TRETTENDE STYKKE. Paa Missisippi.
Saa naadde de ned til Missisippi. De reisende maatte her om bord i et andet skib. Det var en stor damper, som var ladd med en slig mængde bomuldsballer at den ligned en graa firkantet svømmende kjæmpeblok.
Tom syntes at ha fundet sig nogenlunde til rette med sin ulykkelige skjæbne. Han var blit kvitt lænkerne og havde faat lov til at gaa hvor han vilde omkring paa skibet. Ved sin stille rolige færd, ved sin taalmodighed og fromhed, og ved sin villighed til at hjælpe hvor han kunde, havde han vundet mange af skibsfolkene for sig.
Han kravled stundom op til en eller anden krok mellem bomulds-ballerne paa det øverste dæk. Her kunde han faa sidde i ro med sin kjære bibel.
En 70-80 mil ovenfor Ny-Orleans ligger elven høiere end landet omkring. De mægtige vandmasser ruller her frem mellem faste høie dæmninger. Fra damperens dæk ser den reisende som fra en svømmende taarnbygning ud over landet i flere mils omkreds.
Det var en stille aften. Solen lyste paa den brede vandflade, rørene og de høie mørke cypresser ved bredderne gløded i det gyldne skjær, mens skibet stønnende arbeided sig frem med den vældige lasten. Tom sad i høiden og saa ud over arbeids-markerne. Han fandt her et levende billede af det liv han selv skulde gaa til. Han saa slaverne langt borte ved sit arbeide, han saa hytterne deres ligge i rækker et stykke fra de fine herskabsboliger med vakre haver og parker omkring. Og som nu disse levende billeder gled langsomt forbi hans blik, vendte hans hjerte sig med sterkere og sterkere længsel mod den vesle hytten, med de herlige blomster og slyngplanter opefter væggen paa fremsiden og med duft af renhed og hygge indvendig; han saa sin brave kone trippe om der inde, hørte smaagutternes latter og kommers, og det var som han saa sig selv sidde med den mindste paa fanget og hørte hendes glædesskrig.
Men med ett blev alt borte. Han saa igjen de svaiende rør og glidende marker, hørte maskinens støn, og han skjønte at al den lykke han havde levet i der hjemme var slut for stedse.
Nogen store taarer drypped ned paa bogen hans.
«Eders—hjerte—forfærdes—ikke—» læste han paa sin langsomme og eftertænksomme maade. «I—min—faders—hus—er mange—værelser.—Jeg gaar—hen—for—at—berede—eder—sted.»
Mellem de reisende var der en ung mand som hedte Augustin St. Clare.
Sammen med sin seksaarige datter havde han været paa gjestefærd hos nogen slegtninger i Ny-England, og var nu paa hjemveien til sit gods i Orleans. Et søskendbarn af ham, frøken Ofelia, havde han faat til at følge med hjem, for at hun en tid kunde styre huset for hans hustru, som var sygelig.
Den vesle datteren hans hedte Evangeline. Som en lys og venlig solstraale fór hun omkring alle steder paa skibet. Tom saa ofte et glimt af den vesle lysklædde fe med det guldlokkete hoved. Altid var der et smil om munden hendes, let som en fugl hopped hun om fra sted til sted, og forstod altid at stelle sig slig at hun ikke fik flekker paa kjolen sin. For Tom var det næsten som en Guds engel viste sig for ham, naar hun med ett kom til syne for ham bag en bomulds-balle og stod og saa mildt paa ham med de store mørkeblaa øinene sine.
Faren og frøkenen holdt stadig øie med hende, for de var ræd for hun kunde komme til nogen skade, slig som hun fór om alle steder.
Somme tider kunde hun stille sig ved rækverket og se ned til fyrbøderen, som stod med kulskuffen ved det glødende ildsvelg. Det saa da ud som hun syntes synd paa ham og undred sig over at han kunde leve der nede i det hede dybet. Til andre tider kunde en se hende ved roret, hvor hun med sit smil og med de milde øinene sine var nær ved at faa rormanden til at glemme sit arbeid. Alle skibsfolkene var glade i hende, og mangen svart næve blev rakt ud til hjælp, naar det saa ud som hun holdt paa at falde over et og andet, eller hun holdt paa at bli skubbet til side af folk som ikke saa hende.
Ofte var hun ogsaa nede og saa paa negerkobbelet til Haley. Det hændte at hun kunde gaa ind mellem negrene. Hun saa med sorgfulde øine paa dem, letted paa lænkerne deres og sukked tungt. Stundom kom hun med sukkergodt, nøtter, appelsiner, som hun med inderlig glæde delte ud mellem dem.
Tom havde glæde af at lage smaa legetøisaker til hende: kurver, fløiter og mange andre ting, og lidt efter lidt blev han og hun svært gode venner.
«Hvad heder den vesle frøkenen?» var det første han spurte hende om.
«Jeg heder Evangeline; men far og mor og alle mennesker kalder mig Eva. Hvad heder du?»
«Jeg heder Tom, og hjemme, der jeg er fra, pleide alle børnene at kalde mig Onkel Tom.»
«Saa vil jeg ogsaa kalde dig Onkel Tom, for jeg liker dig saa godt. Hvor skal du hen?»
«Ved det ikke, vesle frøken.»
«Ved du det ikke?» spurte hun med undring.
«Nei, jeg ved det ikke—skal vel sælges til en eller anden fremmed mand.»
«Da skal jeg sige til far at han skal kjøbe dig. Vil han det, saa faar du det godt.»
«Jeg siger den vesle frøkenen saa mange tak.»
«Just i dette øieblik la skibet til ved et landingssted for at ta ind kul.
Vesle Eva blev kaldt bort til faren sin, mens Tom gik forud i skibet for at hjælpe mandskabet med noget arbeid.
Eva og faren bøide sig over rælingen for at se paa hvorledes hjulet arbeided nede i vandet for atter at sætte skibet i gang. Med ett tabte den vesle ligevegten og faldt i elven. Faren var paa nippet til at styrte sig ud efter hende; men før han fik gjort det, var en anden alt sprunget ud. Det var Tom. Han fik i hast tak i kjolen hendes, og nu var det en let sak for den sterke negeren at hive det spinkle legemet saa høit op, at et par af de hænder som raktes ud til hjælp kunde faa tak i hende. Vesle Eva blev saaledes draget op igjen. St. Clare slog armene om den vesle drivvaade sansesløse stakkaren og bar hende ned i kahytten, hvor hun snart kom til sig selv igjen og slog de store øinene op.
Da damperen den næste dag nærmed sig Orleans, blev det travlt om bord: De reisende samled sine saker, restauratøren, tjenerne og opvartersken skured og tørked støv, for at det vakre skib kunde tage sig saa godt ud som mulig, naar det holdt sit indtog i byen.
Nede paa underdækket sad Onkel Tom. Med korslagte armer og i sterk spænding vendte han sine øine mod en gruppe mennesker paa den andre siden af skibet.
Der stod vesle Eva, som var noget blegere end dagen før, men ellers uden spor af det indtrufne uheld. Ved siden af hende stod faren med en tegnebog i haanden. Han holdt netop paa at faa i stand en handel med Haley, som i høie toner roste sin vare.
«Kort sagt, en samling af alle mulige slags dyder indbundet i svart bind,» sa St. Clare med smil om munden, da Haley havde endt sin lovtale. «Men sig mig nu, hvor meget skal det nu betales, for at det kan bli handel af, aller hvor meget er De nu tænkt at snyte mig for?»
«Ja,» svarte slavehandleren, «om jeg nu sa 5000 kroner for den karen, saa var det ikke mer end saa vidt jeg fik igjen mine udlagte penger.»
«Stakkars mand! De vilde da næsten komme til at tabe paa den handelen. Men kanske De alligevel af hensyn til mig vilde lade mig faa ham for den pris?» spurte den unge mand og sendte Haley et spottende blik.
«Ja ja, men se nu rigtig paa ham—sligt et bryst—ligesom en hestebringe—og slig en pande! De kan tro, min herre, at der er forstand inde bag den panden; han er rent prestlærd, og tillige saa from og god som noget menneske kan være.»
St. Clare drog igjen paa smilen: «Jeg kunde næsten bruge ham som huskapellan.»
«Ja De spøger, men jeg vil sige dem....»
«Kjøb ham, far!» faldt den vesle Eva ind.
«Hvad vil du bruge ham til?» spurte faren hendes. «Vil du ha ham til at leke med—ligesom en gyngehest?»
«Jeg vil ha ham for at være god mod ham og gjøre ham glad.»
«Se her!» Handelsmanden rakte St. Clare et stort stykke papir. «Det er et vidnesbyrd fra hans forrige herre.»
Den unge mand tog mod papiret og saa det rask igjennem. «Ja, det kan jo være bra nok med al denne gudsfrygten; men jeg har set saa mange falske varer af den slags, at jeg ikke tror saa meget paa den.»
«Kjøb ham, far, kjøb ham!» tigged den vesle jenten.
«Naa, lad mig saa ta ham da,» sa den unge mand og rakte handelsmanden en bunke sedler. «Tæl dem selv, gamle snyter,» la han til og stak tegnebogen i lommen.
«Meget rigtig, fuldkommen rigtig!» sa Haley med straalende øine.
Han tog derefter pen og blækhus frem og skrev i en fart kjøbebrev, som han leverte den unge herre.
«Kom saa, vesle Eva!» sa St. Clare og gik med hende over til den andre siden af skibet, hvor Tom stod. Han tog ham under hagen og løfted ansigtet hans i veiret:
«Naa, Tom, hvad synes du om din nye herre?»
Tom læste i samme øieblik i den unge mands glade ansigt, at han var et godt menneske.
«Gud velsigne Dem, massa!» sa han.
«Det haaber jeg han gjør, enten det nu blir for din eller min skyld. Sig mig, kan du kjøre et par hester?»
«Jeg har været vant til at kjøre fra jeg var en liden gut, massa.»
«Godt! Saa kan du blive kusk for min hustru, men kun paa det vilkaar at du ikke drikker dig fuld.»
Tom saa paa ham og kjendte sig krænket: «Jeg drikker aldrig brændevin, massa!»
St. Clare drog paa smilen: «Det vil du bilde mig ind? Men du vil staa dig bedst paa slet ikke at drikke. Ja ja, se nu ikke saa modfalden ud,» la han til, vi kommer nok ud af det med hinanden, skal du se.»
«Jeg skal skikke mig vel, massa.»
«Og du skal faa det godt,» loved vesle Eva. «Du skal ikke bry dig om det som far siger; for det er bare spøg; han er saa god.»
«Tak skal du ha, vesle vennen min, for dit gode skudsmaal,» sa St. Clare og lo.
