FJORTENDE STYKKE.
Da den vogn som hented Augustin St. Clare med følge paa dampskibsbryggen rulled ind gjennem porten til St. Clares slot, kom en hel vrimmel af farvede tjenere og tjenerinder farende ud for at tage mod sin herre.
Vesle Eva saa ud som en fugl som er i færd med at flyve ud af buret; saa utaalmodig var hun af bare glæde og henrykkelse.
«Jo, her er rigtig vakkert,» sa frøken Ofelia og steg ud af vognen.
Tom spilte øinene op og saa sig om til alle sider. Et sligt herligt sted havde han aldrig set magen til før. Han var straalende af forundring og glæde.
«Naa, Tom, det lader til at du synes om stedet,» sa St. Clare.
«Ja, massa, her er meget at se paa her.»
Den store gaardsplads var omspændt af fire sammenbygde fløier, med rundtløbende, brede svalganger, som hvilte paa yndefulde buer og piller. I midten af gaardspladsen var et stort springvand, som pladsked i sølvklare buestraaler ned i et marmorbækken, omkranset med en bred rand af duftende fioler.
Rundt springvandet gik en spasergang, brolagt med kunstig tilhugne stener. Udenfor spasergangen laa et grønt græsgrodd belte, mens en kjørevei gik rundt det hele. I grønsværet stod to orangetrær, som for øieblikket var i fuld blomst og udsendte den herligste duft, og i ytterkanterne af det stod marmorvaser med fint udhugne blomsterslyngninger og fulde af ildrøde planter, mørke arabiske jasminer, roser, citronlugtende verbener, og mange andre slags blomster. Paa svalgangene var ophængt gardiner af maurisk tøi, som kunde drages sammen for at skygge for solen.
St. Clare smilte med en viss indre selvfølelse, da han saa hvor optaget de andre var af at se og beundre hans hjem.
Fra alle sider oppe paa svalgangene og nede i dørene og gangene krydde svarte hoveder nysgjerrig frem.
«Af veien med dere!» bød en svært vigtig mulat og jaged en flok af paatrængende medtjenere tilbage: «Mig nok tage imod massa.»
De nysgjerrige tjenere maatte drage sig til side; bare et par store sterke karer blev tilbage for at bære reisetøiet ind.
Herr Adolf, en svært fin tjener, brisked sig med en straalende fin silkevest, guldkjede og hvide bukser.
«Naa, Adolf, hvorledes staar det til her hjemme?» spurte St. Clare.
Adolf bukked, smilte og holdt en liden velkomsttale til sin herre; efterpaa vifted han sig med det duftende lommetøklæet sit og strøg det pomadeglinsende haaret til siden.
«Men Adolf da, du gaar jo og lapser dig med min vest!»
«Aa, massa, jeg tar mig saa godt ud med den, og massa gaar vist ikke mer med den; for det er kommet vinflekker paa den.»
«Ja, ja, behold den da, dit asen,» sa St. Clare og smilte. «Men hør nu: naar jeg har vist frem denne fyren her, saa fører du ham ned i kjøkkenet!»
«Det skal ske, massa!»
«Men du vaager dig ikke til at være fornem eller stor paa det overfor ham; han er lige saa meget værd som to slige bavianer som du.»
«Ha-ha-ha, massa er saa spøgefuld!»
Den unge herre gik nu op i gangen, hvor en hel flok yngre og ældre tjenestfolk stod og smilte ham i møde.
«Naa, Mammy og Polly, hvorledes har dere det? Og du Jimmy?» Han gav dem alle haanden og nikked venlig til dem. «Hei!» ropte han, idet han snubled over en negerunge, som kravled om paa gulvet.
«Pas paa disse smaahvalpene! En kan jo komme til at træde dem ihjel.»
Før han gik ind, gav han en haandfuld smaapenger til hver af folkene, og fik tusend tak og velsignelser til gjengjæld.
«Nu maa dere gaa eders vei,» sa han.
Og hele flokken fjerned sig gjennem en udgang til svalen.
«Haloi—Tom!» ropte han og vinked med haanden.
Tom traadte nu ind i værelset. Han saa alvorlig paa tepperne, paa de glimrende speile, malerier, statuer og gardiner, en pragt som han aldrig havde kunnet tænke sig. Han blev helt overvældet af al denne herlighed. Han stod stille og sukked af undring; det var saavidt han turde træde paa gulvet.
Vesle Eva var som en fugl fløiet ind til moren sin, som opholdt sig paa et fint udstyret rum mod svalgangen.
«God sag, søde mor!» hilste hun og slog armen om halsen paa hende.
«Saa saa saa, barn!» sa moren. «Jeg faar vondt i hovedet.» Hun gav den vesle et mat kys og saa træt og stur ud.
St. Clare steg ind og gav konen sin en let omfavnelse.
«Min kusine, frøken Ofelia,» forestilte han og slog ud med haanden efter frøkenen, som var fulgt med ind.
Fru Marie maalte den nye husbestyrerinde med øinene og rakte hende med træt høflighed haanden.
Nogen tjenestfolk viste sig ved døren. Mellem dem var Mammy, en middelaldrende mulatinde, som havde været barnepige for Eva og nu gjorde tjeneste som kammerpige for fruen.
«Aa, Mammy!» brød Eva ud og fløi om halsen paa hende og kyssed hende gang paa gang.
Denne kvinde talte ikke om hovedpine, endda hun led mere af dette onde end fruen. Glad tog hun den vesle jenten i favnen og trykked hende ind til sig.
Eva fór derpaa ud til de andre tjenest folkene og kyssed dem alle sammen, og delte ud nøtter og appelsiner og mange andre gode ting, som hun havde havt med hjem i en stor pose.
St. Clare førte sin hustru ind i værelset hvor Tom stod. «Her har jeg med til dig en ny kusk, som jeg tænker du tør kjøre trygt med,» sa han og pegte paa Tom. «Det er en rigtig trofast kar, som er saa rolig og adstadig, at han gjerne kunde bruges som ligvognskusk.»
«Han drikker naturligvis, han som de andre,» sa den fine frue.
«Det er netop det han ikke gjør; han er et rent mønster paa ædruelighed og gudsfrygt.»
«Gid det bare var sandt!» sukked fruen.
«Adolf!» kaldte St. Clare. «Følg Tom ned i kjøkkenet, og glem ikke det jeg har sagt dig!»
Adolf spankulerte let afsted, mens Tom drunted efter.
«En rigtig elefant!» mumled fruen.
St. Clare satte sig nu paa en stol ved siden af konen sin. «Naa, Marie, vær nu sød og blid, og sig mig nogen venlige ord til velkomst.»
«Jeg trodde du aldrig var kommet hjem mer,» sukked hun og var sur og grætten.
«Ja men jeg skrev jo og sa hvorfor jeg maatte trække reisen ud en fjorten dages tid....»
«Se her har jeg noget med til dig fra Nyork.»
Han tog frem en vakker liden fløielsæske med et billede af ham selv og vesle Eva, og gav hende.
Fruen saa misfornøid paa billedet. «Hvorledes kunde du komme til at sidde i en slig klodset stilling?»
«Aa, stillingen er en smagssak; men hvad synes du om ligheden?»
«Naar du ikke bryr dig om min mening om stillingen, saa er det bedst jeg tier,» sa hun og lukked æsken igjen.
«Pokker til kvindemenneske ogsaa,» tænkte han ved sig selv. «Vær nu ikke saa tver og vanskelig, Marie!» bad han.
St. Clare var en rig mand, men lykkelig var han ikke. I sine yngre dage havde han fattet kjærlighed til en ung og elskværdig dame. Med hende blev han ogsaa trolovet; men slette mennesker fór imellem dem med noget sladder, og trolovelsen gik over styr. Herover blev St. Clare meget ulykkelig. Men han var for stolt til at lade andre se sin sorg. Selv forsøgte han at glemme den ved at kaste sig ind i et vildt og uroligt liv. Men det lykkes ingen at glemme paa den maaden; det gjør bare vondt værre, og slig gik det ogsaa med St. Clare. Til sidst gifted han sig—halvt om halvt paa trass—med en svært rig dame. Hun var ung og vakker, men saa forkjælet og bortskjæmt, at det var liden udvei med hende. Egteskabet blev derfor paa ingen maade lykkeligt. Han gjorde sit bedste for at vise sig tilfreds og være venlig baade mod sin kone og mod andre; men i hans hjerte var det bitterhed baade mod Gud og mennesker.
Frøken Ofelia overtog styret i huset. Hun var en flink og viljefast kvinde, og alt gik i rolig og god orden. Kun fruen gjorde stadig opstyr med sine klager og sine krav om at alle skulde staa paa pinder for hende. «Det er ingen som bryr sig om mig,» sa hun, «endda jeg har huset fuldt af træler. Den eneste som tænker lidt paa mig er Mammy; men ogsaa hun er egenkjærlig og—aah!»
«Men hun er da hos dig baade dag og nat,» sa St. Clare «hun steller jo om dig saa godt som det er raad.»
«Ja—og gaar evig og altid og klynker og sukker for manden og børnene sine. Uf! det er ikke til at holde ud.»
Mammy havde for en del aar tilbage maattet forlade sin mand og sine børn for at følge sin unge herskerinde til hendes nye hjem. St. Clare syntes synd om hende og havde ofte talt om at lade hende reise hjem til sine kjære, som bodde mange mil borte. Men fru Marie vilde ikke høre paa det øre; hun kunde ikke være uden Mammy. Hvad sorg kunde nu ellers en slig halvgammel mulatinde have? Nei, hun—fruen—hun kjendte til sorg og modgang. Aah, om nogen vidste hvad hun maatte lide! Men det vidste ingen; for hun gjemte sine lidelser hos sig selv.
Mammy led ofte af hovedpine. En dag, som hun var svært klein, bad vesle Eva sin mor om at faa vaake hos hende om natten istedenfor Mammy.
«Aa snak, barn!» sa fruen. «En skal ikke bry sig om det som tjenestfolkene gaar og jamrer sig for.»
«Hun gaar vist og længter efter børnene sine,» mente Eva.
«Længter? Som om en slig svart tjenestjente kjendte noget til længsel. Nei, jeg har kjendt hvad det er—den gang vesle Eva var borte. Men saken er, at Mammy er egenkjærlig og utaknemlig. Hun skjønner ikke det mindste paa hvor godt hun har det. Hun faar jo alt det hun trænger, kjoler og hovedpynt og alt muligt.»
Fruen tørked et par taarer af øinene og stelte paa den fine kjolen sin, slig som en due kan sidde og stelle med fjærene efter en regnskur.
Vesle Eva gik ud med faren sin.
«Det er et underligt barn, denne Eva,» sukked fruen. «Hun ligner slet ikke mig.»
Ofelia sa intet, men hun tænkte sit.
«Hun gaar og hænger ved tjenestfolkene og gjør sig jevngod med alle de sorte ungerne som findes paa gaarden,» klaged fruen. «Og min mand lar hende gjøre som hun vil,—han føier sig nu ellers efter alle og enhver, saa nær som efter sin hustru, han.»
Frøkenen sad stiv og strunk.
«Vel skal en være venlig og god mod sine folk,» blev fruen ved; «men en maa alligevel altid lade dem ha kjendsel af hvad trin de staar paa. Og er de ikke slig som de bør være, saa har en jo bare ett middel som duger.»
«Og det er?»
«Sende dem i fængslet og lade dem bli pisket.»
Frøken Ofelia mente nok ogsaa at negrene ofte ikke kunde være saa greie at faa skik paa; men naar en tog sig virkelig af dem, og tog det med forstand og kjærlighed med dem, saa kunde nok de ogsaa bli skikkelige og bra mennesker.
Tom havde det godt, og trivdes vel i sit nye hjem, naar det ikke var denne længselen—denne dragingen mod hjemmet. Han kunde nok glemme den stunde-mellem, naar han sad paa sin bænk og saa paa springvandet og blomsterne eller hørte paa fuglenes muntre sang; men saa kom den igjen.
Eva var svært glad i ham. Hun pynted ham med blomster, satte sig paa knærne hans og prated i et væk. Han skulde nu ogsaa ligesom være hendes særlige tjener. Han fulgte med hende paa hendes kjøre-og spaserturer, og var om hende baade sent og tidlig. Ogsaa for fruen fik han af og til gjøre tjenester; men da maatte han møde i sin bedste puds, og for at han ikke skulde lugte af hesten, maatte han holde sig saa meget som mulig borte fra stalden.
En søndag formiddag, da Mammys hovedpine var rigtig slem, kom Eva springende med den vesle guld-lugteflasken sin og vilde give hende den. «Du har mere brug for den, du end jeg,» sa hun. «Ta den bare! den vil gjøre dig godt.»
Netop som Mammy skulde sige nei tak, kom fruen ind.
«Hvad er det du gir hende, barn?»
«Det er min lugteflaske.»
«Vil du straks ta den fra hende igjen!»
Eva blev modfalden og vendte sig om.
St. Clare var ogsaa tilstede. «Lad nu barnet denne gang faa sin vilje,» sa han venlig.
Fruen sukked. «Vorherre maa vide hvorledes det skal gaa dette barnet, naar hun kommer ud i verden.»
«Ja, det maa Vorherre vide,» gjentog St. Clare alvorlig. «Men saa meget er vist, at det vil gaa hende bedre oppe hos Vorherre end baade dig og mig.»
Fruen gjorde altid gjældende, at folk burde være gudfrygtig om søndagen. Hun var netop færdig til at gaa i kirken, og saa svært from og yndig ud, som hun stod der i den kostbare silkekjolen med guldkjeder og diamantsmykker, indhyllet i et kniplingssjal, som lig en taage laa om den vakre figur. Frøken Ofelia, som ligeledes stod færdig til at gaa i kirken, tog sig rent fattigslig ud i sammenligning med fruen, endda hun ogsaa var iført silkekjole og havde et fint sjal om sig.
«Kom nu, barnet mit!» kaldte fruen.
«Skal Eva med?» spurte St. Clare.
«Ja, hun har godt af at bli vænnet til gudsfrygt,» svarte fruen, og mente dermed at give sin mand et lidet snert for at han aldrig gik i kirken.
«Har du selv lyst til at gaa i kirken, Eva? Vil du ikke heller blive hjemme og lege med mig?»
«Tak, papa, jeg vil heller gaa i kirken, endda jeg synes det er noget kjedeligt,» sa Eva; «jeg blir saa let søvnig; men jeg søger at holde mig vaaken saa godt jeg kan.»
«Hvorfor gaar du da i kirke?»
«Jo—for Vorherres skyld; for han gir os alting og er saa god mod os, og saa er det da ikke for meget, at vi gjør det for ham.»
«Du kjære gode sjæl! sa faren og tog hende i armene sine. «Gaa du bare, og bed en bøn ogsaa for mig!»
