gal.
Der blev da et svært opstyr med rop og latter.
«Naa, naa!» ropte med ett opsynsmanden og smeldte med pisken sin. «Vil dere være skikkelige!»
«Det er ikke mig, massa,» skyndte urostifteren sig at oplyse. «Massa ved nok at jeg er skikkelig og rolig; det er disse nye karerne som gjør braak.»
De andre slaverne var flygtet til alle kanter.
Uden at forhøre sig nærmere gik opsynsmanden bort til Tom og Adolf og gav hver af dem et spark med støvlen.
I en anden sovesal ligger et halvt hundred kvinder af enhver alder, lige fra det vesle barn til den gamle kone. En vakker liden pige, som dagen før maatte se paa at moren hendes blev solgt fra hende, har grætt sig i søvn, uden at nogen har brydd sig om hende. Rundt om ligger en flok yngre og ældre kvinder, som har tullet sig ind i kaaper og dækkener.
Et stykke fra de andre sidder to som ser ud til at være af et finere slag end de vanlige trælkvinder. Den ældste af dem, Susanna, er en pent klædd mulat-kvinde med milde øine og vakre ansigtsdrag. Hun har paa hovedet et rødspraglet tørklæ, og er iført en pen kjole, som sidder godt og er af fint tøi. Ved siden af hende sidder datteren, Emmeline, en velvoksen pige paa femten aar. Hun er helt lys i huden, og har, ligesom moren, nogen milde og gode øine. Det brune haaret hendes falder i fyldige krøller ud over panden. Hun er ogsaa pent klædd, og de hvide hænderne viser at hun ikke har havt meget med grovt arbeide at gjøre. Begge har før tilhørt en from dame, som sørged for at de blev godt oplært og fik en kristelig paavirkning. Men det var gaat tilbage for hende, saa hun blev nødt til at sælge dem, og den mand som havde kjøbt dem af hende var det som nu frembød dem til salgs.
Maanen lyser ind gjennem vinduerne. Moren og datteren sidder og graater.
«I morgen skal du stryge haaret dit glat tilbage,» sa moren.
«Hvorfor det? Jeg tar mig da bedre ud med at ha krøllerne hængende frit nedover panden.»
«Netop derfor; det vil maaske gaa dig bedst, naar du tar dig mindre godt ud.»
Emmeline loved da at gjøre som moren bad hende.
«Om vi nu i morgen skulde bli skilte,» vedblev konen, «saa husk paa at ta din bibel og salmebog med, og glem ikke alt det som den gode frue har lært os.»
«Det skal jeg nok ikke glemme; men med Guds hjælp faar vi vist lov til at være sammen.»
Jernstængerne i de tilgitrede vinduer kaster lange skygger over de sovende mennesker. Mor og datter istemmer en af de tungsindige salmer som synges ved jordefærder:
"O, hvor er Paulus og Silas?
O, hvor er Paulus og Silas?
Bort er de gaat til himlen,
bort er de gaat til himlen,
vandret til paradis."
Men saa kom morgenen.
Glad og lystig gir tilsynsmanden sig i færd med at mønstre sine varer til auksjonen. Han ser nøie efter om paaklædningen er i orden, og tilholder alle at lægge ansigtet i glade folder, for at de kan tage sig saa godt ud som mulig. Slaverne opstilles i en kreds, for at gaa igjennem et sidste eftersyn, inden de drives afsted til auksjonen.
Med sin straahat paa og cigar i munden gaar han omkring og tar sine varer i øiesyn.
«Men hvad ser jeg?» sa han og stanste fremfor Emmeline. «Hvor er det blit af krøllerne dine.»
Pigen saa frygtsom bort paa moren.
«Jeg har paalagt hende at greie haaret glat og pent tilbage, saa det ikke skal flagre løst nedover øinene paa hende.»
«Sludder!» sa opsynsmanden og vendte sig mod pigen: «Gaa straks og sæt op krøllerne dine igjen, skjønner du! Og du,» sa han til moren og pegte med spanskrøret, «du gaar og hjælper hende, og det fort! De krøllerne kan jo være værd sine hundred kroner, de.»
Paa fine marmorfliser og under en pragtfuld hvælving vandrer et par tusend mennesker af alle folkeslag omkring mellem hverandre. Hist og her paa den runde plads er stillet forhøininger til talere og auksjonsholdere. Paa to af disse forhøininger staar alt et par fine herrer, som snart paa engelsk og snart paa fransk med stor veltalenhed udroper alle de gode egenskaber deres slaver har. En tredje forhøining er endnu tom; men en hel skare, og derimellem Tom og Adolf samt Susanna og Emmeline, staar modløse paa gulvet og venter paa at auksjonsholderen skal komme. Nogen lysthavere, og en del andre som er kommet tilstede bare for at se paa, gaar og tar de opstillede varer i øiesyn og føler paa deres lemmer.
«Nei, god dag!» sa en ung laps til en anden ung modeherre, som stod og saa paa Adolf gjennem sit se-glas.
«God dag, god dag! Jeg staar og ser paa ham der; jeg kunde ha brug for en slig fyr til kammertjener.»
«Tænk aldrig paa at kjøbe ham! Han ser ud til at have nykker, som de vist har alle St. Clares folk.»
«Aaa dem skal vi nok plukke ud af ham. Naar han bare blir sendt nogen ganger til forbedringshuset og faar sine pryl, tænker jeg han snart kureres for nykkerne.»
Tom har maattet ta paa sig de bedste klærne sine, en fin klædeskjole, rent stivet linned og blanke støvler. Han staar i sterk spænding og ser sig om. Der er mange kjøbere tilstede. Hvem tro han nu skal falde i hænderne paa?
Mellem de mange forskjellige slags folk blev Tom var en liden tyk mand med en stribet skjorte, som var aaben i brystet, og nogen hvide skidne bukser. Manden saa sig om med de store gloende øinene.
Det gjøs i Tom. Om det nu blev ham! Dette store kulerunde hovedet, det stive solsvedne haaret, de røde øienbryn, den store plumpe mund, de lodne solbrændte labber med negler som ørneklør!
Med ett griber manden Tom under hagen: «Op med flabben din!» sa han. Og da han har set Tom paa tænderne, gir han sig til at undersøge armene; han vender og snur ham til alle sider og kommanderer ham til at hoppe.
«Hvor er du født?»
«I Kentucky, massa.»
«Hvad har du været brugt til?»
«Jeg har styret en gaard.»
«Han er god nok,» mumled manden og gaar bort til Adolf og spytter paa de blanke støvlerne hans. Saa gaar han til Susanna og Emmeline, og gir sig til at undersøge armene og halsen til den unge pige.
Pigen tar da paa at graate.
«Hold op med den flipingen din!» ropte auksjonsholderen.
Og saa gik det i gang med auksjonen.
Adolf blev kjøbt af den unge manden som havde lovet at kurere ham for nykkerne.
«Naa du!» ropte auksjonsholderen og gav Tom et vink om at stige op paa blokken.
Angst og skjælvende steg Tom op og saa sig omkring. Rundt om ham bruste en summende larm, og igjennem den skar auksjonsholderens rop.
Endelig faldt hammeren, og Tom steg ned. Den tykke manden med det store hoved slog næven i akslen paa ham og skjøv ham med en barsk mine til side.
«Nu maa du staa der!»
Alt løb rundt for Tom.
Igjen hørtes auksjonsholderens rop, og budene faldt slag i slag; men Tom hørte intet.
Det næste hammerslag gjaldt Susanna. Hun staar og ser efter datteren, som strækker armene ud mod hende; hun vender sig med bedende mine mod den mand som har kjøbt hende:
«Aa, massa, kjøb hende ogsaa!»
«Jeg vilde gjerne,» siger han og ser paa datteren.
Saa kom da turen til den unge pige. Hun er vakker, som hun staar der paa blokken og ser sig angst om; hendes kinder er røde, og øinene lyser med feberglød.
Auksjonsholderen bruger alle det engelske og franske sprogs mest rosende udtryk om hende, og budene faldt tæt.
Den mand som havde kjøbt moren trængte sig frem og bød gang paa gang, men saa rister han paa hovedet og holder med en gang op at byde; prisen blir ham for høi.
De rosende ord om Emmeline lyder høiere og høiere, men budene falder sparsommere; kun en fin herre og manden med det kulerunde store hovedet blir ved at byde.
De kjæmper endnu en stund; men saa blir den fine herre ærgerlig og byder høiere og høiere, mens den andre stadig byder over.
Endelig falder hammeren, og pigen tilhører den tykke mand.
Simon Legree heder han; han er eier af en bomuldsplantage i Red-River-dalen.
Pigen blir graatende skøvet bort til Tom og nogen andre slaver.
Manden som havde kjøbt moren er ilde ved; men det er intet at gjøre ved det. Den slags sorger møder en jo paa ethvert slavemarked, og en maa derfor finde sig i slige ting. Han drager afsted med sin nye slavinde.
