FEMTENDE STYKKE. Kvæker-nybygden.
Elisa og vesle Harry var havnet hos et par venlige og gjestmilde folk, Simon og Rakel, paa en gaard i en af Indianas vakre dale.
Folkene paa gaarden hørte til «Vennernes samfund» eller kvækerne, som de nu gjerne kaldes. Det var mange af dem der i bygden.
Simon var en høi kraftig mand, stille og fredelig i al sin færd. En saa ham som oftest med en bredskygget kvækerhat paa hovedet.
Rakel, hans hustru, var paa 60 aar; men hun hørte til det slags kvinder som blir vakrere og mildere med aarene. Fra hendes brune milde øine lyste fred og kjærlighed. En stille glæde og lun hygge fulgte hende, hvor hun var. Hun havde milde ord og god hjælp til alle som søgte hende. Hendes hus var altid pyntet og rent.
Rakel og Elisa sad en dag i kjøkkenet og arbeided, mens vesle Harry sprang omkring paa gulvet.
Husmoren sad med et blankt tinfad paa fanget og pilled ud i det nogen tørre ferskener.
Den stolen hun sad i, var en underlig stol; den kunde knirke saa hyggelig. Alle mennesker kom i sligt godt lag, naar den tog paa at knirke, og det gjorde den hver gang husmoren rørte sig. Børnene hendes mente paa, at det fandtes ikke mage til den stolen i hele verden. I aar efter aar havde moren og stolen snakket og sunget sammen, og aldrig var det, saa længe nogen af dem kunde mindes, kommet andet end milde ord og lyd fra den stol, og det var utrolig saa megen hovedverk og hjertelidelse den havde kureret.
«Saa du tænker endnu paa at drage til Kanada, Elisa?» sa kvæker-konen og la et par ferskener til side.
«Ja, frue,» svarse Elisa fast; jeg maa afsted, saa gjerne jeg end kunde ønske at være her længer.»
«Men hvad vil du gjøre, naar du kommer til Kanada? Har du tænkt noget over det, mit barn?»
Elisa skalv i hænderne, og nogen taarer faldt ned paa sytøiet hendes, men hendes øine havde et udtryk af fast vilje.
«Jeg vil tage fat paa hvad som helst,» svarte hun.
«Du ved du kan blive her saa længe du har lyst,» sa Rakel.
«Jeg takker Dem saa mange ganger! men jeg har ingen ro paa mig, jeg sover daarlig om natten, altid gaar jeg med den tanke, at slavehandleren kan finde mig naar det skal være. Jeg maa derfor afsted.»
«Stakkars barn! Du maa ikke gaa slig og ængste dig. Vi vil haabe du faar være i fred her.»
Simon kom ind. En kunde se paa hans ansigt, at han havde noget glædeligt paa hjerte.
«Har du noget nyt at fortælle?» spurte konen hans.
Simon nikked blidt og nævnte noget om at der kanske kom venner til dem i aften.
«Venner? Hvad er det for venner?»
Manden vendte sig mod Elisa: «Er det ikke Harris De heder—Elisa Harris?»
«Jo.»
Simon gik ud, og gav sin kone et vink om at hun skulde komme efter, som hun ogsaa gjorde.
«Men hvad er det?» spurte hun, da de var kommet ud paa gangen.
«Hendes mand er her i bygden og kommer her i aften.»
«Nei, hvad siger du?» sa Rakel, og ansigtet hendes lyste af glæde.
Peter var for lidt siden nede ved stationen. Han kom der til at tale med en gammel kone og to mænd som var i følge. Den ene fortalte at han hedte Georg Harris, og paa det han fortalte om sin fortid og sin omflakken kunde han skjønne at det maatte være ham. Det var en staut vakker kar.
Med taarer i øinene løb Rakel tilbage til kjøkkenet for at fortælle den glædelige nyhed. Endda hun gjorde dette med stor varsomhed, blev glæden for overvældende. Blodet skjød som flammende ild op i Elisas kinder og sank som en strøm tilbage til hjertet. Bleg som døden satte hun sig uden at sige et ord.
«Fat dig, fat dig, barn! Han er hos gode mennesker og kommer her i aften.»
«I aften?» stammed Elisa. Hun hørte ikke mer, eller hun forstod ikke det som blev sagt; alt gik rundt for hende som i en bølgende taage. Hun faldt i gulvet, og sansesløs maatte hun bæres ind i sit kammer.
Da hun om en stund slog øinene op, saa hun med undring, at hun laa paa sin seng, og at en kvinde holdt paa at gnide hendes hænder med kamfer. Det var som hun saa og hørte alt i drømme; men hendes hjerte var saa let. Det var ingen spænding eller angst mer i hendes sind; hun kjendte en indre ro og fred, som hun ikke havde kjendt paa lange tider.
Men hvad var det som gik for sig der inde i stuen? Hun saa aftensbordet blive dækket med en hvid dug; hun hørte nogen røster mumle og hviske; hun hørte tekjelen synge og brumme; saa nabokonen, den venlige Rut, trippe frem og tilbage med kakefad og tallerkener med syltetøi ... nu bøide hun sig ned og gav Harry et stykke kake og klapped ham paa kindet. Og her ved sengen? Var det ikke Rakel som kom og glatted saa moderlig paa aaklædet og paa hendes nattrøie? Nu kom Ruts mand ind i stuen. Rut gik glad bort mod ham og hvisked og pegte ind mod sengen. Om en stund saa hun en hel flok sidde til bords, og mellem dem den vesle Harry i en høi stol, og hun hørte en utydelig samtale og klirren af kopper og teskeer ... saa hørte hun ikke mer, alt blev stilt og mørkt, og hun sov,—sov slig som hun ikke havde sovet siden hin rædselsfulde nat, da hun løb fra sit hjem.
Og de skjønneste drømme gled gjennem hendes sjæl. Hun saa et underfuldt vakkert land, hvor alt hvilte i fred; hun saa grønne strænder, fagre øer og blinkende sjøer. Og hun saa et hus, og hørte nogen sige at dette var hendes; hun saa den vesle gutten sin lege glad og fornøid; hun hørte sin mands fodsteg og merked at han kom nærmere og nærmere ... han slog armene om halsen hendes, han graat af glæde....
Da slog hun øinene op. Nei, det var jo slet ikke nogen drøm ... der sad manden hendes ved hovedgjerdet....
* * * * *
Jo, det var glæde i kvækerhjemmet, da morgensolen straalte ind gjennem vinduerne! Og slig travlhed det blev for at gjøre frokosten saa hyggelig som mulig! Døtrene og sønnerne hjalp moren: én plukked grønne grener og blomster, en anden sigted mel til maiskaken, en tredje malte kaffe, en fjerde hented friskt vand ved kilden, og husmoren var optaget med at bake kavringer og skjære op kyllinger. Men endda hun havde det saa travlt, sendte hun alt i ett venlige ord omkring til høire og venstre og lod de brune øinene sine udstraale solskin over det hele hjem. Hændte det at nogen af børnene kunde komme lidt i haarene paa hinanden, var et mildt «naa, naa, børn» nok til at stanse striden.
Mens de andre holdt paa med at stelle til alt til frokosten, stod Simon i skjorte-ærmerne og raged sig ved et lidet speil. Han hørte ikke stort til det som gik for sig omkring ham; for alt i dette hus gik saa rolig, saa støtt, og hver og en syntes at være glad og fornøid ved at udføre netop det arbeid som han eller hun var sat til.
Omsider var alle bænket om bordet. Bare den ene af døtrene stod i kjøkkenet endnu og stekte vafler, som hun kom ind med efter hvert som de blev færdige—herlige, gulbrune dampende vafler!
Hvor husmoren tog sig godt ud, som hun sad der ved bordenden med den hvide kappen og det pene musselinstørklæet! Og det var noget saa moderligt bare ved det lag hun havde med at række bordgjesterne fadene og kaffekopperne.
Det var første gang Georg Harris sad til bords hos en hvid mand. Han kunde næsten ikke skjønne at han var en fri mand, at han sad der som de andres lige. Men hvor det ogsaa var nogen velsignede mennesker han var kommet til! Det haarde og bitre i hans sind holdt paa at smelte, og det var som han kjendte at hans tvil om et naadigt og kjærligt forsyn holdt paa at vige for en vaagnende tro og glæde.
Den ældste af sønnerne, som ogsaa hedte Simon, spurte faren, hvad han vilde gjøre, om han nu blev opdaget igjen.
«Jeg vil betale min bot.»
«Men dersom de nu kaster dig i fængsel?»
Den gamle smilte: «Saa kan vel du og mor styre gaarden, mens jeg sidder fast.»
Det gik i Georg. «Jeg vil da haabe De ikke udsætter Dem for noget saa leitt for min skyld.»
«Det skal De ikke bry Dem om, min kjære ven; vi mennesker er sat her i verden for at tjene Gud og vor næste.»
«Ja men det vilde da gjøre mig svært ondt, om De....»
«Aa snak! Nu maa De holde Dem i ro her i dag; men i kveld kl. 10 kommer Fineas og fører Dem og Elisa og gutten til stationen. Jeg maa sige Dem at Deres forfølgere er efter Dem.»
Georg fór op: «Saa maa vi afsted straks.»
«De kan tage det med ro. Om dagen er De tryg for alt her; for alle som bor her i bygden er kvækere, og de er gode og aarvaakne folk. Men inden natten maa De afsted.»
